Anmeldelse af: Eluveitie, m.fl. Amager Bio, Kbh. 20. december 2019.
Inden december helt går op i en højere enhed af flæskesvær og dans om træ, skulle jeg overvære årtiets (for mit vedkommende) sidste koncert i Amager Bio, der bød på masser af energi, flotte vokalpræstationer og desværre en fatal mangel på en af genrens fundamentale elementer.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Infected Rain
Aftenens første band havde deres danske debut og kommer fra Moldova af alle steder i verden. Det var tydeligt, de var aftenens opvarmning, idet de havde fået tildelt en meget lille brøkdel af scenen, der ellers var fyldt op af de efterfølgende bands udstyr og sceneudsmykning. Jeg måtte også lede en anelse, inden jeg fik øje på, hvor trommeslageren overhovedet var, inden jeg fik øje på ham, gemt væk i den ene ende, hvor der akkurat var plads til hans tønder.
Der er pænt fremmøde allerede fra start. Infected Rain går i gang under pæn applaus, og så er aftenen ellers skudt afsted. Med det samme bliver man mødt af et lydbillede, der desværre kommer til at afspejle resten af aftenen. Trommerne er tydelige, omend stortrommens triggers er en anelse voldsomme, og vokalen går flot og klart igennem. Her stopper den positive del dog brat. Indimellem kan man fornemme et backingtrack, der desværre er så lavt, at det helt forsvinder, så snart bandet begynder at spille. Hvad værre er, at bassen og især guitarerne er alt for lave i lydbilledet og ydermere lyder, som om de kommer ud af andre højtalere end for eksempel vokalen. Resultatet er som sagt fine trommer, flot vokal og nærmest ingen strenge. Her kan man virkelig mærke, at en kæmpe del af metalmusikkens energi dør ud, hvis lyden ikke følger trop, og det er dobbelt ærgerligt, da Infected Rain virkelig gør en god indsats for at starte festen. Bandet er levende og tilstedeværende og ledt af den yderst kompetente Lena Scissorhands, der leverer en imponerende vokal, der indeholder screams, spoken word og skønsang, hvilket der gnidningsfrit bliver skiftet imellem.
Den del af musikken man kan høre, giver et indtryk af et band, der har en basal inspirationskilde fra 00’ernes nü-metal scene dog bragt ind i en mere nutidig kontekst. Tunge riffs og headbanging skifter hurtigt over i mere finurlig ’gøglet’ metal, der leder tankerne tilbage til Boogie-listens metalindslag, og det virker generelt til, at publikum tager pænt imod det.
Man kan ikke komme udenom den oplagte sammenligning med det noget større band Jinjer, der virkelig har haft vind i sejlende de sidste par år, og jeg hørte sågar en fyr bag mig kalde Infected Rain ’Jinjer Lite’. Det er dog ikke en efter min mening helt rimelig sammenligning. Jovist har begge bands en karismatisk forsangerinde, der både synger og brøler, og begge bands spiller da også metal, men hvor Jinjer er gået fra groovy dødsmetal over i noget, der minder om prog, spiller Infected Rain som sagt mere en moderne udgave af det mere gakkede nü-metal, man kunne finde for 15-20 år siden. Et band jeg håber kommer tilbage til Danmark inden alt for længe, og hvor de forhåbentlig kan få et lydbillede, som matcher deres flotte live-show, der imponerende nok får startet en temmelig stort circle-pit under deres sidste nummer og starter festen meget overbevisende.
Lacuna Coil
Aftenens andet band er en personlig favorit, og hvor jeg til Infected Rain havde placeret mig mod bagenden af salen, rykkede jeg her frem mod fronten både for at opleve bandet mere tæt på, men også i håb om at lydbilledet tidligere skyldtes min placering i lokalet. Desværre var sidstnævnte ikke tilfældet, og efter italienerne går på scenen under glade tilråb fra et veloplagt publikum, er guitaren igen frustrerende fraværende i lydbilledet. Det er simpelthen ikke acceptabelt til en metalkoncert, hvor lyden helst skal omslutte publikummet, så de kan give sig hen til musikken.
Som med Infected Rain giver den manglende guitar om ikke andet masser af plads til vokal denne gang fra begge af Lacuna Coils vokalister, og igen er det nogle rigtig flotte præstationer. Bandet udgav tidligere i år pladen, Black Anima, som vi anmeldte (Anmeldelse HER), og Lacuna Coils relativt korte set indeholdt da også et par sange herfra foruden de større hits fra resten af deres bagkatalog. Især coveret “Enjoy the Silence” og det efterhånden noget gamle hit “Heaven’s a Lie” fik hele salen til at synge med i kor for fuld hals. Christina Scabbia er en formidabel frontfigur udover at være en dygtig vokalist, og Andrea Ferro, der på det sidste har tilføjet mere og mere growl til fordel for sin tidligere rene vokal, er virkelig begyndt at komme til sin ret som anden halvdel af duetten.
