Med helt nye øjne

Anmeldelse af: Paramore, Vega, København 12/7-2017

Det er efterhånden 10 år siden, at Paramore ramte plet for en oprørsk teenage-generation. Men tiderne er skiftet siden da med en ny musikalsk stil og ikke nær så meget vildskab, som tidligere set.

Da jeg ankom til VEGA i København, var køen til Paramore-koncerten virkelig lang. Selvom dørene, ifølge tidsplanen, havde været åbne siden 18:30, skulle det dog ikke ændre på det faktum, at ventetiden i køen stadig var omkring 15 minutter, da jeg troppede op kokken 19:50. Da jeg endelig kom ind i VEGAs sal, synes den aldrig at have virket mindre. Stedet var decideret proppet både på gulvet og oppe på balkonerne. Hvilket satte mine tanker i gang om, hvorvidt valget af spillested faktisk var for småt til det amerikanske band? Men alligevel ikke. Ifølge eventet var der stadig ”få billetter” tilbage til koncerten, som stadig kunne købes.

Men det er så også lige omkring fire år siden, at Paramore har givet koncert i Danmark. De er netop aktuelle med deres seneste plade, After Laughter, som udkom tidligere i år. Hvis man håbede på den samme oprørske alternative rock med punk-attitude, som bandet startede ud med på de tre første plader, ja, så ville man hurtigt blive slemt skuffet. After Laughter indeholder meget mere synth-pop, funky bas og happy-music. Teksterne handler dog stadig om de hårde oplevelser i livet.

Uden nogen form for opvarmning kommer Hayley Williams og co. på scenen. Bandet lægger ud med et af de seneste numre ”Told You So”, som hurtigt sætter en danse-fest i gang. Der er dog ikke nogen tvivl om, at de største reaktioner, bandet høster, er, når de spiller numre fra de tre plader ”Riot!” (2007), ”Brand New Eyes” (2009) og det selv-titlede album ”Paramore” (2013). Numre fra de to førstnævnte plader er dog også det, som står øverst på undertegnedes personlige ønskeliste at opleve live.

Man skal heldigvis ikke kigge langt efter sådanne numre, da Paramore efterfølgende spiller ”That’s What You Get”, ”Brick By Boring Brick” og ”Still Into You”. Hayley Willams er blevet ældre og mere erfaren på livet. Det orange hår er væk og erstattet med en mere casual blond, og hendes oprørske attitude er mere eller mindre lagt på is til fordel for en mere erkendende og ydmyg person. Hun brugte meget af sin taletid mellem numrene på indirekte at undskylde for de problemer, som bandet har haft med medlemmer de sidste par år, selvom hun gentagne gange også prøvede at overbevise os om, at det, der virkelig tæller, er, at vi er til stede lige her og nu. Så lad da være med hele tiden at snakke om fortiden…

Foruden forsanger Hayley Williams består bandet af seks musikere, som alle passivt står på scenen. Det er utroligt tight og velspillet, og lyden i VEGA er formidabel. Alt lyd går utrolig klart igennem, så vi kunne nyde numre som ”Turn it Off” og Twilight-succes-nummeret, ”Decode”. Men Hayley Willams er kvinden i front. Det er hende, som holder energien oppe og hende, som publikum idoliserer. Det kan være svært at holde den samme energi hele vejen igennem, og da vi får de stille numre ”Hate to See Your Heart Break”, ”26” og ”Fake Happy” lige efter hinanden, er luften ved at gå af ballonen. Det virkede søvndyssende langt og lige grænsende til det småkedelige.

Der skulle virkelig komme nogle sange i fornuftigt tempo, hvis publikum skulle hives op efter sådan en omgang. Paramore tager hånd om et udmærket cover-version af Fleetwood Mac nummeret ”Everywhere”, inden vi får numre som ”Ain’t it Fun” og ”Riot!”-klassikeren ”Misery Buisiness”. Jeg tror aldrig, jeg har mærket VEGAs gulv gynge så meget, som det gjorde under dette nummer. Efter en kort pause kunne Paramore afslutte koncerten med ”Forgiveness”, Halfnoise-coveret ”Scooby’s in the Back” med trommeslager Zac Farro på vokal, og til sidst førstesinglen fra den nyeste plade, ”Hard Times”

Efter alt, hvad Hayley Willams fik snakket om på scenen, så er jeg ikke i tvivl om, at Paramore har været nogle hårde tider igennem de sidste par år. Det lader til at være grunden til, at der skulle gå fire år, før de vendte tilbage til Danmark, og muligvis har det også haft indflydelse på deres markante stilskifte. Men nu var de her, og det blev en tilforladelig koncert med en god energi fuld af nye sange, som er uden det oprørske gå-på-mod og gennemslagskraft, som vi tidligere har set og hørt Paramore levere. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg flere gange under koncerten savnede et band, som bare ville blæse mig bagover, som jeg mindes, de gjorde på Roskilde Festival i 2010. Men sådan blev det desværre aldrig.