Anmeldelse af: SPOT Metal. TRAIN, Aarhus. 5. maj 2023.
SPOT Festival bød på et bredt musikalsk omfang på TRAIN, hvilket viste sig at fungere ganske glimrende.
Foto: Louise Petersen
252 musikalske akts, 24 spillesteder, 2 dage. Sådan så 2023s SPOT Festival ud. En festival, hvor du kan finde lige netop den musikgenre, som du gerne vil opleve live. Den 5. maj bød spillestedet TRAINs program på fem meget varierede metalbands, hvilket vi var nødt til at tage ud for at opleve.
Feather Mountain – Den progressive firkløver
Feather Mountain er det første band i aften, der får muligheden for at byde aftenens gæster op til dans med deres progressive og nuancerede musik.
Scenen er, som man kender den, når Feather Mountain skal til at gå på: Der er LED-stativer placeret rundt på scenen, og mikrofoner, højtalere og instrumenter er alt sammen viklet ind i blomster.
Bandet starter med nummeret ”August Mantra” fra deres senest udgivne album, To Exit a Maelstrom. Alle de gange, jeg har set Feather Mountain efterhånden, har lyden været knivskarp og super distinkt. I aftenen er lyden dog en smule tynd og mangler bund. Det gør desværre, at bas, vokal og guitar skiftevis drukner i hinanden.
Størstedelen af tiden kan man dog stadig høre musikken, som den er tiltænkt. Og selvom lyden driller, er det altså ikke svært at høre, hvor enormt dygtigt og tight bandet spiller. Det kan især høres i lukkenummeret, ”Pariah”, og i den eksplosive slutning af ”Cloud-Headed”
Feather Mountain gør det godt og får tilpas opvarmet publikum til det kommende band.
Temple of Scorn – Død med mere død
Næste band i aften er aarhusianske Temple of Scorn. Ved Temple of Scorn laver vi noget af et genreskift. Glem alt om en ren vokal og et stille, luftigt lydbillede. Temple of Scorn laver musik, der er hurtig og tung.
Femmandsbandet består af medlemmer fra andre danske bands, såsom The Arcane Order, Dawn of Demise og BAEST, og det kan man godt høre på den musik, som Temple of Scorn spiller.
Bandet går i gang, og der går ikke længe, før aftenens første moshpit opstår. Simon Petersens vokal går klart igennem og passer godt til trommen og guitarernes tunge grundlag. Folk virker til at være glade for genreskiftet, da publikums energiniveau er steget betydeligt.
Jeg ved ikke, om det skyldes det faktum, at jeg står et andet sted, end hvor jeg gjorde ved Feather Mountain, men under vitterligt hele koncerten er der en meget iørefaldende lyd fra højtalerne. Det mest passende, jeg kan beskrive lyden som, er en gammel uren vinyl, der konstant popper og knaser.
Musikken i sig selv kan egentlig kun beskrives som middelmådig. Det er go’ dø’ – men så synes jeg heller ikke, at det er mere end dét. Det fungerer godt i starten, men efter et stykke tid bliver det i min optik for ensformigt og en smule intetsigende.
Omsorg – Elegant kaos
Vi er nu midtvejs, og det er tid til aftenens tredje band, Omsorg.
Post-hardcore-bandet Omsorg har kun udgivet ét album, betitlet Moments, Movements, der udkom tidligere i år. Det har de fået sådan en god ros, at de ikke er en overraskende booking til festivaler og arrangementer som f.eks. When Copenhell Freezes Over eller SPOT Festival.
Trioen bevæger sig ind på scenen, og publikum bliver hurtigt præsenteret for Omsorgs unikke lydbillede. Forsanger (og guitarist) Jan Fenger Christensen gør brug af en typisk screamo/hardcore-vokal, hvor guitaren ubesværet og skiftevis balancerer mellem stille, ren og melodisk guitarspil til hurtigere og mere in-your-face punkede guitarstykker.
Trong Le (bas og backingvokal) og Mads Skannerup Hansen (trommer) spiller komplementerende til Jan Fenger Christensen, både i de stille sektioner, men også de vildere. Stemningen til Omsorg fejler heller intet, da publikum headbanger vildt med og starter samtlige moshpits under koncerten.
Selvom Omsorg skruer op for tempoet, og der bliver skreget, så er der alligevel en elegant rød tråd i deres musik. Generelt er Omsorgs lyd mere smuk, end den er vild og rebelsk, som man ville regne med, hardcore var.
Man kan vist godt sige, at Omsorg var en god forfriskelse oven på forrige koncert.
Solbrud – Mørkere end døden
Det er blevet tid til aftenens næstsidste band, Solbrud. De ukronede konger af dansk blackmetal spiller lange numre, der ikke passer særlig godt til moshpits, men mere er musik, som man står og nyder med lukkede øjne.