Som med hvert nyt album har bandet valgt at tage temaet med sig på scenen i form af nye uniformer og makeup. Sidste album før da, Dilerium, bød på hvide spændetrøjer, der nu er skiftet ud med mere dystre: sorte kutter og dragter, og især instrumentalisterne er alle iført en form for corpsepaint, der fungerer godt til stemningen, på trods af det ikke er trve kvlt black metal fra Norge, de fremfører.
Selvom salen virkelig er begyndt at være oppe at køre, er det desværre umuligt at ignorere lydbilledet, som stadig desperat mangler den forvrængede guitar. Kun i boostede solostykker skærer den igennem og kommer op på det niveau, den burde have under hele koncerten. Igen kan man kun håbe på og glæde sig til, at Lacuna Coil snart kommer tilbage til Danmark med en ny lydmand, der ikke har mistet volumeknappen på sin mixer.
Eluveitie
Tidligere på årets Copenhell var første gang, jeg oplevede det schweiziske folk-metal-band, hvor de virkelig imponerede med et festligt og fængende show. Denne aften startede deres koncert med, at tre kvinder i hvide kutter gik ind på scenen til dystert atmosfærisk musik, den midterste bærende på et enormt horn, der blev gjaldet i, efterfulgt af et kort kor-stykke. Stemningen var lagt, og efter et hurtigt sceneskift kom bandet på scenen og satte aftenens sidste koncert i gang. Ligesom på Copenhell måtte jeg hurtigt sande, at jeg ikke ville kunne nævne hvert instrument nøjagtigt både på grund af de mange skift, og fordi der simpelthen er for mange af dem, jeg ved, jeg ikke kender det korrekte navn på. Jeg bemærkede dog, at bandet havde fået deres sækkepibespiller tilbage, der havde været fraværende på Copenhell. Dog var der ingen bassist at se, og jeg måtte bare acceptere, at jeg heller ikke denne gang skulle se bandet fuldtalligt.
Ikke at det gjorde det store for oplevelsen, for der var stadig, af hvad jeg efter bedste evne kunne tælle mig til, otte medlemmer på scenen, der konstant skiftede pladser. Ligesom med Lacuna Coil før har Eluveitie to forsangere i form af screameren Christian Glanzmann og sangerinden Fabienne Erni, der desuden begge har hver deres arsenal af instrumenter, og som det har været tilfældet for resten af aftenen, leverede de begge virkelig flotte præstationer, som lå klart i lydbilledet.
Som den skarpe læser nok har gættet, var dette igen på grund af manglende guitarer, de ikke skulle konkurrere med. Men hvor Infected Rain og Lacuna Coil led tungt under denne mangel, var det som om, at Eluveitie bedre kunne slippe afsted med det, måske primært fordi der var så mange instrumenter samt backingtrack, som man nu endelig klart kunne høre, der kunne udfylde lydbilledet. Kun de mere aggressive, højenergiske sange tabte en del af pusten, hvor blastbeats blev akkompagneret af hidsige screams og guitarer, man kunne se, men ikke høre.
Heldigvis bød bandets noget længere set på stor variation, og det var tydeligt, en stor del af publikum var kommet for at høre netop Eluveitie, for der blev sunget med på stort set alle sange. Den eneste større skuffelse var overgangen fra et enormt flot vokalsolostykke af Fabienne til næste nummer. Solostykket opbyggede en enormt god atmosfære, der lagde op til et dystert brag, men i stedet kom en akavet, stille overgang, inden næste nummer gik i gang. Lidt et spild af godt potentiale efter min personlige smag, men ikke noget, salen lod sig mærke synderligt af.
Stemningen var høj, og blev afspejlet på scenen, hvor medlemmerne tydeligt hyggede sig gevaldigt med hinanden under hele koncerten. Lacuna Coils guitarist valgte da også at hoppe ud på scenen med en af Eluveities utallige fløjter og spille både luftguitar- og fløjte og fjollede generelt rundt med både guitaristerne og publikum. Det kunne mærkes, at bandsene havde hygget sig med hinanden på denne turné, og den glade stemning smittede af på publikum, der endte med at have sig en fest, som dansen omkring det pyntede juletræ får svært ved at konkurrere med.
Alt i alt leverede Eluveitie en fest for et veloplagt publikum, der dog fik sig en lettere akavet afslutning.
Efter bandet havde takket af, gik brandalarmen grundet større mængder scenerøg, og publikum, der ellers var på vej mod garderoben for at hente deres overtøj, blev i stedet gennet udenfor i december-kulden, indtil de fik lov at komme indenfor igen. Heldigvis var ventetiden kort og virkede ikke til at ødelægge humøret. Det er dog frustrerende, at hele aftenen skulle mærkes så kraftigt af dårligt lydarbejde, da alle bands leverede nogle formidable shows.
Eluveitie var dem der lettest kunne komme igennem det, men generelt må en sådan fadæse bare ikke ske til et metalarrangement. Havde lyden siddet i skabet, ville karaktererne også kunnet afspejle, hvordan aftenen burde have foregået. Det er ikke at sige, at arrangementet var ødelagt, det fortjente blot bedre.
Anders Groos Mikkelsen leverer et galleri til dig fra aftenens koncerter her:
