Anmeldelse af: Korn – Requiem. Udgivet 04. februar 2022 via Loma Vista.
Korns seneste album, Requiem, er et sammensurium af alt, hvad Korn står for dog med stor skulen imod fortidens dyder.
Mit bekendtskab med Korn går som for så mange andre tilbage til teenagealderen, og dengang var jeg fanatisk Korn-fan.
Min første rigtige koncert var faktisk netop til Korn i Valbyhallen tilbage i 2005, kort efter at guitaristen Brian ”Head” Welch forlod bandet. Heldigvis viste historien Welch som den fortabte søn, og han vendte således tilbage til Korn i 2013.
Sporet af guitaristens fravær har været gigantisk, også større end det umiddelbart har været, at bandet i sin tid mistede deres ellers ikoniske trommeslager, David Silvera. Korn har, siden Welch forlod bandet, eksperimenteret enormt meget med programmering i forhold til deres musik, og sågar udgivet et mixup album med dubstep i form af 2011s Path of Totality.
Denne indtrængen af elektroniske elementer har mildest talt virket med varierende effekt, og er noget bandet i mine øjne, de først var tæt på at mestre på deres seneste (indtil nu) album The Nothing fra 2019. Her formåede bandet på sin vis at genopfinde sig selv med et album der, til trods for at jeg ikke har lyttet meget til det, er et solidt udspil selv for de garvede stjerner i Korn.
Nu er bandet så ude med et helt nyt album i form af Requiem, og en ting står enormt hurtigt klart: Der er i sandhed tale om et Korn-album – på gode godt og skidt.
Korn falder nemlig i den fælde, at de lader til at kigge tilbage mod storhedstiden på det nye album, og der er altså derfor ingen udvikling i lyd nærmere en higen efter noget af det, som engang var.
Keyboards er næsten ikkeeksisterende på Requiem, der i stedet er helt vildt guitar- og riff-fokuseret. Korn er altså vendt tilbage til at lade guitarerne om at skabe de mange musikalske effekter, og netop dette har faktisk været enormt tiltrængt for musikken.
Det er netop denne stil, der for mit vedkommende har været en stor faktor i forhold til definitionen af Korn, på samme måde som de specielle guitarlyde er en essentiel del af et band som Rage Against The Machines lyd og udtryk. Skær det væk, og bandet vil føles amputeret fra, hvad de er kendt for. Således har det været med de seneste albums med Korn, til trods for at der har været høj-kvalitets musik på særligt de seneste to skiver.
Så det er altså på sin vis et dejligt gensyn med den gamle velfungerende Korn-formel, sådan som vi kender den.
Eller, det er det da i hvert fald som så – der er nemlig også skår i glæden.
Korn formår nemlig ikke til fulde at finde fordums storhed helt frem. Denne har nærmere banket hul i en dør med en økse for at råbe, at nu er den her altså uden helt at dukke op. Storheden pikker altså på ruden, men kommer aldrig helt ind. Bandet har ikke totalt forladt de dyder, som de har spillet under de sidste 10 år, og der er altså derfor stadig elementer at mærke fra de albums, der er udgivet i den periode.
Særligt klart står dette når der skal laves omkvæd. Størstedelen af omkvædende på Requiem er storladne og enormt følelsesladede, imens de er meget melodiske og poppede. Det fungerer altså bare ikke altid for Korn at skulle være så decideret sjæler-melodiske, og ganske som sanger, Jonathan Davis, også synger det i “Lost In The Grandeur”: ”I know this all sounds so cliché”. Ironien i den sætning går altså ikke tabt, og dette er formentlig (eller måske nærmere forhåbentlig?) også netop meningen med denne sætning. Det virker i hvert tilfælde meget oplagt at tolke det sådan.
For kliché det er det helt bestemt, og dette forekommer generelt ud over albummet særligt i form af Jonathan Davis’ tekster, der altså ikke altid er lige skarpe. På det her album bliver de i hvert fald til tider lidt kiksede og trækker faktisk lidt ned i oplevelsen. Bevares, det er ikke hele tiden, men de gange hvor det bliver for meget teenager-vrøvl, trækker desværre ned.
Heldigvis har Davis dog stadig godt styr på stemmen, der, selv i en alder af snart 52 år står utroligt skarpt og varieret igennem albummet. Fraseringerne er der også stadig, og når de virkelig spiller, så fungerer det her album altså formidabelt.
