Anmeldelse af: Alice Cooper + Black Stone Cherry, Royal Arena, København. D. 25-09-2019.
Alice Cooper kom til Royal Arena med sin “Ol’ black eyes”-tour. men gentagelser skulle vises sig at være legendens svaghed.
Foto: Lykke Nielsen
Black Stone Cherry
Black Stone Cherry gjorde det, som de var kommet for. De var opvarmningsband for Alice Cooper og ikke meget mere end det. Deres blues-inficeret ballade rock fik aldrig rigtig hægtet sig helt fast på publikum. Selvom de tre personer i front ihærdigt prøvede at få os til at klappe med og synge med på deres sange, blev det aldrig rigtig troværdigt nok til, at man havde lyst til at prøve at være med.
Den virkelig hovedperson i Black Stone Cherry må derimod være deres vanvittige trommeslager, John Fred Young. Hans trommespil overshinede de tre andre i bandet med flere meter. Selv på de mest basale sange var han et monster bag trommesættet. Han behandlede alle deres sange denne aften, som var de en trommesolo. Han skabte så meget opmærksomhed omkring sig selv ved at kaste trommestikker til højre og venstre. Nogle af dem i fin stand, andre fuldstændigt flækkede.
Alt i alt var det dog en halvsløj fornøjelse at stifte bekendtskab med Black Stone Cherry. De kunne lige få gang i publikum med de to numre “Blame It On the Boom Boom” og “Me and Mary Jane”. Men i det lange løb var der heller ikke mere at komme efter end det.
Alice Cooper
Selveste Alice Cooper inviterede os indenfor i den royale arena på en ganske almindelig onsdag aften. Kongen af musikalsk horror havde denne aften sat sit eget præg på arenaen ved at omdanne den til et mareridts-slot for at skabe skræk og rædsel for det fremmødte publikum. Det mest skræmmende denne aften var dog, hvordan man havde komprimeret hele arenaen til at kunne huse, hvad jeg ville gætte på, var max 5.000 publikummer. Det var ligesom at vade ind i et eventyr, at noget så stort udenpå kunne virke så småt indvendig.
Det var ikke helt til at se, at Alice Cooper er ved at nærme sig pensionsalderen. Bevares, han hopper og springer måske ikke som en anden ung præmiehingst på ridebanen. Men han tager den altså heller ikke over, hvor bommen er lavest. Under de tre første numre, “Feed My Frankenstein”, “No More Mr. Nice Guy” og “Bed of Nails”, er han godt rundt på scenen i, hvad må beskrives som et raskt 71-årig tempo. Han kom fra start med en mikrofon, som ikke var skruet tilstrækkeligt op. Men et sølle minut efter vågnede en lydmand op til dåd, så man faktisk kunne høre, hvad manden sang og ikke mindst, at han ikke har mistet stemmen fuldstændig.
Og hvis han nu skulle falde ud, så var der hjælp at hente, da ikke mindre end tre guitarister og en bassist hjalp med at synge back-up vokal. De tre guitarister, Nita Strauss, Tommy Henriksen og Ryan Roxie, måtte skiftevis brillere med den ene solo efter den anden. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at favoritten, Nita Strauss, fik mest plads til at udfolde sine færdigheder på det 6-strengede instrument.
De teatralske virkemidler stod i kø, da koncerten tog en endnu mere dyster drejning. En ung pige fik skåret halsen over af en kæmpe fyr i kedeldragt og ishockeymaske under nummeret “He’s Back (The Man Behind the Mask”, hvilket er taget ud af 80’er slasherfilmen “Fredag d. 13”. Men det skulle blive mere skræmmende endnu. For da tonerne til nummeret “Steven” begyndte, indtog Alice Cooper scenen i en røgsky, iført spændetrøje. Hvilket ledte til nummeret “Dead Babies”. Hvor det ender med, at Alice Cooper får sit hoved hugget af i en guillotine. Det er alt sammen meget dramatisk. Men har man set Alice Cooper før, så er det en genangivelse af forrige gang. Der er ikke meget fornyelse at komme efter, hvis man begiver sig afsted igen.
Jeg er ikke fuldstændig blæst bagover af Alice Coopers optræden denne aften i Royal Arena. Det var en virkelig god setliste, som bestod af mange af hans bedste sange. Men jeg savnede noget mere interaktion fra manden selv. Bandet havde også svært ved at løsrive sig fra den faste rutine, og det blev lidt trivielt i længden. Men det var alligevel et glædeligt gensyn med Alice Cooper, der fik mig til at kaste mig på knæ og råbe: “We’re not worthy!”, “We’re not worthy!”.
Galleri venligst udlånt af Lykke Nielsen:
