Alice Cooper

Meget mere end et hit

-

Anmeldelse af: Smukfest. Skanderborg, Jylland. 31. juli – 07. august. del 2/4.

Fredagen på årets Smukfest stod på solid rock og en tur på heftige afveje med en kunstner, der viste sig at være meget mere end blot et hit.

 

Skagarack

Dagens første rocknavn skuer tilbage til den danske rockscene i 80erne med Koldingbandet Skagarack; et band, der uden tvivl har været at finde i utroligt mange unge menneskers, med hang til rock, pladesamlinger dengang. Det er dog tydeligt, at gruppen ikke har fordums storhed med sig længere, da fremmødet ved Stjernescenen ikke just er overvældende. Skagarack havde formentlig passet bedre ind på Teltscenen, hvor størstedelen af rocken og metallen ellers bliver fremført.
Bandet spiller stadig fremragende den dag i dag, hvor der er plads til rigeligt guitarlir og fængende omkvæd. Gruppen benytter sig også meget af keyboardet, som desværre spiller til den lave side. Udover dette er lyden glimrende, hvor særligt den gode vokal og de distortede guitarer går klart igennem. I særdeleshed imponerer vokalen ved at være sprød og finder sig rigtigt godt tilpas iblandt instrumentationen i Skageracks musik. Musikken er veludført med stor kærlighed til genren og den tids dyder.

Sammenspillet i bandet er dejligt stramt. Man mærker, at bandet stadig har en del rutine. Desværre bliver deres optræden måske en anelse for tilbagelænet i længden, hvor der ikke rigtigt opstår øjeblikke, hvor man føler sig blæst bagover. Showet kører jævnt uden store udsving til hverken den positive eller negative side. Koncerten er hyggelig, men kommer ikke rigtigt op i gear til trods for et velspillende band. Måske er det det lidt tynde fremmøde – der som nævnt havde været mere passende på en mindre scene – og tidspunktet midt på eftermiddagen, som tager pusten lidt ud af bandet.

Skagarack har stadig noget af formen, men koncerten ender alligevel ud i mere rock-hygge end rock-brag.

 

The Blue Van

Det er blevet tid til at tage til teltscenen for at opleve en solid, omend måske lidt forglemmelig, moderne retro-rock med bandet The Blue Van.

Her er der i sandhed tale om et band med rutine og overskud, så det batter. The Blue Van er en fryd på Teltscenen, hvor de får liret deres bidrag af solid rock af med glimrende præcision. Der er rigtigt god energi på scenen, hvor bandet giver den rigeligt gas, hvilket især får lov til at gå udover gruppens orgel, der får sin del tæsk igennem showets varighed.

Lyden er ligeledes fremragende og crisp for The Blue Van, hvor samtlige instrumenter går klart igennem i det dynamiske lydbillede. Guitarerne er tørre, vokalen lækker, trommerne og bassen buldrende, og orgelet dejligt inciterende. Lydbilledet er stort, solidt og spiller godt for gruppen. Det lader til, at der er styr på det på teltscenen.

Sej, som musikken nu engang lyder, er den nu desværre stadig lidt forglemmelig. Det er uden tvivl solid rock, men melodierne er ikke nogle, der sætter det helt store aftryk i hvert fald ikke for førstegangslytteren. Det føles til tider måske lidt musikalsk ufarligt set i forhold til den ellers store energiudladning, der afledes af netop musikken. Man føler sig mere blæst bagover af udførelsen mere end af selve musikken. Det er dog helt klart lettilgængelig, men solid rock, der bliver leveret af et nærværende The Blue Van.

 

Rick Astley

Aftenens store hovednavn er et, vi velsagtens efterhånden alle har et forhold til, og det er uden tvivl også et tidspunkt, hvor vi er på afveje. Hvem er ikke blevet udsat for et godt gammelt Rick roll? Hittet ”Never Gonna Give You Up” er en evig klassiker både i kraft af sin brug som meme, men også for at være et rigtigt godt hit. Rick Astley er uden tvivl mest af alt kendt for det ene mega-hit, og selv skal jeg indrømme, at jeg ikke umiddelbart kan huske andet af mandens materiale. Giraffen skal dog ses, og hvem ved, måske man kender mere af musikken, end man regner med?

Det skal det vise sig, at det man gør. Det skal ligeså vise sig, at Rick Astley er en entertainer af høj klasse.

Fra start står der klart, at dette vil blive en særlig oplevelse for det velfremmødte publikum. Der er ret godt fyldt ud oppe foran Bøgescenerne til denne koncert, og de fleste er formentlig gået fra pladsen med en uforglemmelig oplevelse i bagagen.

Den musikalske fremførelse er sublim, og Rick Astleys stemme stråler her til aften, hvor man flere gange må samle sin kæbe op fra jorden i forbløffelse over, hvor godt manden synger. Stemmen er på ingen måde rustet igennem årene, og der er ikke nok o’er i ordet ”smooth” til at forklare, hvor smooth den er.

Bandet, der er bag Astley, imponerer også med skarp præcision og god udførelse af musikken. De kommer ligeledes fint til fokus, når tiden er til det, og showet spiller fint mellem Astley og gruppen.

Lyden er eminent under 80erikonets optræden med et stærkt, klart og fokuseret lydbillede, der virkelig klæder den ofte storladne musik og lækre vokal. Stemningen blandt publikum er stødt stigende igennem hele koncerten, hvor der bliver danset sunget flittigt med på hits som ”Together Forever” og ”She Wants To Dance With Me”. Som sagt viser det sig, at man selvfølgelig kender mere, end man gik og troede.

Astley selv er i hopla og er enormt sjov igennem hele koncerten. Manden besidder store mængder ironi og formår ligeledes at være nærværende og joke med det fremmødte publikum, som da han driller en publikummer med et i mandens egne ord ”rubbish” kast af, hvad der umiddelbart ligner en blomst op på scenen. Som om det ikke var nok, at musikken viser sig at være god, nu skal manden også folde sig ud som en enormt habil entertainer med et stadig kækt humør.

Selvfølgelig får vi også hittet, men det har Astley naturligvis gemt til sidst. For at parafrasere har manden igennem en lang karriere lært, at man skal gemme det, folk kommer for, til sidst, medmindre man vil spille resten af ens koncert uden publikum. Så galt havde det forhåbentlig ikke gået for Astley, men man forstår pointen. Hittet går da også rent igennem med masser af sing-a-long moments. Det slutter dog ikke her. Nej, vi skal lige have et cover af AC/DCs “Highway To Hell”, hvor aftenens hovedperson selv overtager trommetjansen, imens han synger. Det fungerer faktisk utroligt godt, og er en glimrende afslutning på en i mildest talt imponerende og fornøjelig koncertoplevelse.

Rick Astley beviser til årets Smukfest, at han er meget mere end blot et hit, med et imponerende velspillet sæt, en vidunderlig vokal, en kæk attitude og et nærvær, som man ville ønske, at man oplevede oftere hos andre især oppe i denne liga.

ANTAL STJERNER

Skagarack
The Blue Van
Rick Astley

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Smukfest. Skanderborg, Jylland. 31. juli - 07. august. del 2/4. Fredagen på årets Smukfest stod på solid rock og en tur på heftige afveje med en kunstner, der viste sig at være meget mere end blot et hit.   Skagarack Dagens første rocknavn skuer tilbage til...Meget mere end et hit