Davis er en mester i sin egen ret, når det kommer til at lave spændende fraseringer og melodier. Han kan noget særligt med sin nasale vokal, der alle dage har siddet lige i skabet og været enormt unikke og nærmest et varemærke for bandet.
Desværre er der bare også tidspunkter, hvor vokal valgene er på grænsen til sære. Det virker f.eks. ikke synderligt overbevisende med 3-4 forskellige småtudende og Jonathan Davis’er i “Lost In The Grandeur”, imens der synges indover. Ligeledes er der ufatteligt mange vokalharmonier, der formentlig bliver enten tæt på umulige at få til at virke live, eller også bliver bandet nødt til at spille med playback. På albummet spiller det helt klart, men hvordan det vil skulle udføres live, er en anden sag.
Bandet leverer altså noget af det mest velskrevne musik på Requiem, de har lavet i virkelig lang tid. Faktisk sidder instrumenteringen på dette album gennemgående så godt, at man kunne ønske sig, at albummet også blev udgivet i en ren instrumentalversion. Det ville faktisk klæde Korn at vise deres fine instrumentale kunnen frem om ikke andet så i et mindre oplag på vinyl.
Musikken er ikke alene i form af de store mængder spændende effekter på de 7-strengede og nedstemte guitarer, men i lige så høj grad i kraft af de decideret bundsolide og faktisk overraskende seje riffs, der er spredt ud over Requiem. Det er sjældent, at Korn har udgivet noget, der har været så specifikt inden for riffs, som det er på dette album, hvis de overhovedet nogensinde har udgivet noget, der som helhed havde så stort et fokus på netop dette. Derfor er bassen desværre heller ikke så frembrusende, som vi normalt er vant til hos Korn.
Produktionen virker enormt godt for pladen og dens helhed, men det, at bassen er rykket så langt bagud i billedet, er ikke just noget, der skriger Korn. Bassisten, Reginald ”Fieldy” Arvizu, er midlertidigt på pause fra bandet, men har da alligevel ifølge bandet indspillet sin egen basdele til albummet, der dog alligevel ret ofte ikke har den klassiske klikkende, mellemtoneprægede baslyd, som Fieldy ellers plejer at være leveringsdygtig i.
Som Korn-fan kan dette muligvis ende med at distancere lytteren, men overordnet set så fungerer det faktisk absolut glimrende igennem albummet med denne produktion, der ofte minder om en mellemting imellem Korn III: Remember Who You Are (2010) og See You On The Other Side (2005).
Særligt minder albummet ofte musikalsk om netop See You On The Other Side qua sine riffs, sangopbygninger og lyden på især guitarerne. På mange måder føles Requiem som den See You On The Other Side, vi ville have kunne forventet, hvis nu Head ikke var smuttet fra bandet tilbage i starten af 2005. Den rammer fint på både det poppede og det tunge og passer perfekt ind i blandt bandets øvrige diskografi.
Ikke alle numre igennem albummet er helt lige interessant at lytte til, til gengæld har de hver som en nogle rigtig stærke elementer. Der er ikke noget decideret skidt på dette album, hvor der i stedet blot er gode numre og middelmådige sange og faktiske enkelte sange, der er tæt på fantastiske.
Særligt stærkt står numre som “My Confession”, førstesinglen, “Start The Healing”, og “Worst Is On Its Way” – hvor Davis i øvrigt får vist, at han altså stadig kan scatte til den helt store guldmedalje. Der føler man sig virkelig hjemme og mageligt til rette.
Desværre får vi aldrig et lille stykke med sækkepibe, men det er generelt ikke ofte, Davis hiver den frem. Stemningen af ældre Korn er virkelig til at føle på, og det klæder bandet i enormt høj grad, til trods for stagneringsfaren er unægtelig ligger i at se frem ved at beskue fortiden.
Korn opnår altså ikke fuldstændig pareto-optimalitet på Requiem, men mindre kan helt klart også gøre det.
Albummet er noget af det absolut stærkeste, bandet har smidt ud siden starten af 00erne, så gamet er altså i sandhed uppet.
Numrene fungerer enormt godt og er vanvittigt velskrevne. Ligeså gavner det musikken og bandet, at de er gået tilbage til at være så guitarorienterede igen. Det føles til tider som at være tilbage i tiden blot med ny produktion, og nogle mere storladne til tider alt for poppede omkvæd.
Korn formår altså at levere en plade, der er enormt stærk og forhåbentlig vil sætte sig i lytterens bevidsthed i fremtiden.
