Anmeldelse af: Unleashed. Pandæmonium, Copenhell 21/6
Trods munter hyggeonkelhumor kom svenske Unleashed aldrig rigtig ud over scenekanten.
Foto af: Mark Stoumann
Med 30 års erfaring gik Unleashed på scenen på Pandæmonium med deres vikingeorienterede (ej at forveksle med decideret vikingemetal) klassiske svenskerdød, og her var det vældig forfriskende at lyden sad i skabet efter omtrent 20 sekunder, noget lydfolkene ved de større scener også gerne må formå.
Desværre var der problemer med trommerne efter første sang, og løsningen trak langt nok ud til at det begyndte at blive en anelse akavet for både bandet og publikum. Frontmanden Johnny gjorde ellers et par tøhø-forsøg for at udfylde stilheden, og efter lidt tid fortsatte showet da heldigvis også.
Unleashed er tydeligvis et garvet band, men desværre er deres musik også ret forglemmeligt og anonymt. Det virkede til at publikum mest af alt var underholdt af karaktererne på scenen, og ikke hvad de lavede der musikalsk. Klassisk død der desværre kommer til at gå lidt i glemmebogen.
Mark Stoumann tog billeder af koncerten:
