Paledusk
At være nyankommen til den japanske progressive metalcoreband var Paledusk et godt pust af nyt liv til ens musikbibliotek. Stående mellem andre fra publikum og intet vidende om, hvad der skulle komme på, var det en kæmpe overraskelse, da lyserøde lys og projektershow kom på til djent heavyriffs samt vokaler, som fik hårene til at stå op. Efter lidt tid begyndte man langsomt at komme på plads i genren, og så vender bandet 180 grader og tager det et skridt videre med djent, der er smeltet sammen med pop.
De unge herrer, som står bag denne interessante måde at lave musik på, er ikke kun sjove at lytte til, men har en fantastisk energi på scenen, hvor man kun kan rives med. At være det første band på listen har Paledusk nogle store sko at udfylde, hvilket de gør på deres egen måde.
Det kan f.eks. bemærkes ved lyden, der udfylder Pumpehuset med en ren klang, som kan være svært med Pumpehusets akustik. Paledusk shiner på lydkvalitet, men også på, hvordan de kan bringe publikum i spil. Jeg havde knapt et øjeblik, hvor jeg følte, jeg ikke blev inddraget, i at vi blev pumpet af tunge riffs eller forsangeren, der hypede os op til musikken.
Som nyankommen, som ikke vidste, hvordan slaget skulle slås, var Paledusk en fed opvarmer til Polaris og de følgende bands; et frisk pust og en fantastisk måde at starte aftenen på, som kun kan siges at være en 4/5 på skalaen.
Thornhill
Det australske heavy band Thornhill som second act og opvarmning til Polaris og Silent Planet slår hårdt ud fra start med moshing og crowdsurfing fra publikum. Thornhill sætter standarden for, hvad man regner med, en metalcorekoncert skal indeholde.
Efter også her at være nyankommen til Thornhill, men ikke til genren, kan det ses, hvorfor de også er en fanfavorit mellem publikum med passionerede bandmedlemmer, som ikke lader sig gå på af fans, der crowdsurfede op på scenen, og dog lader showet køre videre, som om intet var sket.
Længere og længere ind i showet var der dog en længsel for mere. Vokalen var imponerende med en frontmand, som har en lang ‘range’ i vokalen; guitaren med tung riffs, en dyb tung bas og en trommeslager, som gav den 110 procent i alt, hvor det hele sammensættes til et bæst af noget musik. Dette kan kun være opskriften på en god tid. Dog rammer virkeligheden bandet i en venue, hvor lyden ikke var op til par med selve performancen og stageshow, som bandet ellers havde styr på.
Dog med tekniske problemer stoppede det ikke de charmerende mænd fra Australien, der gav den fuld smadder, som om det galt livet. Hvilket udlignede i en koncert, som var ret så tilfredsstillende med rum til lidt ekstra på toppen og en fair rating på 3/5.
Silent Planet
Som det længst kørende band på listen starter Silent Planet ud på en unik måde, som kun kan beskrives som iøjnefaldende og spektakulært. Hos det amerikanske band kan det mærkes, de har været i musikbranchen i længst tid, da man bliver taget hånd om i deres show.
Allerede fra projektor-showet i starten kan det allerede mærkes “ohhh, det her bliver grumt og tungt”, og bandet holder ikke tilbage. Ikke i lang tid har jeg følt et dybere hul i maven, der bare ville have mere død og ødelæggelse fra tonerne, som Silent Planet udøver i deres show. Fra nok den bedste lydkvalitet, Pumpehuset har set i længere tid, hvor bandet spillede super tight, til de mest energiske moshpits samt surfere, jeg har set i et lille lokale.
