Anmeldelse af: Katla + Fordærv + Wulfaz. Råhuset, Kbh. 10. marts 2023.

En donationskoncert, der byder på punket blackmetal, beskidt grindcore og knasende smadder-doom, er altså svær at takke nej til!

Foto: Bjørn Bavngaard

Wulfaz

Første band i aften er aarhusianske Wulfaz. Den beskrevne ”runic black metal”-trio, bestående af Simon Nygaard (trommer og vokal), Malthe Yde Tiufkær (guitar og backing-vokal) og Bjørn Bihlet (bas), spiller (rune)stenhårdt blackmetal, som drager klare paralleller til crust-punk-genren.

Bandet træder ind på scenen, som er dekoreret i middelalderlige bannere, der illustrerer runestenen ”Hærulfstenen”. Den velanvendte scenedekoration komplementerer passende Wulfaz’ sangtekster og -titler, der alle handler om emner såsom runer, nordiske traditioner og gamle ritualer. Malthe Yde Tiufkær indleder første nummer på guitaren, hvis tone er indstillet i stil af Darkthrones A Blaze In The Northern Sky.

De resterende instrumenter følger hurtigt op, og vokalen træder svagt frem i lydbilledet. Guitaren og bassen lyder fine, og man kan størstedelen af tiden høre numrenes hektiske riffs. Trommerne (specifikt lilletrommen) overdøver til tider de andre instrumenter, dog mest i de hurtige og larmende dele af sangene. Det bliver heldigvis forbedret i løbet af showet. Hvad der uheldigvis ikke bliver forbedret i løbet af showet, er vokalen. Under hele showet er vokalerne (både hoved- og backing-vokal) ret utydelige. Simon Nygaards hæse vokal går derfor ofte i ét med de støjagtige og punkede blackmetalriffs, som Malthe Yde Tiufkær gang på gang leverer.

Bortset fra problemerne med lyden fungerer bandets samspil ellers godt. Efter der er blevet rettet op på trommernes lyd, er instrumentalsektionerne også blevet betydelige mere fornøjelige. De black- og punkmetalliske mini-breakdowns, der er spredt rundt i Wulfaz’ repertoire, lyder rigtig godt, og publikum virker også til at kunne lide det.

I de sangpassager, hvor det hurtige tempo sænkes, og musikken tager en mere riffbaseret drejning, akkompagneret af Malthe Yde Tiufkær, der tramper på diverse guitarpedaler for at skabe en sprød og knasende lyd, ender vi ud i de ovenstående og velfungerende mini-breakdowns, der næsten kan sammenlignes med oldschool dødsmetalsektioner, som gør brug af den velkendte og iørefaldende svenskerdøds guitarlyd, eller Discharges rebelske og epokegørende in-your-face crust-punklyd.

Den aarhusianske trio fastholder god energi og får skreget sig gennem samtlige crust-punk/blackmetal-numre. Selvom der var problemer med lyden, og vokalen var utydelig størstedelen af showet, formår Wulfaz stadigvæk byde aftenens gæster velkommen på en ordentlig blackmetallisk måde.

Fordærv

Det andet band i aften er Fordærv fra Silkeborg. Bandet består af brødreparret Mikkel Lau (guitar) og Mads Lau (trommer), samt vokalist, Jonas Sandvejs.

Hvis du ikke skulle være bekendt med Fordærv, så spiller de hurtigt, kaotisk og voldsom grindcore, og det er der absolut ingen i publikum, der er i tvivl om, efter bandet starter aftenens første nummer. De koncertgængere, der ikke allerede befinder sig foran scenen, skynder sig væk fra baren og merchboden, da Fordærv højt og tydeligt leverer koncertens første lydmur.

Der er fra start ikke de mest betydelige fejl i mixingen, andet end at Jonas Sandvejs’ støjagtige og hardcorepræget vokal nogle gange drukner lidt i de andre krigsførende instrumenter. Det lyder dog til, at der hurtigt bliver rettet op på det, så vokalen går mere klart igennem. Men det er grindcore, vi taler om, så hvor vigtigt kan det egentligt være igen?

Hvis det ikke er indlysende nok i forvejen, så er Fordærvs musik altså ikke et paulun for de melodiske tendenser. Musikken er opbygget for en intens lytteoplevelse, fyldt af medrivende guitarriffs og voldsomme trommer, som Mads Lau i den grad sørger for.

