Alice Cooper
Forside Anmeldelser Knapt så Hardwired

Knapt så Hardwired

Author

Date

Category

Anmeldelse af Metallica + Ghost, Bokassa. Telia Parken, KBH. 11. juli 2019

Fadøls-danmark var troppet talstærkt op, da giganterne fra Metallica gæstede telia parken.

 

Bokassa

Først skulle vi starte aftenen med vores norske venner fra Bokassa. De trådte på scenen med den helt rigtige motivation til at skulle åbne ballet for Metallica. Der var god gejst fra de tre medlemmer, der ihærdigt prøvede at puste sig op for at fylde det kæmpe scene-setup, som aftenens hovednavn havde medbragt i dagens anledning. 

Bokassa blev dannet i 2013 og spiller stonerpunk, som bandet så smukt selv proklamerede det. Deres musik består af en blanding mellem stoner rock og hardcore punk. Og jeg skulle hilse at sige, at det bestemt ikke er en musik-art, der beregner sig til, at man står stille. Jeg tog mig selv i at forestille mig, at en koncert med dette band ville have været hundrede gange bedre på et mindre venue, som f.eks. VEGA. 

Desværre virkede den fremmødte menneskemasse ikke i humør til Bokassas anmelderroste norske stoner punk denne aften. En skam, for bandet prøvede utroligt hårdt at banke noget energi ind i de fadøls-drikkende og snakkesalige danskere. De kom ellers godt rundt på hele scenen og spredte deres energi. Måske glippede det, da forsanger, Jørn Kaarstad, forsøgte at kommunikere på norsk. Det lod ikke til, at der var mange, der fik noget ud af det. Et bifald skal dog lyde herfra for bandets ihærdige forsøg.

 

Ghost 

Ghost trådte på scenen i alt deres pragt. Om man har set Ghost før eller ej, så bliver man stadig betaget af bandets dystre påklædning. “Nameless Ghouls” klædt i sort og påført en sølvmaske som forestiller dæmoner. Bandets forsanger, Tobias Forge, kom på scenen som sit alter ego Cardinal Copia. Alt er gennemført til mindste detalje. 

Bandet har i de sidste 5 års tid haft massiv vækst i deres fanskare med de to plader Meliora og den seneste, meget hypede (og noget mere poppede),  Prequelle. Der har været med til at resultere i, at bandet nu kan headline festivaler og koncerter verden over. De gør også en utrolig god figur på aftenens store scene. 

Ghost kom fremragende fra start med numrene “Rats” og “Absolution”, bandet viste med det samme, at de har, hvad der skal til for at levere et spektakulært show. Tobias Forge er en frontmand med stærk håndtering af publikum. Han er selvsikker på scenen, og han ved lige præcist, hvad han skal gøre og sige for at få publikum godt med.

Det virkede også godt denne aften, hvor flere på dette tidspunkt havde sluppet deres fadøl, så de kunne have armene i vejret til numre som “From the Pinnacle to the Pit” og “Cirice”. 

Ghost tog os gennem mere fra deres musikalske univers på det instrumentale nummer “Miasma”, som er et velskrevet rocknummer, hvor der hen mod enden er sneget en veldrejet saxofonsolo ind, der på scenen blev leveret af en noget ældre “Papa”-figur kaldet Papa Nihil. Ghost bevæger sig efterfølgende legende let gennem “ Year Zero” og “Mummy Dust”

Det virkede dog til, at publikum allerede var kørt godt trætte, da Ghost lakkede mod enden, og bandet havde svært ved at hive den fuldstændig sikkert hjem. Tobias Forge & Co er dog stadig velspillende og gennemførte nok til, at jeg ikke kan lade være med at blive grebet af deres enestående forestillinger. 

Denne aften var ingen undtagelse for mit vedkommende. Next up: Metallica! 

 

Metallica

Så kom momentet, vi alle havde ventet på. Tonerne fra Ennio Morricones klassiker “The Ecstasy of Gold” bragede ud af højtalerne. Hvorefter Metallica trådte på scenen. De stod der virkelig! James, Robert, Kirk og Lars. Klar til at skulle vise, hvad Metallica formår på en scene anno 2019. Og hold nu kæft, hvor havde jeg glædet mig som en lille forkælet møgunge til denne aften.

Bandet startede ud med “Hardwired” fra den seneste plade Hardwired … to Selfdestruct fra 2016, som bandet stadig trofast turnere med. Et nummer, der byder på hurtig thrash. En hårdtslående start fra det 38-årige band, der efterfølgende buldrede afsted med “The Memory Remains” og “Ride The Lightning”. Tre numre inde i setlisten og alt virkede til at være fantastisk godt. 

