Anmeldelse af: Anaal Nathrak – “Endarkenment”. 02. oktober 2020 via Metal Blade.
Anaal Natrahkh har skrevet formørkningstidens ekstremmetalliske manifest
En af de ting, der er sværest at forstå for folk, der ikke hører metal, er, hvorfor nogen dog vil lave en protestsang, hvor det ikke er til at høre teksten. Forklaringen herpå kan findes på britiske Anaal Nathrakhs nye skive. Visse ting er nemlig, som midternummeret proklamerer: “Beyond Words.” For tag ikke fejl, pladen, “Endarkenment“, er fra først til sidst en beskrivelse af og protest over samfundet, og selvom man skal høre hvert eneste nummer igennem gang på gang for at få det hele med, så synger Dave Hunt ligeså utvetydigt imod verdens magthavere, som Røde Mor, Bod Dylan og Dead Kennedys gjorde i hver sin tid.
Albummets titel er i sig selv en beskrivelse af vores nuværende tidsalder, hvor folkestemninger og politiske ledere stiller sig i opposition til oplysningstidens idealer om empiri, objektivitet og en forkastelse af blind tro. I en verden med Flat Earthers, Fake News og filterbobler virker de idealer længere væk, end de har været, siden de blev formulerede. Og selvom titelnummeret kan virke resigneret til denne dystre nye verden, er allerede næste nummer, “Thus, Always, To Tyrants”, så klar en opfordring til modstand, som metallen har set det siden Kreators “Violent Revolution.”
Hvis vi forlader pladens til tider obskure tekst-univers og betragter det rent musikalske, er jeg så blæst væk af “Endarkenment”, som jeg kan være over en ny plade i år. Anaal Nathrakh har altid været garant for en på alle måder ekstrem lydside, der trækker fra alt det vildeste, metallere producerer, og sammenkoger det til et unikt hele, jeg i hvert fald aldrig har fundet andre, der bare kan komme i nærheden af. Multi-musiker Mick Kenney smider om sig med alt-ødelæggende blastbeats, mure af lyd, der er druknende i deres intensitet, og symfoniske passager, der når opera-lignende højder. Musikken danser sindssygt rundt, mens Dave Hunts vokal følger den med en præcision, der bringer tankerne hen på både en ballerina på spring og prøjsiske soldater på parade-march.
At gennemgå hvert nummers tekst og musik i den dybde, de fortjener, er en mere omfattende opgave, end hvad der kan klares i en anmeldelse som denne, men lad mig fremhæve et par favoritter. “The Age of Starlight Ends” har både en absurd fed overgang mellem blackened ekstremitet og symfoniske højder og den mest uforudsete Monty Python-reference, jeg nogensinde er blevet udsat for. Titlen på sangen “Create Art, Though The World May Perish” kunne let være Anaal Nathrakhs idegrundlag, men på samme tid er det en klar og smuk opfordring i et dystopisk samfund. Ja, det er vigtigt, at vi alle gør, hvad vi kan for at redde verden, men hvis vi lader kunsten gå tabt – hvad er så meningen med det hele? At nummeret udover det er et vanvidsinducerende mesterværk, får det hele til at gå op i en højere enhed for mig.
Hvis jeg skal kaste en lille smule malurt i bægeret, så er det, at de bruger Dave Hunts umælende skrig lige lidt oftere, end jeg synes er nødvendigt for effekten, men det ændrer ikke et hak ved, at jo mere jeg hører Endarkenment, jo dybere falder jeg for den.
