Anmeldelse af Fleshwater d. 21. juni 2025 på på Pandæmonium, Copenhell
Vi blev inviteret ind til et æterisk shoegaze-univers, der var præget af dårlig lyd.
Foto: Joachim Vilstrup
Første koncert på sidste dag blev til Fleshwater, der åbnede Pandæmonium tidligt på dagen. Festivalgæsterne var nok stadig en del tømmermændsramte, for der var ca. et par hundrede mennesker, der havde valgt at stå tidligt op for at se kvintetten fra Boston. Skulle de måske have spillet på Gehenna i stedet?
Der bliver åbnet med deres seneste single “Standalone”, men lyden er intet mindre end forfærdelig. Alt drukner i nogle alt for høje trommer, og jeg kan knap nok høre Marisa Shirar’s vokal. Øv, øv, øv. Jeg håbede på at lydmanden måske ville lægge mærke til det, men der sker desværre intet med lyden. Det må jeg lære at leve med resten af koncerten.
Hvis vi ser bort fra den dårlige lyd og nogle haltende clean vokaler fra Anthony DiDio, inviterede Fleshwater os ind i et æterisk svævende univers. Deres lyd er simpelthen så lækker en blanding af drømmende 90’er shoegaze med hardcore-elementer der harmonerer perfekt. Jeg prøvede virkelig at abstrahere væk fra den dårlige lyd, men det overdøvede desværre størstedelen af min oplevelse. Dog glemte jeg den dårlige lyd i et kort øjeblik under nummeret “Baldplate Driver”, hvor jeg blev helt forført at de langtrukne riffs. Det var simpelt formuleret, en tung føler.
Hele forreste række lod dog til at have en fest til gengæld, men jeg måtte forlade Pandæmonium med en blandet følelse. Meget ærgerligt med den dårlige lyd, men nøj, hvor var det alligevel en lækker oplevelse og perfekt start på sidste dag i helvede.
Se billedgalleri af Joachim Vilstrup her
