Anmeldelse af:Phil Anselmo & The Illegals. Avalon, Roskilde Festival. den 06. juli 2019.
Der var i sandhed lagt i kakkelovnen til en ond omgang fællesskråleri, da Phil Anselmo sammen med sit band The Illegals skulle spille koncert på Avalon scenen, en koncert, der udelukkende bestod af Pantera-numre.
Det er ikke mere end et år siden, at Anselmo sidst besøgte Roskilde Festival. Dengang var det med smadderbandet Scour, der leverede en intens koncert, hvor særligt slutningen tog kegler. Bandet lukkede nemlig deres koncert af med en stribe Pantera-covers, og dette var publikum vilde med.
I år er det så med The Illegals, at Anselmo besøger festivalen, og denne gang skal der altså KUN spilles Pantera numre! Det har også betydet, at Anselmo er rykket op på Avalon i stedet for Pavilion. Spændende bliver det, da dette umiddelbart bliver det tætteste, vi kan komme på at høre Pantera i dag.
Der lægges hårdt ud med klassikeren “Mouth For War”, der allerede sætter godt gang i de forreste rækker. Bandet virker enormt veloplagte til at levere en fest, og Anselmo klarer faktisk vokalen noget bedre, end han har gjort de sidste mange år. Det virker til, at manden har øvet sig en del for at komme i form til denne tour.
Sætlisten består af en god håndfuld af klassikerne, og enkelte numre som ikke er blevet spillet særligt ofte live. Af numre, der ikke er spillet live så, ofte bør nummeret “Hellbound” nævnes fra Panteras sidste album, Reinventing The Steel, et album, der ifølge Anselmo selv er svært overset.
Der er fællessang igennem hele sætlisten, en ting, som Anselmo selv ønsker flere gange. Om dette er fordi, hans vokal stadig er en kende rusten i forhold til Panteras materiale, eller om det ligger mere på linje med Anselmos attitude om, at Panteras numre efterhånden er alles numre, er ligegyldigt, for publikum i dag, for synges, det skal der!
Desværre er alt ikke lige i skabet i dag. Lyden er mildest talt elendig, hvor guitarerne har en enorm tendens til at drukne i boomet fra trommerne. Dette er ekstremt ærgerligt, eftersom Panteras musik er så riffdrevet, som det er. Ligeledes er vokalen heller ikke altid helt efter den originale forskrift, men de steder, hvor den er anderledes, får bandet og Anselmo det alligevel til at virke.
Hovedpersonen, Anselmo, har altså set bedre dage, og efter de mange skader, som han har pådraget sig igennem en efterhånden lang karriere med højeksplosive energiudladninger, er det ikke meget bevægelse, der er på manden længere. Derimod kan man argumentere for, at manden på dette punkt egentlig har udtjent sin værnepligt, og også gør det glimrende på trods af at være mere stillestående.
Vi får leveret flere klassikere igennem sættet, som for eksempel det absolut mest populære singalong nummer, “Walk”, og den klassiske overgang imellem “Domination” og “Hollow”, hvor førstnævnte nummer startes ved breakdownet.
Vi går forventeligt nok ikke mere fra Cowboys From Hell, da dette album nok er for ambitiøst for Anselmos vokal i dag. Til gengæld lukker bandet koncerten af med den altid legendariske “A New Level”, der sætter et godt punktum på en fed og i høj grad nostalgisk koncert med masser af publikums energi og glæde.
Anselmo beviser, at han stadig kan på trods af en aldrende vokal, og at lyden under hele koncerten har været under al kritik.
