Anmeldelse af: God is an Astronaut. Hotel Cecil, Kbh. 23. april 2023.

Ugen nåede sin ende og sluttede på Hotel Cecil, der de sidste par år har budt på mange fantastiske koncerter. I aften var ingen undtagelse. 

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Der er tale om headlineren, God Is An Astronaut; et bandnavn, jeg har hørt her og der, men aldrig tjekket ud. Dog ved jeg, at de er meget anderkendte inden for deres genre. 

Og så havde vi opvarmnings bandet, EF, som jeg havde endnu mindre viden om. Altså en spændende koncertpakke i post metal/rockens tegn på det i aften udsolgte spillested i hjertet af Kbh. 

Jeg bliver kørt fornemt til dørs og hopper indenfor. Jeg er der lidt i kl. 20:00, hvor musikken skulle starte ifølge eventet. Men det slår mig, at der allerede kommer toner fra scenen, da jeg er på vej ned ad trappen. Jeg skynder mig imod musikken, for ikke alene er jeg lidt forvirret over, hvor tidligt EF er gået på, men det lyder virkelig også spændende og dragende. 

Her, kære læsere, løber denne anmelder næsten tør for ord. Men jeg skal alligevel gøre mit bedste. 

Hvad der møder mine øjne, er et stort ensemble af seks musikere på scenen, hvor flere af dem har to roller/instrumenter at optræde med. Flere medlemmer bidrager f.eks. med vokal på trods af, at det her mest er instrumental musik. 

Men hvilken musik! 

Det hele er på samme tid og ad flere omgange grandiøst, følsomt, melodisk og melankolsk. Vi befinder os i post-rock-genren, men det her føles bare som så meget mere. Deres keyboard lægger et filmisk soundtrack af ømhed over bandet, imens guitar, trommer og bas rammer mig som en lydmur af intensitet og drømmende bølger. Hvor vokalen fra diverse medlemmer kommer i spil, er den minimalistisk og forsigtig uden at fremstå for anonym. 

Jeg må lukke øjnene, når celloen skinner igennem et lag af fortryllende guitar og messende sang.

Efter første nummer er jeg væltet bagover. Og så annoncerer bandet, at her kommer deres sidste sang. Hvad? Hvor tidligt er de gået på i forhold til tidsplanen? Det kan da ikke passe. Men, jo, det kan det godt, og jeg får beklageligvis kun serveret ét stykke episk fuldendt musik til, før EF takker af og går af scenen. 

Hvor hammer ærgerligt, men hvilket sidste nummer. Det bliver endda krydret med skrig fra den ene guitarist henimod det musikalske klimaks, hvor alle instrumenter eksploderer. Den anden guitarist står på et tidspunkt og skriger ned i strengene på sit instrument. Og det kommer der jo en eller anden lyd ud af. 

Wauw, en oplevelse; det var alt for kort, men det her skal jeg simpelthen opspore live et andet sted. Jeg skal have mere af den her “Cinematic Post-Rock”, som bandet selv har døbt deres musik, inde på deres Bandcamp-side. 

En rammende betegnelse som alligevel slet ikke dækker over den her drøm, der blev afbrudt for tidligt. Havde jeg fanget hele koncerten, havde det her uden tvivl været en af årets største liveoplevelser.

Efter en pause er det tid til God Is An Astronaut. Her er vi nede på fire medlemmer, og udtrykket er noget mere simpelt, end hvad jeg lige har oplevet. Men det skal bestemt ikke ligge bandet til last. Der er stadig fyldt af nuancer i deres lydbillede, og store scenarier males inde i mit hoved, imens musikkens kreativitet slippes løs. 

For der er masser af detaljer at gå på opdagelse i, når bandet spiller deres flotte dynamiske riffs og bygger op til de intense og hurtige passager. Igen er vokalen ikke ofte brugt. Når den kommer i spil fra deres guitarist, minder den mig om en slags sirenesang, som den harmonerer med musikken. Meget smukt.

Publikum befinder sig i en rolig trance tilstand og er flot stille under numrene. Hvor skønt med folk, der forstår at sætte pris på oplevelsen. 

Jeg lægger mærke til, at God Is An Astronaut er et band, der tiltrækker mange forskellige fans. Lige fra fyren med In Flames-hættetrøjen foran mig til den unge kvinde, der danser til musikken foran scenen + voksne i skjorter, der blot står og introvert føler stemningen. 

Det er bestemt også kendere af bandet, der er tilstede i aften. Særligt med de bifald, bandet får kylet i hovedet, når sange som “Seance Room”, “Far From Refuge” og “All Is Violent, All Is Bright” bliver præsenteret. 

Jeg forstår 100 %, hvad det her band kan, og jeg skal helt sikkert opleve deres musik igen, når jeg får chancen. Flere gange får jeg da også lukket øjnene og headbanget mig væk til tonerne af sørgelig og varierende rock. Præcist, som jeg kan lide det. 

Jeg må dog indrømme, at de to lange sange fra EF simpelthen havde noget over sig, jeg slet ikke bebrejder God Is An Astronaut for ikke at have, men der var blot det ekstra lag af magi i det første band for mig i hvert fald. 

Men selv om opvarmningen løb med sejren denne aften, så var begge bands en gave indenfor instrumental dybde og længsel imod fjerne toner fra det menneskelige hjerte. 

Det var bestemt et følelsesmæssigt homerun denne søndag aften.