Alt lyset dæmpes, og scenen druknes i røg. David Hernan (vokal og guitar) træder ind på den lysforladte scene og går i gang med en stille guitarintro, som ikke er noget fra deres bagkatalog, men er et nyt ikke-udgivet nummer.
Det er svært at høre guitaren, da størstedelen af aftenens gæster forsætter deres hyggesnakken, der faktisk overdøver introen. Der går dog ikke længe, før resten af bandet supplerende træder ind på scenen og leverer en højlydt lydvæg.
Solbrud-numre varer for det meste omkring ti-minutters-mærket, og bliver (diskutabelt) for repetitivt for nogle. Det nye nummer lyder ved første lyt ellers til at variere mere end det gennemsnitlige Solbrud-nummer. Der bliver ofte skiftet mellem tordnende trommer, akkompagneret af melodiske riffs og mere stille og doomede stykker.
Vi bliver faktisk kun præsenteret for tre numre i aften – hvilket giver mening, de korte sætlængder og tidsplanen taget i betragtning. Efter det nye nummer bliver der spillet ”Afbed” og dernæst ”Besat af Mørke”, hvor Adrian Utzon Dietz’ (guitar) guitarsolo giver genklang i hele lokalet og nærmest hypnotiserer publikum. Begge numre bliver spillet enormt godt, og sammenlignet med sidste gang, jeg så Solbrud med David Hernan på vokal, har hans vokal positivt forbedret sig.
Det er ikke en nem rolle at skulle træde ind i stedet for Ole Luk, der stiftede bandet og sidste år forlod det, men David Hernan gør det utroligt godt. Hans vokal i aften er mere skinger og hylende end de andre gange, jeg har set ham, hvilket er passende til den stemning, som Solbrud prøver at opbygge. Ærgerligt nok så drukner vokalen indimellem i guitarstøjvæggene, hvilket er en skam.
Efter en smuk og afslappende omgang blackmetal er det blevet tid til aftenens hovednavn.
LIVLØS – Fuld af liv
Bandet, der headliner metalafdelingen af dette års SPOT Festival, er ingen ringere end LIVLØS. Vi foretager os endnu et genreskift ved aftenens hovednavn. Ligesom Temple of Scorn, så spiller LIVLØS død; dog en betydeligt mere melodisk og teknisk tilgang til genren.
Inden bandet bevæger sig ind på scenen, er hele spillestedet godt proppet, og alle er klar til at blive kastet rundt af LIVLØS. De fem fine herrer begynder energisk, hvilket publikum sandelig også gør, og der bliver hurtigt startet moshpits og wall of deaths.
Niklas Lykke (vokal) flyver rundt på scenen og bruger ofte mikrofonstativet til at stille sig i flere slags Freddie Mercury-positurer. Resten af bandet er dog helt ikke på samme energiniveau, men til deres forsvar så er det også svært at toppe Niklas Lykkes – især når der skal leveres adskillige tekniske riffs. Dog er alle medlemmerne super leveringsdygtige og skaber en god helhedsoplevelse trods energiniveausforskellen.
Fra hvor jeg står, var der ingen umiddelbare problemer med lyden. Bevares, det er nok det bedste, lyden har været hele aftenen. Guitarerne går tydeligt igennem og bliver passende komplementeret af bassen, der virkelig lyder godt og går klart igennem. Det kan især høres på de to sidste numre henholdsvis ”The Purest Black” og ”Seize the Night”
Da jeg så spille- og tidsplanen, undrede jeg mig ærlig talt over, hvorfor det ikke var Solbrud, der spillede som lukkebandet. Havde det fungeret bedre? Måske, måske ikke. Hvad, der i hvert fald også fungerede, var, at LIVLØS lukkede og slukkede aftenen.
Yderligere afsluttende ord
For mit vedkommende var i aften en rigtigt tilfredsstillende oplevelse. SPOT Festival byder, som tidligere nævnt, på mange forskellige musikalske oplevelser. Uanset om du principfast blev på TRAIN for at få så meget metal, som du kunne holde til, eller om du løb rundt mellem spillestederne for at komme bredere rundt i udvalget, så er du (forhåbentligt) ikke gået hjem fra første dag med en skuffende følelse.
Det eneste kritikpunkt, jeg har, er nok en smule svært at rette op på, især grundet visse omstændigheder og regler der skulle overholdes. Men sætlisterne blev en smule korte. Som regel var et band kun på i 30-35 minutter, hvilket til tider gav følelsen af en ikke helt fuldstændiggjort optræden, som jeg følte med Feather Mountain, Omsorg og især Solbrud.
Men overordnet har første dag på SPOT Festival ikke været andet end en nydelse og kan kraftigt anbefales – om du er til metal eller ej.
Flere billeder fra Louise Petersen følger her:
