Anmeldelse af Puscifer + support: Night Club d. 20/06-23, Store Vega København.

Det var interessant og spændende kunstnerisk elektronisk rock tilsat en god portion vanvidshumor, der ventede publikum på Store Vega, da Puscifer lagde vejen forbi Danmark. 

Foto: Laura Ioana V (Instagram: @lauraioanav)

Night Club

Aftenen starter ud med en god omgang dansevenlig depression fra den amerikanske electronica duo: Night Club.

Musikalsk passer duoen ganske glimrende som opvarmning for Puscifer, særligt fordi musikken ind imellem er lidt ovre i samme dur, som den er på de mere elektroniske Puscifer-numre.

Lyden er skarp, som man vel også bør forvente det, når ens setup består af en DJ og en sangerinde. Der er ikke så meget, der kan gå galt, og det gør det heller ikke. I hvert fald ikke i forhold til lyden.

Sangerinden, Emily Kavanaugh, synger fremragende også til trods for, at hun umiddelbart har en anelse playback vokal fra DJ-pulten. Denne fungerer heldigvis mest som en backup, så hun synger stadig også selv. Hendes optræden på scenen er dog fremragende og burde være mere medrivende, end den egentlig virker til at være. Kavanaugh kæmper imod, hvad der umiddelbart må være duoens egen anonymitet.

Der bliver ellers gået godt til stålet, og der forsøges i høj grad at få publikum med på løjerne. Det danske publikum er dog desværre lidt sløve i betrækket, og ind imellem bliver forsøgene på at få de dovne tirsdags-danskere til at lege akavede. Det lykkes ikke rigtigt endda til trods for, at Kavanaugh både har en fin fremtoning på scenen og ikke mindst besidder en fremragende pop-vokal. Det burde lande bedre, end det gør.

Desværre kommer Night Club aldrig helt til sin ret her til aften. Om dette er resultatet af et indspist (men alligevel med en overordnet set bred smag) publikum, der bare vil opleve Puscifer, det bare er sædvanligt dansk publikum; det er tirsdag, eller om Night Club bare stadig er et for ubeskrevet blad herhjemme, må for nu stå i det uvisse. Duoen gør alt det rigtige, men kommer aldrig helt i mål.

Puscifer

Klokken er 21 sharp, da lyset i salen går ud, og vi fremmødte i stedet bliver badet i genskæret fra de til aftenen to opsatte skærme, der på humoristisk vis fortæller publikum, hvad der sker med dem, skulle de nu bryde reglerne, om at telefonen skal blive i lommen. Men nu forhaster vi os; vi kommer dertil!

Det kommer hurtigt til at stå klart, at aftenen kommer til at stå på mørk, grov, til tider enormt brændt, men alligevel fremragende humor. Maynard James Keenan er i byen, og han har sit elskværdige backingband samt den altid fremragende sangerinde, Carina Round, med. Sammen danner disse gruppen (eller skal vi sige agenturet?) Puscifer.

Gruppens æstetik er dejligt teatralsk, hvor gruppen er klædt ud, så de ligner den typiske FBI-agent i jakkesæt, solbriller osv., imens der bliver tjekket om, hvem fra publikum der eventuelt skulle være aliens. Alt dette naturligvis under dække af at være et metalband, hvilket Puscifer virkelig heller ikke kan betragtes som – endnu et element af den skæve humor.

Når en optræden er så totalt gennemvædet af humor, må man som publikum fra naturens side også frygte, at musikken er dårlig, om så det er komponeret eller udført. Puscifer er dog heldigvis ikke Red Warszawa og spiller fuldstændigt forrygende igennem hele koncerten.

Gruppen har i høj grad styr på at lande rigtigt, og begge vokalerne fletter sig så afsindigt godt sammen, at man til tider næsten skal nive sig selv i armen for at tro ens egne ører.

Carina Round og Maynard James Keenans vokaler komplementerer hinanden på absolut bedste vis. Musikken spiller afsindigt godt, hvor især bassen får lov til at skinne meget igennem. Dog er både guitarerne og trommerne lige så legende og vigtige, ligesom de forskellige synths og keyboards spiller en enormt væsentlig rolle.

Aftenens sætliste består af hele gruppens seneste plade, Existential Reckoning, og langt de fleste af numrene fungerer afsindigt godt live her til aften. Da et af disse numre afsluttes, tændes et spotlys på publikum, hvortil samtlige medlemmer på scenen begynder at pege på en skikkelse i publikum, alt imens der bliver råbt ”Spam! Spam! Spam!”. Det er her, vi når til, hvad der sker med det publikum, der bruger telefoner.

En person (tilsyneladende på første række) bliver hevet op af scenecrew, imens publikum og band stadig skriger. Manden bliver trukket ud bagved, for nu skal den eneste hemmelige ingrediens, vi kender i ”Spam”, (hvad der velsagtens tilsvarer en god dansk jakabov) er nemlig de af Puscifers publikummer, der benytter sig af mobilen under seancerne. Manden, der bliver hevet op, er meget tydeligt fra crewet, da han er klædt ud som Billy D, der er en af Keenans karakterer fra gruppens skæve humoristiske univers. Humoren er så absolut på plads og passer netop perfekt ind i aftenens løjer.

Aftenens velsagtens hovedperson, den kære Maynard James Keenan, er særligt i hopla og synes man, at han normalt virker fjern i både Tool og A Perfect Circle, så bør man overveje at tage et smut til en Puscifer-koncert. Her skinner manden igennem med både smil, energi og rigeligt af bevægelse. Der er god energi på Keenan her til aften, og det smitter ind imellem også af på det ellers umiddelbart tirsdagstrætte danske publikum. Der kommer aldrig rigtigt gang i festen hos publikum her til aften, selv om vi sporadisk nærmer os et kogepunkt, kommer vi aldrig helt op og mærker vandets bobler. Du skal ikke smide en levende hummer i den her gryde, thi det ville være dyrplageri.

Foruden at spille samtlige tolv numre fra Existential Reckoning får vi da også serveret et lille udpluk af sange fra gruppens andre plader, hvor særligt “The Remedy“ fra 2015s glimrende, Money Shot, får publikum op i gear, hvilket især mærkes i fællessang. Der bliver også tid til et par ældre numre, hvilket betyder at vi får “Indigo Children” og “Vagina Mine” fra debutten, V Is For Vagina, og “The Humbling River” fra C Is for (Insert Sophomoric Genatalia Reference Here)-EPen.

Desværre bliver disse tre numre dog leveret i deres Versatile-mixes, som ikke er helt lige så fede som originalerne, omend det giver mening at spille disse versioner, da de rent faktisk er ”nyere” end selve Existential Reckoning.

Puscifers sæt varierer løbende imellem smukke musikalske udfoldelser og små pauser, hvor komikken virkelig får lov til at skinne igennem. Som helhed fungerer dette enormt godt på Store Vega her til aften, og publikum er tydeligt lettere til latter, end de er til dans.

Flere gange i løbet af aftenens koncert tager jeg mig selv i at tænke tilbage til sidst, dette band spillede på dansk jord. Den anmeldelse var muligvis ikke den første udgivet fra min hånd, men det var den, som blev skrevet først, og netop derfor er det utroligt svært at ikke blive bare en kende nostalgisk og forsøge at sammenligne.

Dengang var begejstringen stor til trods for, at showet til tider måske var en kende for distraherende fra det musikalske. Her til aften spiller musikken, teatret og ikke mindst humoren noget mere klart ud af en klinge, og hele showet lander bedre hos det brede publikum her til aften.

Puscifer viser, at man ikke behøver at gå ned i musikalsk kvalitet for at inddrage en god portion vanvidshumor.