Alice Cooper

Nostalgiens magi

-










  • Alice In Chains

3









Anmeldelse af: Alice In Chains, Copenhell, København d 22. Juni 2018

Alice in chains bragte nostalgi med, da de besøgte copenhell 2018

Grunge-bandet fra 1988, trådte behændigt på scenen. Der skulle ingen intro til, bandet kom bare på og startede med at spille. Alice In Chains havde sin storhedstid op gennem 90’erne, da grunge musikken var på sit højeste. Der kan være mange meninger omkring at genren stadig holder anno 2018, eller om den døde i midt 90’erne.

Efter at have set denne koncert med Alice In Chains, er jeg dog ikke helt parat til at erklærer genren død. Men der skal ikke herske nogen tvivl om at bandet lever på nostalgien om de gamle klassikere. Numre som “Them Bones” og “Dam That River” gik rent hjem hos publikum. Det lod også til at være derfor folk var dukket op her til aften.

Bandets oprindelige forsanger døde i 2002 af en overdosis, efter mange-årigt misbrug og det tog hårdt på bandets image, da hans stemme var en stor del af Alice In Chains’ lyd. Fire år efter hans død fandt bandet en ny forsanger. William DuVall hedder han. Hans stemme, sammen med guitarist Jerry Cantrell gav en udmærket grunget vokal. Men det er svært at nå de samme toner som Layne Stanley præsterede dengang.

Midt i nummeret “Stone” stopper bandet med at spille. Jerry Cantrell siger: “Last time we played this song, the fucking power went out. This time we need some power from you”. Han refererede selvfølgelig til sidst, hvor bandet spillede på Copenhell i 2013. Her gik alting lige pludselig i sort. Men i år gav publikum dem power og bandet kunne forsætte ufortrødent hvor de måtte slippe sidste gang.

Alice in Chains forsatte resten af aftenen med gamle klassikere som: “We die young”, “Would?” og “Rooster”, der sendte nostalgiske kuldegysninger ned af ryggen på os allesammen. Publikum stemte i med fællessang og magien kunne leve videre for en stund. Nyere numre som “Check My Brain” og “The One You Know” klare sig også fint. Men slet ikke på samme niveau som de gamle grunge klassikere.

Se billeder venligst lånt af Sebastian Dammark

Foto: Sebastian Dammark

Foto: Sebastian Dammark

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories