Alice Cooper

Mørke og kultiske lydbilleder

-

Anmeldelse af: Cult of Luna + Russian Circles + Svalbard. Store VEGA, Kbh. 17. marts 2023.

Cult of Luna sparker 2. del af deres europæiske-tour i gang i Store Vega.

 

Foto: Bjørn Bavngaard

 

Svalbard

Jeg sætter mig godt til rette i min balkonstol og gør mig klar til første band, nemlig engelske Svalbard.

I denne anledning havde jeg lyttet en smule til bandet på forhånd, da det var det eneste af de tre bands i aften, jeg slet ikke havde hørt om før – og jeg var positivt overrasket. Svalbard spiller en god blanding af mange forskellige genrer såsom hardcore, post-rock og blackmetal. Derfor var jeg også spændt på, om bandet i aften ville kunne leve op til standarden på studiealbumsene.

Bandet træder ind på scenen og starter første nummer. Det er allerede nu tydeligt, at lydmanden ikke har været særlig opmærksom under lydprøverne. Det er næsten komisk, hvor meget trommerne (især lilletrommen) overdøver alt andet.

Man kan dog hurtigt og tydeligt høre, at der blev rettet op på det. Trommerne falder længere tilbage i lydbilledet, hvorimod guitar og bas bliver fremhævet. Serena Cherrys (vokal og guitar) vokal går fint igennem, mens Liam Phelans (vokal og guitar) desværre ikke er lige så tydelige.

Sangene holder en fin balance mellem post-hardcore og post-rock-genren med deres melodiøse undertoner til mere aggressive passager, hvor Serena Cherry ubesværet bevæger sig ned i det dybere spektrum af sin vokale spændvidde.

Når jeg kigger ud over publikum, er der ikke særlig mange, der er mødt op endnu – hvilket giver fin mening, taget i betragtning af, at Svalbard er det første band i aften – men det synes jeg, ærlig talt er ærgerligt. Selvom lyden virkelig drillede i starten, så leverer Svalbard stadig en genrenedbrydende livepræstation, der er værd at opleve live, hvis man skulle have muligheden – også selvom de ikke lige denne gang levede helt op til deres standard på pladerne.

Russian Circles

Næste levende billede i aften er det instrumentale post-metal/rock band, Russian Circles, fra Amerika. Til indledningsnummeret, ”Ó Braonáin”, der bliver spillet over højtalerne, bevæger bandet sig ind på scenen, der er lyst op i strengt hvide farver. Alt lyset bliver projiceret fra bagsiden af scenen, hvilket resulterer i, at bandmedlemmerne fremstår som silhuetter, hvis ansigter ikke kan identificeres.

Med velkoordineret samspil går bandet i gang med første sang, ”Betrayal”, fra deres seneste og højt anmelderroste album, Gnosis. Lydmanden til Russian Circles har (diskutabelt) også haft et nemmere arbejde end med Svalbard, da Russian Circles ikke benytter vokal på noget tidspunkt. Lydmanden har også gjort det godt, da alle instrumenter går fint igennem. Bandet begynder med to guitarer og trommer, men under visse sange udskifter Brian Cook (guitar og bas) sin guitar med en bas.

Om de spiller med guitar og bas eller to guitarer, så er der altså ingen tvivl om, at Russian Circles spiller enormt professionelt. Alle de fremtrædende instrumenter i lydbilledet går klart igennem, og man kan virkelig høre, hvor præcise og dygtige de er.

I de mere metalprægede numre lægger trommerne et klart og tungt grundlag, for de koncise og til tider progressive guitarriffs, som Mike Sullivan (guitar) står for. Samspillet fungerer rigtig godt, og aftenens publikum headbanger synkront med på de tungere sektioner, der temporært bliver præsteret af Russian Circles.

Bandet skaber også en god kontrast i lytteoplevelsen, da de ubesværet kan gå fra tunge metalsektioner til blødere post-rockede sektioner, præget af blide melodier og dæmpet trommespil, der alt sammen bliver perfekt komplementeret af det eminent gode lysshow, Russian Circles sørger for.

Dog et minus for aftenens koncertoplevelse – hvilket jeg er småirriteret over at skulle påpege, da det ikke er bandets skyld – er publikum. I de mere post-rockede/ambient-sektioner, man støder på i løbet af Russian Circles’ numre, bliver der simpelthen snakket så meget blandt publikum, at det nogle gange overdøver de smukke og stille passager. Der kunne publikum godt have strammet lidt op og ventet med al hyggesnakken til mellem numrene eller (foretrukket) til efter, showet var helt færdigt.

Russian Circles formår dog stadig at levere en bemærkelsesværdig koncert med mange gode elementer; der kun ville have fremstået endnu bedre, hvis publikum kunne havde modstået deres tilsyneladende meget brændende snakkelyst.

 

Cult of Luna

Efter en god del venten er det blevet tid til aftenens hovednavn. Bandet Cult of Luna spiller en meget unik og eksperimental form for atmosfærisk sludgemetal. Bandets genre kan dog ikke blive beskrevet så nemt, da der bliver taget inspirationer fra mange andre genrer som post-rock, industrial, doommetal m.fl.

Ligesom under Russian Circles bliver lyset projiceret fra bagsiden, så bandets medlemmer fremstår som silhuetter. Bandet træder ind på scenen, og seksmandsorkestreret gør sig klar. Alle medlemmerne står som statuer på scenen, og publikums spænding stiger. Vi skal dog ikke vente længe, før de simultant udbryder i en kæmpe lydvæg samtidig med diverse strobelys, der hurtigt skifter mellem hvide og røde farver.

Jeg ved ikke, om vedkommende, der styrer lysene i aften, har et personligt og indebrændt nag mod alle de koncertgængere, der vælger at sætte sig på balkonen, men det føltes sådan i starten af koncerten. Under første nummer blev man fuldkommen blændet af lysene på scenen, der føltes meget specifikt målrettet efter at gøre oplevelsen så ulidelig som muligt.

Lysene dæmper sig dog efter første nummer, og efterfølgende er der ikke yderligere problemer med de komplet blændende lys. Grundet lysene fik jeg ikke lagt særlig meget mærke til det lydmæssige under første nummer, men under andet nummer – og resten af koncerten – lød alle instrumenter ganske fine kun med få undtagelser.

Selve musikken er meget interessant live. Johannes Perssons sludgevokal over det doomede guitar- og trommespil, kombineret med Kristian Karlssons (keyboard og synthesizer) melodiøse undertoner, skaber en meget unik lytteoplevelse. Cult of Luna er dog ikke for den utålmodige lytter. Mange af sangene har doomede sektioner, hvor det langsomme guitarværk drager klare paralleller til post-rocken, og trommerne bevæger sig ud i noget, der næsten kan sammenlignes med Heilungs krigstrommer.

De kompakte og mørke lydbilleder i Cult of Lunas stille og tranceagtige passager skaber næsten en form for ritualistisk og kultisk stemning, indtil musikken når sit højdepunkt og bryder ud i smukke og atmosfæriske crescendoer.

Med deres (også) flotte lysshow lever Cult of Luna et rigtigt godt show overordnet set. Man kan dog godt mærke i slutningen, at det måske bliver en smule langtrukkent. Oppe på balkonen, hvor jeg sad, var der i hvert fald flere, der sad og så ud til at kede sig under de sidste af koncertens numre. På vej ud af VEGA hører jeg også flere af aftenens publikummer sige ting såsom: ”Det føltes godt nok som lang tid” eller ”Overvej lige at skulle gøre det dér hver aften… *suk*

Dog selvom det blev en smule langtrukkent i sidste ende, formår Cult of Luna stadig at præsentere mange interessante og alsidige lydbilleder for publikum, der virkelig viser, hvor unik og eksperimental deres lyd er.

ANTAL STJERNER

Svalbard
Russian Circles
Cult of Luna

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Cult of Luna + Russian Circles + Svalbard. Store VEGA, Kbh. 17. marts 2023. Cult of Luna sparker 2. del af deres europæiske-tour i gang i Store Vega.   Foto: Bjørn Bavngaard   Svalbard Jeg sætter mig godt til rette i min balkonstol og gør mig klar til...Mørke og kultiske lydbilleder