Alice Cooper

M.A.D. på musikalsk valfart

-

Anmeldelse af: Smukfest. Skanderborg, Jylland. 31. juli – 07. august. del 1/4.

Torsdagen på årets Smukfest bød på en bred vifte af musikalske oplevelser for den nysgerrige festivalgænger.

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

 

Fabräk

Dagens første koncertoplevelse bliver en, der hovedsageligt er henvendt til de måske lidt yngre publikummere. Fabräk er et ungt skud på stammen, når det kommer til at begå sig i at blande rap med en mere punket og rocket stil og musik. Vi lander aldrig der, hvor det bliver til egentlig NU-Metal, selvom det ind imellem godt kan snige sig rigtigt tæt på.

På vejen hen til koncerten bemærker jeg, at flere af de større scener, til trods for at være i brug, nærmest ikke har noget publikum. Bevares, det regner da også en del netop nu, så det er jo ekstra heldigt, at Fabräk skal spille på teltscenen, der ganske som navnets bestemte ental angiver, er festivalens eneste overdækkede scene. ”Det må nok betyde at der er bedre besøg hos Fabräk end forventet”, tænkes der kort før ankomst til scenen. Det er rart at blive bekræftet. Koncerten er godt besøgt. Der er tæt på fyldt, og publikum er tændte.

Fabräk fyrer fra start af op for kedlerne med deres rytmiske vokalfremførelser tilsat nogle gyngende riffs og kraftig energi. Musikalsk er Fabräk lidt hit’ n miss, på den måde, at når der rammes, så er vi også tæt på at ramme helt plet, mens flere andre numre ikke er synderligt interessant komponeret. Derfor går der lidt musikalsk bølgegang i den på teltscenen i bøgeskoven.

Fabräk har dog uanede mængder charme og formår at hive sit publikum til sig på fornem vis. Energiniveauet er højt ikke bare på scenen, men særligt nede hos publikum, som da også, til trods for ihærdige forsøg på standsning fra de ansatte i lydpulten, lykkedes i at få en wall of death op at køre. Ganske vist en mindre en af slagsen, men stadig!

Fabräk leverer en sjov og indlevende koncert, hvor showet er i fokus, og musikken ind imellem ikke rigtigt kan følge trop til årets Smukfest. Dagen er skudt i gang med manér, højt humør og en solid koncert.

 

H.E.R.O.

Kan du lide din metal poppet? Altså, poppet som i P3, ikke som i hverken majskerner eller kikærter. Så kunne det nemlig nemt være, at dette ensemble og deres musik vil være lige noget for dig.

Blandingen imellem generiske riffs, standardiserede trommer og højfrekvent mandevokal vælter ud af højtalerne ved teltscenen i en lind strøm. Jeg har haft ”fornøjelsen” af at skulle opleve dette før, netop da samme gruppe spillede på til Spot-Metal på Train i Aarhus. Den gang imponerede kvartetten ikke med deres meget pop-inficerede metal; en ting, jeg egentlig ikke ser det store problem i at lave, så længe man kan finde ud af det. Det kan H.E.R.O ikke rigtigt modsat de formentlige forgangsbilleder i Bring Me The Horizon.

Musikalsk er H.E.R.O enormt intetsigende, poppet metalcore med riffs, der på ingen måde gør noget reelt væsen af sig. Ligegyldigheder strømmer ud fra scenekanten, imens der løbende tyndes ud i det ellers fra start af ret tynde fremmøde foran teltscenen. H.E.R.O fanger slet og ret ikke publikum heller ikke på Smukfest, hvor det poppede ellers er højt agtet. Gruppen har dog et talent, som også er det de særligt lever på: Vokalen.

Vokalen er imponerende og sidder ret godt, omend den konstante brug af højfrekvent små-klynkende vokal i længden kommer til at virke mere frustrerende end imponerende. Når den spiller med musikken, opstår der dog sporadiske øjeblikke, hvor man faktisk formår at få et lille håb for gruppen. Desværre bliver dette håb dog hurtigt lagt i graven igen.

Gruppen har til trods for at spille enormt simpelt musik ikke rigtigt de store armsving måske med undtagelse af bassisten, der formår at komme ret godt rundt på scenen. Bevares, det er da ikke energiforladt til H.E.R.O, men lidt mere pondus havde nu stadig kunne klæde bandet, og dette gør sig gældende både i forhold til det musikalske og det showmæssige.

H.E.R.O formår ikke at imponere til årets Smukfest med deres poppede og lettilgængelige metal. Det fungerer bare ikke rigtigt, og det henvender sig umiddelbart heller ikke rigtigt til noget dansk publikum, i så fald er de ikke rigtigt mødt frem på Smukfest.

 

Aphyxion

Ganske kort efter H.E.R.O er det tid til en anden og lidt mere kvalitetsbevidst omgang moderne metal/core. Teltscenen får nemlig besøg af Aphyxion fra Danmarks ældste by, Ribe.

Modsat forrige band er her en gruppe, der formår at skrive spændende og intens musik, der godt kan få de lidt mere poppede og rene melodier til at spille sammen i fin symbiose.

Energiniveauet er højt for Aphyxion, og der bliver i den grad gået til stålet her til aften, hvor bandets pyro får lov til at varme dagens fremmødte publikum. Netop fremmødet er da også mere imponerende end tidligere, omend Aphyxion heller ikke formår at trække så stort et publikum som Fabräk. Til gengæld ser man, at Smukfest da bestemt har et metal-publikum, selvom deres program ikke just lefler for de, som er til den hårde musik. Det er godt at se, at der bliver støttet op, selv efter at festivalens metallede hovednavn Limp Bizkit meldte afbud.

Aphyxion spiller med et enormt overskud, og spilleglæden lyser ud af øjnene på det tændte orkester. Der er smæk på guitarerne, og showet virker energisk og tilrettelagt, uden at det fremstår for indstuderet. Indstuderet skal det dog være, når man bruger så meget ild, som Aphyxion formår her til aften.

Aphyxion leverer et solidt show, hvor der bliver rigeligt tid til både at knække nakken og skråle med på de meget varierende og til tider også småpoppede numre. Det er tredje gang, at gruppen spiller på Smukfest, og det kunne godt gå hen og være en smuk tradition.

 

Malurt

Nu bevæger vi os et skridt væk fra vores vanlige segment (hvis vi skal være helt ærlige, startede vi heller ikke ved vores vanlige segment, vel?) og bevæge os tilbage på den danske rockscene. Tilbage til en anden tid, hvor Michael Falch endnu ikke rigtigt var begyndt på film og TV; en tid, hvor det meste musik nu engang blev kastet ind under rockkategorien på bibliotekets vinylhylder. Det gør det i øvrigt stadig visse steder.

Malurt har indtaget Smukfests Stjernescene, og der er dømt sing-a-long for hele hr og fru Kakkelbord.

Stemningen oppe ved Stjernescenen er rigtigt god, og fremmødet er glimrende, hvor der ser særligt fyldt ud helt inde foran scenen, så denne anmelder vælger at betragte lidt fra periferien. Mit kendskab til gruppens musik er desværre også tæt på ikke-eksisterende, foruden at det formentlig er blevet spillet i barndomshjemmet en gang eller to.

Det er dog helt sikkert, at Malurt spiller fremragende. Der er ikke rigtigt slinger i valsen i forhold til gruppens sammenspil, og de formår samtidig at underholde og komme fint ud i øjenhøjde med publikum. Falch selv begår sig glimrende som frontmand med små finurlige historier og sjove måder at introducere sit band på. Til trods for at han efter eget udsagn kun kan og bruger tre akkorder, så gør han det glimrende både som guitarist, sanger og entertainer her til aften.

Publikum lader til at være med på langt størstedelen af dagens numre. Der bliver i hvert fald sunget flittigt med fra alle sider. Ganske som forventet forsøger denne anmelder i øvrigt at trække aldersgennemsnittet ned. Malurts publikum er naturligvis ældre end det publikum, der har været til de andre koncerter, vi har anmeldt i dag, og ikke fordi musikken ikke burde tiltale unge, mind you.

Malurt formår at levere en glimrende omend ufarlig omgang sing-a-long nostalgisk rock for det ældre segment på årets festival. Bandet spiller fremragende og underholder på glimrende vis på Stjernescene.

 

Det er blevet på tide at vi bevæger os imod dagens sidste koncert for Metal A Days vedkommende, og hvis du, kære læser, nu sidder og frygter for, at du burde lukke artiklen ned nu, så kan jeg godt berolige dig med, at vi her til aften prøver noget nyt og derfor dækker vi ikke The Minds Of 99, men prøver noget lidt anderledes i stedet. Smukfest får nemlig besøg af pionerer.

Kraftwerk

Nu skal det blive legendarisk og tysk af den lede, fede, elektroniske klinge. Forvist fra Bøgescenerne til Stjernescenen af føromtalte band, kommer nemlig, hvad der indiskutabelt er pionerer indenfor deres respektive genre. Tyske Kraftwerk er landet i bøgeskoven, og dette sågar med verdens største 3D-show, hvilket naturligvis betyder, at vi alle kan stå og se fjollede ud med papbriller på. Om det fungerer til showet, skal blive spændende, og om ikke andet da en ny oplevelse for mit vedkommende.

Der er i sandhed dømt old-school bip-bip-lyde her kort inden midnat. Musikken kunne ligeså godt være playback, for de fire musikanter står totalt stille ved deres synthesizers. Det hele sidder så stramt, at det næsten er umuligt at forestille sig, at de gør det live, men det gør de. Det tyske kraftværk har en præcision og teknik, der er upåklagelig.

3D-showet spiller fra starten af koncerten enormt godt og er meget velfungerende. Som koncerten skrider frem, ryger det dog lidt mere i baggrunden og formår ikke at virke imponerende på samme måde. Heldigvis vender dette igen imod slutningen, hvor 3D-effekterne igen kommer til at spille stærkt.

Gruppen fremfører på fremragende vis sin musik, også i forkortede versioner da koncerten ellers enten ville bestå af meget få numre eller blive en vanvittigt lang oplevelse, som formentlig ville formå at fremmedgøre store dele af det fremmødte publikum på en festival.

Ligesom den tyske præcision mærkes i det musikalske, mærkes den samme præcision i lyden under Kraftwerks optræden. Den sidder lige i skabet, og man føler ofte, at man bliver hevet ind i en anden verden igennem en slags elektronisk trancelignende tilstand. Kraftwerk spiller på samtlige tangenter, de har til rådighed, og det fremstår storslået og spændende for den opmærksomme lytter.

Kraftwerk beviser, at de stadig kan levere en koncert af enormt høj kaliber, og at de kan henvende sig til flere end blot nostalgiske elektronisk musikaficionados. 3D-effekterne i showet har spillet rigtigt godt for langt det meste af koncertens varighed, og man står klart tilbage med en følelse af, at man har taget et lille evigheds-minde med sig hjem og gemme i ens metaforiske hukommelseskiste.

REVIEW OVERVIEW

Fabräk
H.E.R.O.
Aphyxion
Malurt
Kraftwerk

Share this article

Recent posts

ORM Intet • Altet

Et ikon af en anden årsag

Eksklusiv prog i smilets by

Popular categories

M.A.D. på musikalsk valfartAnmeldelse af: Smukfest. Skanderborg, Jylland. 31. juli - 07. august. del 1/4. Torsdagen på årets Smukfest bød på en bred vifte af musikalske oplevelser for den nysgerrige festivalgænger. Foto: Bastian Reinholdt Madsen   Fabräk Dagens første koncertoplevelse bliver en, der hovedsageligt er henvendt til de måske lidt yngre publikummere....