Anmeldelse af: Lacuna Coil – “Black Anima”. Udgives 11. oktober 2019 via Century Media.
Stemningen har taget en dyster drejning på italienernes niende album, hvor nyt og gammelt bliver blandet sammen i deres måske mest ambitiøse udspil.
Lacuna Coil har været i en støt udvikling fra album til album, det seneste værende Delirium fra 2016 hvor lyden blev både mere moderne og tungere end før, hvor det sidstnævnte i høj grad skyldes Andrea Ferros skift til overvejende dybe growls, fremfor hans tidligere mere melodiøse vokale samspil med bandets anden vokalist, Cristina Scabbia. På Black Anima fortsætter Lacuna Coil, hvor Delirium slap, men hvor der samtidig momentvis skæves tilbage til bandets lyd fra deres første plader fra de tidlige 00’ere, hvor musikken snarere var gotisk rock end egentlig metal.
Efter introsangen, ”Anima Nera”, hvor stemningen bliver sat af Cristina, der nærmest messer over ambiente synths og klaverspil, sparkes albummet hårdt i gang med ”Sword of Anger” samt de to første singler, ”Reckless” og ”Layers of Time”, alle tre meget tunge sange, som nok skal falde i smag for i hvert fald fans af det sidste album. Dog er der også plads til mere stille numre, hvor ”Apocalypse” nok bedst kan beskrives som en form for ballade, samt ”Veneficium” hvor lyden nærmer sig det næsten symfoniske, og hvor Andrea kort afviger fra de dybe growls og i stedet vender tilbage til sin karakteristisk luftige, rene vokal. Her spiller Cristina desuden lidt med vokalmusklerne og får vist noget af sin vokale-rækkevidde til stor effekt.
Pladens (efter min mening) måske spændende nummer er titelnummeret, der desuden er det sidste på pladen, hvor der er lagt ekstra vægt på synths, og hvor stemningen er en sjov mikstur af okkult karneval samt soundtracket fra Blade Runner – det kan sagtens være, det bare er mig, der får den følelse, men uanset hvad, virker det!
Det er dog ikke alt, der fungerer helt så stærkt på pladen, og det er desværre prisen for at eksperimentere, at man risikerer at ramme ved siden af. Den seneste single, ”Save Me”, er for sig en ganske udmærket opløftende rock-skæring, der bare stikker lidt akavet ud fra en ellers overvejende tung metalplade med gotisk islæt. Nummeret ”Under the Surface”, der ellers har pladens mest badass intro, falder desuden lidt fladt i store dele af resten af sangen, hvor musikken går fra metal til nærmest standardrock, hvilket får det til at føles utilsigtet lidt dovent skrevet.
Italienerne har mange ideer på Black Anima, og selvom det nogle gange rammer lidt ved siden af, er det heldigvis langt størstedelen, der rammer plet. Man kunne ønske, at de få svipsere lige havde fået den sidste kærlige hånd, der ville få dem op på niveau med resten af pladen, der stadig er et yderst spændende – og temmelig ambitiøst – udspil fra det efterhånden temmelig garvede band.
Trackliste:
– Anima Nera
– Sword of Anger
– Reckless
– Layers of Time
– Apocalypse
– Now or Never
– Under the Surface
– Veneficium
– The End Is All I Can See
– Save Me
– Black Anima
