Kunsten at snuble over sine egne idéer

Moldova er ikke nødvendigvis det første land, der kommer i tankerne, når man taler om metal, men Infected Rain har dog formået at gøre sig godt bemærket på den internationale scene ikke mindst grundet sangerinden Lena Scissorhands massive SoMe-tilstedeværelse.

”Ecdysis” er bandets femte studiealbum, men alligevel det første af deres, jeg har hørt hele vejen igennem, trods Infected Rain altid har været perifært til stede i min bevidsthed. Jeg så dem da også live i København i 2019, hvor de gav den enormt gas på scenen; en koncert, der desværre blev ødelagt af helt igennem elendig lyd hele aftenen. Nu var tiden endelig kommet til at dyrke musikken mere grundigt.

Albummet sættes i gang til nummeret, ”Postmortem Pt. 1”, med en synthintro, der leder tankerne hen på serien Stranger Things. Det er enormt vemodigt, og allerede her var jeg positivt spændt. Kort efter går sangen rigtigt i gang med et groovy riff samt Scissorhands’ karakteristiske screamvokal, men allerede her bliver jeg distraheret til den negative side. Stortrommen – som der sjovt nok er meget af i metalmusik – er tynd og klikkende på en temmelig generende facon. Generelt savner lydbilledet noget tyngde, hvilket især kan mærkes i de tungere stykker samt breakdowns. Man skulle tro, mixet ville være bedre på et veletableret bands femte udgivelse. Nuvel, mixet til side lytter man videre.

Ret hurtigt inde i pladen går det op for mig, at musikken generelt lider under nogle – efter min mening – fatale problemer. Det er ret tydeligt, at Infected Rain gerne vil være et teknisk og progget metalband, men at sangskrivningsevnerne ikke helt rækker. Ofte bliver en sang mudret til med riffs til en rytme, der er avanceret nok til, at den er svær at følge, men ikke spændende nok til, at det fungerer.
Dette er for eksempel i pladens anden sang (og single), ”Fighter”, hvor versets rytme er lige akkurat snirklet nok til, det er lettere irriterende at lytte til. Derudover virker det som om, at ingen riffs er blevet valgt fra i skriveprocessen, for næsten alle sange er på formen ”nyt stykke, nyt stykke, nyt stykke”. Dette kan fungere, hvis sangskriveren er enormt dygtig til at få flere stykker til at passe sammen, så man som lytter bliver taget på en måske lidt mere spændende rejse end ved en klassisk pop-opbygning (som i øvrigt slet ikke behøver at være dårligt). Desværre gør det bare rigtig mange af sangene rodede at lytte til og samtidig enormt forglemmelige.

Jeg endte med at måtte lave udførlige noter til hver sang for at kunne kende dem fra hinanden, for det føltes mest af alt som en længere jamsession med alle guitaristens kvarte ideer til sange. Nu lyder det måske som om, pladen er helt igennem rædderlig, men det er dog ikke tilfældet. Grunden til min egen frustration er nok primært, at hver eneste sang har elementer, der fungerer godt, men ofte bliver ødelagt få sekunder efter, fordi bandet absolut skulle opfinde den dybe tallerken. Havde de måske bare en gang imellem stolet på, at deres melodier og temaer var stærke nok, ville der ligge en håndfuld bangers, der, selvom de ikke ville kunne betegnes som prog, ville kunne huskes og hænge fast i hukommelsen.

Som det er nu, kan jeg praktisk talt ikke huske nogle sange fra hinanden.

For at det hele nu ikke skal være negativt, er der som sagt ting, bandet formår at gøre godt. Flere sange har fede groove-riffs, og der er stærke melodier, som blot skulle være blevet fokuseret mere på. Et nummer som ”Showers” har en ret stærk synthintro, der følges godt op på med resten af bandet, og generelt er synth blevet brugt til stor effekt igennem hele pladen (tjek for eksempel nummeret ”November” og få nostalgivibes af introen).

Lena har desuden en stærk karakteristisk vokal, der veksler mellem hidsigt skrig og lettere drømmende skønsang. Derudover er der ret mange spændende melodier, temaer og overgange, men som nævnt ovenfor kommer disse sjældent til deres ret, da den helt basale opbygning og sangskrivning simpelthen ikke er stærk nok.
Jeg er sikker på, Infected Rain ville kunne levere et glimrende nu-metal/groove metal-album, hvis de lod det hele være mere simpelt og mere gennemtænkt.

Ecdysis efterlader mig desværre med en følelse af uforløst potentiale og spildte muligheder. At mixet så også halter på visse punkter hjælper ikke på det, og jeg kan kun håbe, næste udspil bliver et mere stabilt produkt.