Anmeldelse af: I Am Morbid, m.fl. Gimle, Roskilde. 25. marts 2022.
Historien om en aften hvor jeg blev målløs, både positivt og negativt.
Foto: Rasmus Petersen
Jeg havde glædet mig virkelig meget til denne aften. Tre store dødsmetalbands, hvor en af dem endda er en af de helt første indenfor genren, og en interessant nyere opvarmer. Det kunne næsten kun blive godt. Det blev det i og for sig egentligt også men med nogle ærgerlige svipsere.
Critical Mess
Første band på scenen var det tyske band Critical Mess. Til trods for at det var en fredag aften, og nogle folk nok stadig lige skulle nå aftensmaden efter arbejde, så var publikummets størrelse allerede temmelig pæn, taget i betragtning af et det ”kun” var support-navnet.
Ufortrødent går Critical Mess i gang og kort efter bliver der allerede headbanget lidt hist og her. Der er som sådan godt gang i hele bandet, men den musiker, man lægger mest mærke til, er uden tvivl deres bassist. Han spiller simpelthen på livet løs. Fedt at se.
I løbet af koncerten opfordrer bandets sanger endda op til en moshpit og en dejlig hyggelig seksmands-moshpit starter.
Critical Mess spiller i og for sig egentlig rigtig godt, men der er desværre to ting, der virkelig trækker ned i oplevelsen. Det første er at deres forsanger, Britta Görtz, ikke virker til at være helt oplagt til at være på scenen denne aften. Hun udviser egentlig en okay mængde energi, og hendes vokal fejler ikke rigtig noget, men der er en del gange, hvor det virker til, at hun mister pusten, og at hun simpelthen glemmer lidt, at hun står på en scene foran et publikum. Det kan virke lidt distraherende og demotiverende, når et bands frontfigur svinger så meget i sin fremtræden.
Derudover, så var lyden simpelthen elendig. For det første, så virkede det som om, at bashøjtalerne simpelthen bare var slukket, for man kunne knapt fornemme stortrommen og stort set ikke høre bassen. For det andet så manglede rytmeguitaren fuldstændig fra lydbilledet. Det eneste tidspunkt, man kunne høre den, var, når alt andet var stille, så man lige kunne ane kabinettet, lyden kom fra.
Det er ikke som sådan noget, bandet kan gøre for, men som helhed er dette medvirkende til, at denne optræden ikke bliver mere end bare middelmådig.
Hate
Nu var det så blevet tid til et af aftenens tre hovednavne. Det polske band Hate. Scenen var fedt sat op, flere mennesker var kommet til, og nu kunne man da håbe, at nogen liiige havde tændt for bassen.
Intromusikken lyder, og det virker til, at der er noget, der minder om en bas. Musikerne kommer ud på scenen, publikum jubler. Alt lægger op til en fremragende koncert. Men, ak, så snart bandet begynder at spille, kan man igen høre, at bassen simpelthen er ikkeeksisterende i lydbilledet. Men lad os nu lige se an, det kunne jo være, det blev bedre i løbet af koncerten.
På trods af de tekniske problemer, så spiller Hate en ganske fin koncert. Folk er blevet varmet ganske fint op af Critical Mess, og der bliver headbanget ret heftigt rundt omkring. Hate bruger ikke tid på at snakke til publikum. Der er en ganske tydelig ”no bullshit”-attitude over dem. Der skal simpelthen bare spilles så mange numre som muligt. Og Hate spiller også en del sange, og de bliver spillet virkelig godt og med en god del energi.
Alt i alt spiller Hate en virkelig god koncert. Men lydproblemerne er konstante under hele koncerten. Til trods for at rytmeguitaren dog er kommet på, så er bassen stadig fuldstændig væk, og nu hvor bassen trods alt er et meget væsentligt instrument for metalmusik, så kan karakteren bare desværre ikke blive særlig høj.
Det er ærgerligt, for Hates optræden var der i og for sig ikke noget at sætte en finger på. Men, nøj, hvor var lydbilledet altså bare tamt.
Belphegor
Nu var det så blevet tid til det, band jeg personligt havde glædet mig allermest til nemlig det østrigske Blackened Death-band Belphegor. Et band, der egentlig kun består af bassisten, Serpenth, og guitarist/vokalist, Helmuth Lehner. Derfor er den anden halvdel af bandet sessionmusikere.
Sidst, jeg så Belphegor, var i 2019 på Copenhell, hvor de gav en helt fænomenal koncert med så meget ild, at en stagehand var nødt til at fylde mere væske på ildkanonerne midt under koncerten. Dog skulle der ikke være noget ild denne aften (hvilket er forståeligt taget Gimles relativt lille størrelse i betragtning), men fedt udsmykket var scenen dog.
Nu er Gimle stort set blevet fyldt op. Nu er der lagt an til stor fest. Mens intromusikken kører, kommer der masser af røg. Så meget, at man nærmest ikke kunne se sin egen hånd. Efter røgen er stilnet lidt af, går musikerne stille og roligt ind på scenen. Der er stille, forventningen stiger, den korte intro-sample til ”Swinefever – Regent of Pigs” starter, og SÅ går det løs.
Som en rutsjebane, der skydes afsted med 200km/t, går Belphegor bare i gang og ser sig ikke tilbage. ENDELIG er bassen kommet ind i lydbilledet, og, NØJ, hvor kan man mærke og høre forskellen. Lyden er simpelthen knivspark. Belphegor spiller dejlig tight dog ikke så tight, at man er i tvivl om, at det er mennesker, der spiller. Derudover, så er Belphegors fremtoning på scenen ekstremt veludført. Eller Serpenth og Helmuths er i hvert fald. Trommeslageren er lidt selvsagt gemt væk bag trommerne, men gør stadig ikke rigtig noget væsen af sig, og selvom sessionguitaristen går lidt rundt på scenen og headbanger lidt, så virker begge lidt anonymiserede. Men det er som sådan heller ikke dem, man er kommet for at se.
Serpenth spiller røven ud af bukserne og giver en vanvittig energisk optræden. Altid fokus på publikum og med en attitude af: ”Lad os for fanden have en fest!” Helmuths stil er lidt anderledes. Helmuth er mere som en ond og lidt uhyggelig marionetdukke med store og langsomme bevægelser og et lidt dødt og uhyggeligt ansigt. Der er stadig en god del publikumskontakt, men man har stadig en lille bitte følelse af frygt/creepyness, når man ser på Helmuth. Helmuths optræden bærer nemlig meget præg af Belphegors koncerttema. Dette er nemlig ikke bare en koncert, men en form for satanisk gudstjeneste. Mellem nogle af sangene prædikede Helmuth også gerne lidt typisk på tysk, og han beder også under koncerten i mellemstykkerne. Dette er med til at styrke det sataniske og blackened element af deres musik og gør, at koncerten bliver mere helstøbt.
Med en skide fed optræden og fænomenal lyd bliver jeg simpelthen nødt til at give dem topkarakter. Der var for mig simpelthen ikke en finger at sætte. FUCK, HVOR FEDT!
I Am Morbid
Nu var der lagt an til en god omgang historieundervisning. Nu var det nemlig blevet tid til at høre numre fra de fire første Morbid Angel-plader (med et enkelt Terrorizer-nummer smidt ind), spillet af ingen ringere end selveste David Vincent på bass og vokal og med Pete Sandoval på trommer.
Nu er Gimle simpelthen fyldt til bristepunktet. Folk er spændte, og forventningsglæden ligger som et tykt tæppe af tåge i luften. En efter en kommer musikerne på scenen og til sidst kommer, selvfølgelig, the man himself: David Vincent. Forventningen når sit bristepunkt oooog. BANG! Så er vi i gang.
Straks kommer aftenens største moshpit, som stort set ikke stopper under hele koncerten, og der bliver alt i alt bare festet igennem over det hele. Selvom undertegnede ikke har lyttet super meget til Morbid Angel, så var der bare ingen tvivl om, hvor meget denne musik betyder for rigtig mange mennesker. Man kan se, hvor ekstatiske folk er, og familiefædre der pludselig er teenagere igen. Det var smukt.
David Vincent står stoisk og roligt på scenen og spiller helt perfekt. Med minimale bevægelser skaber Vincent stadig en fed stage presence og agerer lidt som en historiefortæller. Energi kan man sige var lidt overladt til lead-guitaristen, Bill Hudson, som konstant er ude ved publikum og virkelig fører sig frem. Til tider er det en smule for meget taget i betragtning af, at det mest er David Vincent, man er kommet for at se, men samtidigt er der lidt brug for den her bevægelse på scenen, når rytmeguitaristen, Kelly McLauchlin, spiller lidt mere anonymt.
Bagerst spiller Pete Sandoval på livet løs bag trommerne. Det er både underholdende og liiidt foruroligende at se ham spille, for når han skal spille hurtigt, skærer han så mange grimasser, at det både ser fedt ud, men man bliver også en smule bange for, at han lige pludselig bare stiller træskoene. Heldigvis spiller han hele koncerten igennem og til UG. Udover selve musikken så formår David Vincent også virkelig at have kontakt med publikum mellem numrene. Han fortæller små historier og stjæler endda en telefon fra en af publikummerne på forreste række og lader som om, han snakker med personens partner og ender med at fortælle personen ”Hun siger, du ikke behøver komme hjem”, som giver et godt grin blandt publikum.
All in all så skuffede I Am Morbid på ingen måde og var uden tvivl aftenens absolutte højdepunkt. Det her var en aften og en oplevelse, jeg bestemt ikke ville være foruden.
Så, som sagt i introen, var jeg målløs både på godt og ondt. Målløs over, hvor vanvittig godt de fleste af bandsne spillede, men desværre også målløs over, hvor ringe lyden var under de to første bands.
Jeg ville ønske, jeg kunne give Critical Mess og Hate højere karakterer, men med de tekniske problemer, der var, er det der, vi ender.
Jeg vil håbe jeg kan fange dem på et andet tidspunkt, hvor lyden forhåbentlig er bedre.
