Anmeldelse af BAEST og CABAL. Train, Aarhus. D. 15/03-2024.

Train nåede så godt som det menneskelige kogepunkt, da aarhusianske BAEST headlinede med tonsertunge CABAL som opvarmning.

Foto: Amanda Gaarsdal

CABAL

Takket være en forsinket bus og ikke mindst en person i køen, der ikke kan finde sin billet og bruger ualmindelige mængder tid i døren, lykkes det mig at ankomme et par numre inde i CABALs sæt. Der er allerede rigtigt godt gang i festen særligt på de forreste rækker, og spillestedet er godt fyldt.

CABAL er et band, jeg har set en del gange efterhånden, og til trods for at de spiller en genre, som jeg personligt ikke er den store tilhænger af, har de, som de bl.a. viste på Spot Metal i 2021 på selv samme spillested, virkelig noget at byde på; særligt live! Dette viser både band og publikums reaktion på selvsamme band igen denne aften. CABAL er ikke i smilets by for sjov. De er her for at give den gas!

…Og gas skal jeg love for, at der bliver givet! Københavnerne er i hopla, og publikum kvitterer med et energiniveau der sjældent ses ikke bare i Aarhus, men i Danmark i det hele taget. Stemningen er lige så høj som den er god, og bandets sammenspil er stramt. Musikalsk er vi ofte ovre i det lidt djentede hjørne (i min optik) af deathcore-genren. Breakdowns er der selvsagt mange af, og til trods for at det altid føles som et billigt trick rent kompositorisk, fungerer det faktisk for CABAL.
Måske fordi de breakdowns, der er, bliver brugt sparsomt, og det derfor ikke kommer til at virke som en gimmick? Måske fordi deres breakdowns ikke blot virker som en nem løsning på at komme fra A til B? Uanset virker det for bandet, og publikum kvitterer med en moshpit, der må være et hvilket som helst åbningsbands våde drøm.

Stemningen nærmer sig kogepunktet i løbet af koncerten. Bandets energi på scenen er intet mindre end eksemplarisk, om så det kommer til guitaristernes headbanging, bassistens dybde og aggression, trommespillets nærmest overlegne leg eller forsanger, Andreas Bjulver Paarups, aggressive velsiddende vokal og enormt energiske performance; CABAL har styr på liveudtrykket, og det kommer virkelig til sin ret her til aften.

Lyden er måske til den lidt mudrede side, men det spiller alligevel fint til koncerten. Den playback, gruppen benytter sig af, kan mærkes, uden at den trods alt bliver for meget. Desværre går der stadig lidt af de ellers til tider ret tekniske riffs tabt i den lidt for tykke lyd på spillestedet. En skam for gruppen, spiller som sagt enormt tight.

CABAL leverer en lækkert spillet koncert med den perfekte energi. Der bliver spillet lige over en halv time, og selv om det rent musikalsk mætter her, kunne man snildt have smidt i hvert fald ti minutter mere efter københavnerne, alene fordi de skaber en utroligt fed stemning og fest med et stramt og glimrende eksekveret liveshow.

BAEST

‘Hjem til Århus’ sang På Slaget 12 tilbage i 80erne. For aftenens hovednavn er der en enorm sandhed i denne udtalelse. BAEST er vendt hjem, og de har så godt som udsolgt et af Aarhus fineste spillesteder.

Vi skal ikke mange sekunder ind i kampens hede, før moshpitten fylder så godt som hele frontgulvet. BAEST er ikke kommet for at tage fanger, og publikum ønsker kun at yde deres ypperste. Modsat CABAL er BAEST her også for sjov med en god omgang jysk humor, som da forsanger, Simon Olsen, får en circlepit til at løbe rundt om sit mikrofonstativ, som Olsen til lejlighed placerer nede i pitten. “Som et juletræ”, som der kækt bliver sagt i mikrofonen. Det er morsomt, og det spiller.

Publikum er om muligt endnu mere på, end de var under CABAL, og det smitter i høj grad af på det ellers i forvejen tændte band. BAEST spiller med de store næver, og de rammer hårdt på Train. Forsanger, Simon Olsen, brøler, crowdsurfer og smadrer sin vej ind i publikums hjerter her til aften.

Det kan ses, og bemærkes i øvrigt desuden fra scenen, at bandet har været på efterskole-turné. Fronten er fyldt med unge mennesker. De mennesker, der gerne skal hjælpe med at være faklen videre, og skal vi være helt ærlige? De gør det godt. De unge viser, at en moshpit stadig kan være et sted for alle. Til trods for grønne mennesker er opførslen brun. Folk bliver hjulpet op, og stemningen er enormt god i pitten.

BAEST har et utroligt velsiddende sammenspil her til aften, og bandet lader til at være i hopla. Guitarerne er måske lidt mindre tørre og motorsavs-agtige i deres lyd, i forhold til da gruppen startede. Til gengæld er den lækkert bred og dynamisk, sammenlignet med at bandet har udvidet sig fra at være rent svensker-tilbedelse til at være noget lidt mere for sig selv, som de i denne anmelders øjne beviste tydeligt på albummet Necro Sapiens.

Publikum får crowdsurfet til den helt store guldmedalje her til aften, og jeg bider meget mærke i, at vagterne tillader det på en ordentlig måde til dette show. Det lader til, at Train og dets vagter har taget kritikken til sig fra koncerter som bl.a. Cannibal Corpse eller Gojira. Crowdsurfing bliver denne gang taget imod af vagterne i stedet for blot at blive skubbet ud i publikum igen, hvilket blot skaber farligere situationer end nødvendigt. Spillestedet og særligt dets vagter har lært af tidligere års lektie; og det er mildest talt en fryd for både publikum og anmelder.

Sammenspillet i bandet sidder, som det skal her til aften. BAEST har erfaringen og evnerne, dette står så godt som altid klart, når de først kommer på en scene. Instrumenterne går klart igennem, og vokalen er dyb og ond, sådan som vi kender den fra Simon Olsen. Lækkert er det desuden, når Lasse Revsbech og Svend “Sværd” Karlsson rigtigt får lov til at lege op af hinanden med guitarerne. Solo stykket i “Ecclesia” spilles til UG, og man kan se de største smil på begge guitaristers ansigter.

Bandet leverer en koncert ud over det sædvanlige på Train her til aften. Damplokomotivet, der kaldes BAEST, rullede stærkt ind på perronen og fik sat temperaturen på spillestedet på kogepunktet. Størstedelen af publikum må formentlig gå svedige fra Train efter en enormt energisk og velspillet koncert fra Aarhus egne dødsdarlings.

Galleri af koncerten fra Amanda Gaarsdal: