Anmeldelse af: Venator + Toxikull, d. 10.04.24 på Beta, Kbh.

Efter én uges sygdom var jeg endelig på mærkerne igen. Det skulle fejres på BETA.

Foto: Gabriel Rasmussen

Jeg havde måtte aflyse både Blind Guardian- og Midnight-koncerterne denne måned, så jeg var særdeles hungrende efter noget tråd. Heldigvis kom Electric Invasion Over Europe Tour 2024 forbi København.

Toxikull

Fra Portugal kommer aftenens første band med retroheavy til det lille spillested på Amager. Dannet i 2016 består Toxikull af Antim “The Viking” (bas, vokal), Tommy 666 (trommer), Lex Thunder (guitar, vokal) og Michael Blade (guitar). Med navne som disse byder deres image op til høj oktan partymetal. Man længes helt tilbage til de glade 80’ere med twinguitarer og vindmaskiner, der blæser i håret. Bandet har udgivet tre albums, Black Sheep (2016), Cursed and Punished (2019) og Under the Southern Light fra i år. 

Et banner med coveret til Under The Southern Light Hænger bag ved trommerne. En cleanguitarintro lyder over højtalerne, og ind kommer Toxikull. Lex Thunder leverer de mere high pitchtoner med sin stemme, hvor Antim lægger sin stemme i et lavere toneleje.

Musikken er meget melodisk og old school. Man går hurtigt associationer til the New Wave of British Heavy Metal. Blandt andet falder tankerne lidt på en ung Rob Halford. Uden at nogen af stemmerne i aften naturligvis kan måle sig med ‘The Metal God’.

Sangerne akkompagnerer dog hinanden virkelig godt. “Around the World”, “Battle Dogs” og den næsten obligatoriske ballade “Under the Southern Light” har alle hver deres hitpotentiale. Bevares, det hele er på alle punkter stjålet fra fortidens giganter. Toxikull formår dog at fylde deres sange med nok fræsende og blærer-guitar + memorable omkvæd til, at det ikke gør noget, at deres musik mangler originalitet.

De er her for at få en fest med uforpligtende heavy metal. Dette lykkes til en vis grad. Det er ikke nødvendigvis den mest succesfulde hyldest til old school speed metal, baseret på de lidt tilbageholdende folk i rummet. Som tiden går, får publikum dog nikket mere og mere med. 

I deres matchende sorte læderveste gør de deres debutkoncert på dansk jord til en ganske udmærket oplevelse, hvor det gode humør og spilleglæden i høj grad smitter af på denne anmelder. Efter en runde kan der nærmest råbes med på omkvædene, og dette trick opnås faktisk uden, at Toxikull bliver alt for leflende i deres musik eller i deres tilstedeværelse.

“Do you guys like Lemmy?” spørges der. Det må næsten være et retorisk spørgsmål. Vi får et cover af “Ironfist”, før “Metal Defender” lukker af. Jeg tager med glæde endnu en tur med Toxikull under en solrig himmel enten via et anlæg eller til en af årets festivaler. 

Og husk metal defender, no surrender!

Venator

Speed metal fra Østrig skal lukke denne onsdags musikalske udskejelser. Leon Ehrengruber (leadguitar) og Anton Holzner (rytmeguitar) dannede Venator i 2016. Anno 2024 inkluderer bandet Jakob Steidel (trommer), Han Huemer (vokal) og Stefan Glasner (bas). De har udgivet ét album, Straight From the Gutter (2022), via pladeselskabet Dying Victims Productions. 

Det første, der slår mig, da musikken begynder, er, at Venator er lige det hårdere end Toxikull. Fokuseret i deres version af speed metal er ikke så meget på de store melodiske omkvæd, men på tempoet og intensiteten. Desværre er vokalen ofte for lav. Det går lidt op og ned med at få løst problemet, men fikset bliver det desværre aldrig 100 %; en skam da dette til tider lægger en dæmper på showet.

Der er proppet med guitar, lir og om muligt endnu flere høje toner i vokalen end hos forrige band. “Steel the Night” , “Howl at the Rain” og “Nightrider” får flere i publikum til at hæve deres stemmer og næver. På trods af lydproblemerne er fansene i den grad til stede.

Huemer får hoppet rundt på scenen og skabt sig, men ellers kommunikerer han ikke meget med gæsterne. Men først og fremmest skal sangjobbet jo passes, og med så hurtige fraseringer, som han skal kyle af sig i “Red and Black” og “The Seventh Seal”, forstår jeg, at han skal gemme sin luft.

“Streets of Gold” men sin stemningsfulde intro og pumpede riffs går ned i aften som mit favoritnummer. Jeg havde nok mere fidus til Toxikull, men Venator har absolut også noget sjæl, der gør mig glad for at have stået forrest og svunget mit hår. Det er skønt at se yngre bands lade sig inspirere af de kunstnere, der lagde meget af grobunden for vores pigtrådsrock. 

Vil man se mere til guitarheltene i Venator, så optræder de på dette års Metal Magic i Fredericia. Som om man behøvede flere grunde til at besøge Danmarks bedste festival?

Fotos: Gabriel Rasmussen: