Anmeldelse af: Polaris m.fl. Pumpehuset, Kbh. D. 28/03-24.

En ren øremassage af musik i Pumpehuset fandt sted torsdag aften den 28/3 med fire vidt forskellige bands, der indtog scenen med storm og et brag af nuancer i metal-musikgenren.

Af: Sebastian Liebach

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Paledusk

At være nyankommen til den japanske progressive metalcoreband var Paledusk et godt pust af nyt liv til ens musikbibliotek. Stående mellem andre fra publikum og intet vidende om, hvad der skulle komme på, var det en kæmpe overraskelse, da lyserøde lys og projektershow kom på til djent heavyriffs samt vokaler, som fik hårene til at stå op. Efter lidt tid begyndte man langsomt at komme på plads i genren, og så vender bandet 180 grader og tager det et skridt videre med djent, der er smeltet sammen med pop.

De unge herrer, som står bag denne interessante måde at lave musik på, er ikke kun sjove at lytte til, men har en fantastisk energi på scenen, hvor man kun kan rives med. At være det første band på listen har Paledusk nogle store sko at udfylde, hvilket de gør på deres egen måde.

Det kan f.eks. bemærkes ved lyden, der udfylder Pumpehuset med en ren klang, som kan være svært med Pumpehusets akustik. Paledusk shiner på lydkvalitet, men også på, hvordan de kan bringe publikum i spil. Jeg havde knapt et øjeblik, hvor jeg følte, jeg ikke blev inddraget, i at vi blev pumpet af tunge riffs eller forsangeren, der hypede os op til musikken.

Som nyankommen, som ikke vidste, hvordan slaget skulle slås, var Paledusk en fed opvarmer til Polaris og de følgende bands; et frisk pust og en fantastisk måde at starte aftenen på, som kun kan siges at være en 4/5 på skalaen.

Thornhill

Det australske heavy band Thornhill som second act og opvarmning til Polaris og Silent Planet slår hårdt ud fra start med moshing og crowdsurfing fra publikum. Thornhill sætter standarden for, hvad man regner med, en metalcorekoncert skal indeholde.

Efter også her at være nyankommen til Thornhill, men ikke til genren, kan det ses, hvorfor de også er en fanfavorit mellem publikum med passionerede bandmedlemmer, som ikke lader sig gå på af fans, der crowdsurfede op på scenen, og dog lader showet køre videre, som om intet var sket.

Længere og længere ind i showet var der dog en længsel for mere. Vokalen var imponerende med en frontmand, som har en lang ‘range’ i vokalen; guitaren med tung riffs, en dyb tung bas og en trommeslager, som gav den 110 procent i alt, hvor det hele sammensættes til et bæst af noget musik. Dette kan kun være opskriften på en god tid. Dog rammer virkeligheden bandet i en venue, hvor lyden ikke var op til par med selve performancen og stageshow, som bandet ellers havde styr på.

Dog med tekniske problemer stoppede det ikke de charmerende mænd fra Australien, der gav den fuld smadder, som om det galt livet. Hvilket udlignede i en koncert, som var ret så tilfredsstillende med rum til lidt ekstra på toppen og en fair rating på 3/5.

Silent Planet

Som det længst kørende band på listen starter Silent Planet ud på en unik måde, som kun kan beskrives som iøjnefaldende og spektakulært. Hos det amerikanske band kan det mærkes, de har været i musikbranchen i længst tid, da man bliver taget hånd om i deres show.

Allerede fra projektor-showet i starten kan det allerede mærkes “ohhh, det her bliver grumt og tungt”, og bandet holder ikke tilbage. Ikke i lang tid har jeg følt et dybere hul i maven, der bare ville have mere død og ødelæggelse fra tonerne, som Silent Planet udøver i deres show. Fra nok den bedste lydkvalitet, Pumpehuset har set i længere tid, hvor bandet spillede super tight, til de mest energiske moshpits samt surfere, jeg har set i et lille lokale.

Performancen kan kun roses, da alle medlemmer; Garrett Russell, Mitchell Stark, Alex Camarena og Nick Pocock, alle er mestre i deres instrumenter, men samt også stage presence, og hvordan man er på scenen. Garrett Russell som frontmand gør alt det rigtige gennem showet og viser stor barmhjertighed til sine omgivelser fra at give de fæleste gutterals og screams til at hjælpe crowdsurfere sikkert op på scenen. Det kan ses, at bandet har erfaringer samt en medmenneskelighed med på scenen.

Silent Planet leverer noget ekstra, som kun kan føles i nuet. Bandet spillede i 55 min. i alt, hvilket er nok for de fleste, men for mange sagtens kunne have kørt showet 30 min. mere. Ud af alle band på dagen runder Silent Planet af med at ramme alle punkter for en god koncert og er et ‘must’ at se live, især for en nyankommen, hvor det er mere end et 5/5 show.

Polaris

Torsdag aften, den 28 marts, blev Pumpehuset sat op med metalcore på programmet. Selv på en almindelig helligdag udsolgte bandet Polaris samt opfølgere nemt Pumpehusets ‘store scene’ til en suveræn heavy koncertoplevelse. Som nyankommen til et Polarisshow med to eller tre numre i baggrunden var der en spænding om at se bandet live efter at havde hørt meget godt om deres musik, hvilket kunne mærkes i stemningen af publikummet og med loyale fans.

Det australske band Polaris viser fra start af alle deres stærke sider i form af tunge riffs, melodiske overgange og deres charmerende stage presence. Polaris, som sidst spillede i Danmark 2019, er bekendte med scener som Store VEGA også festivaler, men giver stadig Pumpehusets tætte vægge en bred lyd med masser af rum til at kunne høre alle deres forskellige nuancer i genren. Frontman, Jamie Hails, udviser stor entusiasme og energi til, at man kun kan blive hyped med af musikken, hvilket førte til wall of death samt crowd surfing blandt publikum.

Gennem koncerten fra start til slut i koncertsalen var publikum bestemt epå at give den 100 procent gennem hele showet. Til stor overraskelse af en nyankommen fan, blev der opråbt “Ryan!” til stor undren fra mig selv om, hvorfor? Polaris tidligere guitarist, Ryan Siev, som gik bort i 2023, fik en hyldest af loyale fans om, at han ikke er glemt i Danmark heller. På guitar udlånt fra bandet Wind Waker har Jesse Crofts lagt et fantastisk arbejde i gang og giver en fantastisk performance, som jeg er sikker på, mange die hard fans ville finde acceptable. Desuden var der også udlånt trommeslager, Noah See, fra Conjour, da Daniel Furnari ikke kunne spille af helbredsårsager. Jesse Croft og Noah See viser en god dynamik med genren samt endnu vigtigere bandet som helhed.

Det skal skrives her til sidst, at Polaris gennem medgang og modgang gav en koncertoplevelse, som sprang taget af huset til en fantastisk koncertoplevelse. Fra god lydkvalitet, tight spade/trommer, der passede med lysshowet; stage presence, der havde kæmpe dynamik med musikken samt publikum var en fantastisk oplevelse, der kun kan få en rating på 5/5, hvis ikke man kunne give dem mere.