Anmeldelse af: Polyphia – Remember That You Will Die. Udgivet 28. oktober 2022 via Rise Records.
Polyphia. Et band der eksisteret siden 2010. Dengang var de med på Djent/Deathcore-bølgen der var dengang. Men har med tiden udviklet deres egen stil og lyd.
På deres to sidste udgivelser, Renaissance fra 2016 og New Levels New Devils fra 2018, præsenterede Polyphia verden for en lyd med høj teknisk kunnen og en STÆRK inspiration fra pop-, funk- og Hip/Hop-genrerne. Et noget uortodokst valg, men noget der har vist sig at blive ret så populært især efter de sidste par år, hvor nummeret “GOAT” har cirkuleret på diverse sociale medier og har lagt en form for ny standard, når det gælder virtuositet. Men kan Polyphia holde hypen og det tekniske niveau oppe på denne nye udgivelse?
Svaret er kort: JA, FOR FANDEN! Men har de så mon udviklet sig? Både ja og nej. For Polyphias lyd er ret meget den samme. Meget tighte trommer, næsten helt syntetiske og elektroniske med en tung bas og så en masser guitar-lir. Det, der dog adskiller denne plade fra de to forrige, er, at Polyphia har benyttet sig noget mere af gæsteoptrædener. Der har været et par før, men her er der kun fire ud af 12, der IKKE er med en eller anden form for gæsteoptræden (blandt andet er Steve Vai med på sidste nummer på pladen).
Faktisk så er de her gæsteoptrædener generelt, det der holder pladen fra at blive lidt ensformig. For, jovist, Polyphia skriver nogle lækre instrumentale numre med fede melodiske hooks og leitmotifs, men det kan også blive lidt meget 12 numre i streg. Så, ja, pladen havde været lidt monoton uden gæsterne, men dermed skal der ikke trækkes ned i karakter, tværtimod, for det viser blot, at bandet har den indsigt, at det nok er lidt nødvendigt for at få perspektiver på, hvad deres musik kan.
Dog er pladens svageste nummer også et af de numre, der er en gæst på, nemlig “Fuck Around and Find Out”. Ikke fordi instrumentalen i sig selv er særlig dårlig, men fordi gæsten fejler. Kunsteren $not er for det meste fin på sangen, men til tider er han lidt utight, hvilket bare skurer lidt i ørerne, når Polyphia selv spiller virkelig tight. Samtidig er det stærkeste nummer, “Bloodbath” med Chino Moreno fra Deftones, Virkelig flot skruet sammen og nok også det mest “heavy” nummer på pladen. Generelt så er de mere metal-ish sange gemt til sidst på pladen. Det kan være lidt synd, men samtidigt så ér Polyphia ikke længere et metalband, men mere et math-rock band.
Dem, der kender mig, ville nok tro, at jeg ikke ville kunne lide den her slags musik, eftersom jeg HADER det, jeg kalder “guitar-wanking” (tænk netop Steve Vai eller Yngwie Malmsteen). Men fordi Polyphia giver det et lidt friskt pust, lidt mere variation og også lader trommerne og bassen træde i karakter, så bliver hele projektet bare det mere helstøbt.
Jeg kan ikke få armene ned over, hvor god den her plade er. En plade, jeg har ventet længe på og som absolut levede op til alle mine forventninger (og mere til). Jeg håber snart, Polyphia kan komme til Danmark, så jeg kan prøve at finde ud af, hvordan fanden man kan være SÅ dygtig til at spille på sine instrumenter.
