Anmeldelse af In Flames d. 21.06.25 på Helviti, Copenhell

Fremmødet begyndte allerede at være tætpakket op mod bakken før koncerten – det lovede godt for aftenens semistore hovednavn.

Foto: Tommy Skøtt

Noget nyt som svenske In Flames gør, er at de har givet keyboardspilleren, Niels Nielsen, mere plads, både i lydbilledet og på scenen, noget som de ellers ikke har gjort de første 20 år, og det klæder dem på begge måder.

“Only for the Weak”, “Meet your Maker”, “I am Above” og “Take this Life” gør indtryk på hver sin måde. Anders Fridéns vokal går krystalklart igennem, så man nemt kan synge med, også selvom man ikke kender sangene til hudløshed. Det gør at rigtig mange fans er med og der skabes en god stemning helt ned på bakken.

Guitarist, Björn Gelotte, har en underlig tendens til at improvisere nye soli, hvilket er lige dele imponerende og frustrerende for fans, når der er for meget variation i sangenes opbygning, struktur og soli. Men lyden er virkelig god og tight, hvor man kan høre mange nuancer. Men de andre musikere er meget anonyme på scenen, de gør “bare” deres arbejde, mens Fridén står for kommunikationen.

Dette er absolut ikke en dårlig koncert, langt fra. Jeg er måske bare en lille smule skuffet over ikke at blive grebet mere af stemningen end hvad jeg rent faktisk gjorde, og jeg havde større forventninger. Det skyldes også de to andre koncerter jeg så tidligere på dagen med Heaven Shall Burn og Powerwolf, hvor jeg blev inkluderet på en helt anden måde i deres musik. Det er tydeligt at In Flames er som fyr og flamme i deres eget melo-dødsmetalsgenre, men de måtte have haft mere tid til rådighed, hvor de kunne gå mere ned i stemningerne, i stedet for en relativ hurtig overfladebehandling på 75 minutter.

Se galleriet af Tommy Skøtt herunder