Anmeldelse af: Soilwork m.fl. Gimle, Roskilde. 30. marts 2023.

Denne aften i Roskilde beviste, at publikum sagtens kan samles over en bred vifte af den samme undergenre

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Personligt kunne det næsten ikke være en bedre parring: Svenske Soilwork og Kataklysm fra Canada.

Soilwork spillede ustandeligt på det hedengangne spillested The Rock i Kbh, mens Kataklysm mere eller mindre er dem, der førte mig fra det fordøjelige metal og ind i den mere glubske afdeling.

Så efter min opfattelse var det to meget forskellige bands, men finkæmmer man deres lyd, så er der lidt overlap, hvor Kataklysm i nyere tid er blevet kaldt melodisk dødsmetal, selvom jeg vil kalde det dødsmetal med melodiske elementer over sig, mens Soilwork er præmoderne melodisk dødsmetal med metalcore-elementer i sig.

I hvert fald havde jeg en idé om, at publikum enten var kommet for det ene eller det andet band hovedsageligt.

Horizon Ignited

Først skulle vi lige varmes op med finske Horizon Ignited, der allerede var med på et afbud fra amerikanske Wilderun, så jeg troede ikke rigtig på, at der ville være den store fidus til dette band så tidligt på koncertaftenen.

Stilen er dog melodisk dødsmetal med metalcore over sig, så det kunne måske appellere til fans af Soilwork.

Lyden var nogenlunde med finnerne fra starten af, hvor bassen sat godt i lydbilledet, men jeg havde længe en idé om, at keyboardet lagde nogle underliggende lydflader, fordi jeg ellers havde svært ved at høre instrumentet, indtil jeg så, at tangenterne faktisk fik nogle tæsk – det var kun i en enkelt intro (hvor keyboardet stod alene), at jeg kunne høre det.

Selvom det var lillefredag, så var publikum godt nok trætte i det, men Horizon Ignited formåede trods alt at banke lidt liv ind i de fremmødte med nogle lækre soli og sammensatte melodier, men hvor den rene vokal godt nok efterlod sig lidt at ønske.

Kataklysm

Canadierne er gået fra at være nogle, jeg slet ikke kunne lide, til at være et af mine favoritbands. Intet år, uden at de figurere på mine lister over mest afspillede artister.

Så hvis jeg lige prøver at lægge fanbrillerne lidt til sidde. Formularen i Kataklysms musik er ikke svær at afkode: Gedigen dødsmetal med rigeligt dobbeltpedal, growl og skrig, og hvor der lige kan være et groove eller et hook i sangene, der med tiden er blevet mere melodisk i det.

Live sætter det store krav til et bands tekniske formåen, når man har hørt dem på plade, for selvom det her ikke er teknisk dødsmetal, så er der mange anslag, akkorder m.v., der skal passe sammen i de højintense sange.

Gang på gang imponerer det mig, hvor “spændstig” lyden er. Det må være ækvivalenten til at havde foldet lagenet i fællesstuen så godt, at sergenten kan lade en mønt hoppe som en hoppebold på sengen.

At fire mennesker kan levere så godt et show. Det er altså bare imponerende. Bevares, er man ikke til dem, så kan det hele måske forekomme en kende ensformigt, men her stopper min kritik af bandet også: Jeg elsker dem! Måske deres bedste koncert for mit vedkommende!

Soilwork

Siger man ikke noget med, at gammel kærlighed aldrig ruster?
Svenskerne her er i hvert fald blandt de formative bands, der ikke alene var med til at definere, hvilken lyd jeg kunne lide (at spille), men også blev baggrundstapetet for de tidlige udskejelser i mine teenageår.

Men ligesom man dårligt kan tillade sig at opføre sig som en teenager, når man har passeret de tredive, så er der også bare nogle ting, der forandrer sig.

Hvor skive Stabbing the Drama fra 2005 er en af mine yndlingsplader overordnet set, så kan jeg med en pistol for panden ikke huske, hvad der seneste tre albums hedder (var der ikke en skive med en svensk titel?).

Titelnummeret “Stabbing the Drama” kom allerede som det tredje nummer, og der havde jeg fortrukket til bagerst i salen, efter jeg havde brugt al min energi til Kataklysm oppe forrest.

Men siden det var første gang, jeg skulle se Soilwork, så skulle jeg da suge til mig, og trods min store kærlighed til Kataklysm, så var de bare det rette hovednavn, da deres metal er mere fordøjelig, og de lignede også et band, som der ELSKEDE at optræde, og publikum opdagede vist også, at det rent faktisk var lillefredag nu: de havde en fest.

Lyden var eminent, og jeg kunne sagtens forstå, at folk slugte det så meget, og jeg kunne se et spøgelse af mig selv som 17-årig, der stod forrest og åd det råt som det bedste i verden.

Men det er vist meget sigende, at fra min snigplads bagerst i salen kunne jeg se en ukendt metalven(!), der hele Kataklysm-koncerten igennem havde forsøgt at opildne til en moshpit, der nu stod med et gigantisk plaster i panden og greb sin jakke i garderoben:

Nogle var kommet for at se det ene band fremfor det andet, og selvom jeg er glad for, at jeg fik set Soilwork, så er det Kataklysm, jeg vil gå derfra og huske.

Anders Groos Mikkelsen giver dig flere billeder fra koncertarrangementet her: