(Foto: Arkiv, Mark Stoumann)
Endnu engang skal vi have fat i et af de bands, hvis ikke det band, der er nået længst fra den esbjergensiske scene. Kellermensch har siden deres første album høstet ufatteligt meget ros og anerkendelse, hvilket blandt andet har medført, at de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival tilbage i 2012. Bandet har helt klart også fat i den lange ende rent musikalsk, hvor jeg til dato ikke har hørt noget, der reelt set minder om det måske med undtagelse af aarhusianske The World State, som godt kunne være lidt i boldgaden. Basiselementerne er egentlig simple nok i hvert fald den rockede og metallede del. Der er ikke de vilde akkordskift eller enorm kompleksitet i basisinstrumenterne, til gengæld lever musikken på de enorme lag af forskellige instrumenter, som bliver flettet sammen til en enhed. Det er i sandhed der, hvor Kellermensches force ligger.
Lyden til koncerten var intet mindre end sublim! Det virkede ikke som om, at nogle af instrumenterne var i kamp for at blive hørt. Det harmonerede så godt sammen, at man lagde mærke til nærmest den mindste detalje i musikken. Det, at bandet har kontrabas og violin, som en inkorporeret del af deres musik, fungerer super godt og er i høj grad med til at skabe den stemning af melankoli, som Kellermensches musik i stor grad lever på. Musikanterne er utroligt velsammenspillede, og alt sad til koncerten der, hvor det skulle. Det er meget tydeligt, at Kellermensch består af en bunke virkelig dygtige musikere, som har spillet sammen i et godt stykke tid. Sammenspillet sad lige i skabet, og man kan kun være imponeret over, hvor godt det lykkedes med så mange forskellige instrumenter. Det fungerer desuden super godt med de varierende vokaler. Sebastian Wolff tager sig af den maniske depressive og til tider klynkende vokal, som er hovedparten af Kellermensches musik, imens Christian Sindermann tager sig af den brutale vrede i form af brøl og growls, som var det taget ud af ISIS eller Neurosis. Det er en velfungerende kombination, der nærmest beskriver de mørke facetter af den menneskelige psyke. Generelt lader det til at være en gennemgående karakteristik for Kellermensches musik, at det er utroligt følsomt og taler fra og til de mørke sider af sindet. Det er ufatteligt veludført.