Men hvis jeg nu lige skulle tage mine fanboy briller af og glemme, at jeg skamlyttede til Metallicas musik gennem alle mine teenageår, så var lyden ganske forfærdelig fra mit punkt på stadion. James’ stemme druknede oftest af de overdøvende instrumenter, som parken på ingen måde var i stand til at håndtere. Også Kirks soli havde svært ved at bryde gennem barrieren. 

Senere blev der dog skruet en anelse op for James’ mikrofon på “Moth Into Flame”, så den kunne komme til sin ret og Metallicas pyrotekniker fik lov til at lege med ild i Parken til alles store begejstring.

Ikke nok med det, så lignede det danske publikum nogle, der havde fået lidt for mange fadbamser indenbords. De virkede som om, at de havde glemt, hvordan man skulle gå til metal koncert og var mere eller mindre stillestående gennem første del af koncerten. Det var først, da Metallica diskede op med “Sad But True”, at aktiviteten begyndte at melde sig blandt publikum. 

Kirk og Robert fik 10 minutters legestue sammen. Hvor de jammede, hvad de kaldte et lokalt nummer. Det må man sige det var, eftersom det skulle vise sig at være D-A-D’s velkendte klassiker “Sleeping My Day Away” med Robert på vokal, så godt han nu havde lært. En sjov gimmick, der ikke rigtig blev så mindeværdigt, som det kunne have været blevet til. 

Vi bevægede os dog hurtigt fra sjov til seriøsitet, da Robert derefter satte sig ned på hug og jammede sig gennem det stille, men meget smukke basstykke fra “Orion”. Imens viste storskærmen et live-klip af Cliff Burton. Metallicas velkendte bassist, som tragisk omkom, da bandets tourbus kørte galt i 1986.

Herefter skulle vi gennem en række crowd-pleasere af dimensioner. “One”, “Master of Puppets”, “For Whom The Bell Tolls”, “Creeping Death” og “Seek & Destroy”. Enhver Metallica fans våde drøm blev vakt til live direkte i Parken. Her kunne det mærkes, at publikum vågnede op til dåd og bragte livet frem på gulvet og på sæderne.  

Showet lakkede mod enden og efter en lille kunstnerisk pause fik vi “Spit Out The Bone”, fællessang med “Nothing Else Matters” og afslutningsvis “Enter Sandman”.  

Jeg mindes, at have set bedre Metallica koncerter. Jeg har set dem være bedre til at interagere med publikum og sørge for, at de ikke står stille, og det smerter mig at skulle se bandet spille for et stillestående publikum. Selv under de uvurderlige klassikere, virkede det som om at publikum var gået forkert. 

Den dårlige lyd, var nærmest forventet, det sekund Metallica annoncerede deres koncert i Telia Parken. Lyden blev en anelse bedre da vi nåede omkring “Master og Puppets”. Men det var nok også det bedste man kunne tvinge ud af den firkantede betonklods.

Det blev bare aldrig den magiske hjemkomst, som man kunne have håbet på sammen med Metallica. 

 

Mathilde Maria Rønshof tog billeder af de tre bands:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bokassa
Ghost
Metallica

Recent posts

The Brutal Corner – Devourment “Obscene Majesty”

Anmeldelse af: Devourment - Obscene Majesty. 16. august 2019. Vores nye tiltag, The Brutal Corner, tager Devourments kommende udgivelse under kærlig og ondskabsfuld behandling. Lige rundt...

Højeksplosiv hardcore for de få

Anmeldelse af: Converge. Avalon, Roskilde Festival. 06. juli 2019. Converge leverede en koncert med enorm energi for et halvfyldt Avalon på sidste dagen af årets...

Nostalgi, der tilhører alle

Anmeldelse af:Phil Anselmo & The Illegals. Avalon, Roskilde Festival. den 06. juli 2019. Der var i sandhed lagt i kakkelovnen til en ond omgang fællesskråleri,...

Kongen leverede, men mere var ønsket

Anmeldelse af: King Diamond. KB Hallen, Kbh. 10. august 2019. Så kom tiden endelig til at turen skulle gå fra Bornholm til Frederiksberg og KB...

Fransk hardcore-punk med tyngde

Anmeldelse af: Barque - "Pyre Builders". 14. januar 2019. Dette Franske band fra Lille, et stykke nord for Paris, kommer her med en hårdtslående, tung...