”Kan i godt lide sløve riffs?” spørger guitarist, Mikkel Lau, jokende. Det kan publikum godt. ”Det var heldigt, fordi dem har vi satme mange af!” bliver der kækt responderet. ”Sløve” kan man dog ikke kalde Fordærvs riffs – de er faktisk alt andet en sløve. Nummeret ”Kræ Gør” er et godt eksempel på, hvorfor den skrabende guitarlyd er alt andet en sløv. Specifikt på dette nummer udøver Jonas Sandvejs også en fortræffelig vokal, der i betydelig grad demonstrerer Fordærvs hidsige og hardcoreinspireret-vokal.

Bandet og publikums interaktion skaber en god og hyggelig stemning. Der er ofte jokende bemærkninger fra bandets side, og Mikkel Laus adskillige humoristiske indspark virker til at lande godt hos publikum. ”Katla er jo sådan noget langsomt musik, man ikke kan moshe til. Kan I ikke lige slås til det her nummer, det tager kun sådan 25 sekunder?” Det vil publikum gerne, og samtlige hyggeslåskampe bryder ud de efterfølgende numre. Numrene følger den gode gammeldags grindcore-manér og strækker sig sjældent mere end 1-2 minutter, hvilket betyder, at man som lytter momentant bliver ramt af Fordærvs auditive knytnæver.

Det lyder måske som tankeløst og ureflekteret musik, der er lavet med sjælens formål om kun at fremstå så febrilsk og så larmende som muligt, men med et af de sidste numre som Jonas Sandvejs præsenterer: ”Venstreorienteret Politisk Korrekt Økologisk Vegansk Grindcore” fremtræder nogle af bandets mere overvejede og samfundsreflekterende holdninger.

Politik til side – overordnet spiller Fordærv godt og energisk, og det kan især mærkes på publikum, hvis entusiasme kun bliver forhøjet for hvert nummer der bliver spillet.

Katla

Det er blevet tid til aftenens hovednavn, nemlig københavnske Katla. Den langhårede og fuldskæggede trio træder ind på scenen i deres velkendte look, bestående af bare maver og læderveste.

Katla er et liveband, og det er der mange årsager til. Deres soniske og sense-smadrende-doom, lyder bare bedst live, og bandets charmerende karisma er blevet en traditionsfast del af deres shows.

Marc Christensen (guitar) indleder første nummer med et tungt og langsomt guitarriff, der efterfølgende bliver fulgt op af Rasmus Bang (trommer, vokal) og Theis Roed Stenberg Thorgersen (bas og backingvokal). Selvom Katlas musik er lavt tempo, spilder de ingen tid med at ændre musikkens retning. Med volumen på 110 % leverer Katla meget entusiastisk showets første knusende lydmur.

Lyden er god fra start, og man kan tydeligt høre de monstrøse brøl, som Rasmus Bang og Theis Roed Stenberg Thorgersen udstøder. Det gælder både for de numre, hvis mellemstykker er mere fokuseret på doomaspektet af deres musik, men også i sektionerne med højere tempo, hvor Rasmus Bang i den grad frigiver sin krigeriskhed på trommerne i ren ødelæggelsestrang.

”Man kan altså godt slås til Katla!” siger Rasmus Bang mellem et af numrene. ”Kan I ikke lige bevise, at Fordærv tager fejl ved at sige, at man ikke kan?”. Publikum klapper og jubler ad Rasmus Bangs opfordring, og de adlyder skam også. I løbet af det efterfølgende nummer opstår mange moshpits, og adskillige af aftenens koncertgængere inviterer sig selv op på scenen for at crowdsurfe.

Publikums entusiasme komplementerer passende bandets. Under hele showet bliver der smilet, og der bliver i den grad også headbanget – både helt oppe foran scenen, men også længere tilbage i menneskemængden.

Under sidste, og et af fanfavoritnumrene, ”Dragonlord”, tager hele publikum en gruppebeslutning om, at vi alle kollektivt skal forudbestille en tid hos den nærmeste fysioterapeut, da hele salen voldsomt og konfrontatorisk går i gang med at headbange med på nummeret. Den velkendte fuzz-lyd og de storagtige trommer er så iørefaldende og tunge, at det er svært ikke at headbange til.

Der er ingen tvivl om, at Katla elsker, hvad de gør – og det, de gør, gør de godt. Deres livsglade live-energi omfavner trygt publikum og deres knasende tilgang til ultra-doom er et enestående fænomen på ekstremmusik.