Anmeldelse af: Cannibal Corpse m.fl. Train, Aarhus, 08. april 2023.

Der blev i høj grad givet gas, da Cannibal Corpse lagde vejen forbi den østjyske hovedstad med en god håndfuld spændende supportnavne i favnen.

Foto: Mariann Burup

Stormruler

Aftenen lægger ud med black metal, besiddende så rigeligt af fart over feltet så det halve næsten kunne være nok, og så alligevel ikke.

Der er smæk for skillingen, og bandet forsøger i høj grad at opildne til en god omgang moshing og dansegulvsfest. Det lykkedes også, men ikke uden, at der skal kæmpes for det. Gruppen spiller fremragende og er i sandhed kompromisløse, når det kommer til særligt fart og optræden. Der er rigtigt god energi oppe på scenen, og det begynder hurtigt at smitte af på publikum. Bassisten lykkedes i sit andet forsøg med at få publikum til at brøle i takt, men her er publikum virkelig også blevet henkastet og som tryllebundet af den mørke metal, der blæses ud af højtalerne.

Lyden er en kende rodet under Stormrulers eskapader, hvor særligt guitarerne ikke altid skærer helt ordentligt igennem mixet. Ligeledes spiller gruppen ikke konsekvent helt jævnt, hvor særligt afslutninger på numrene viser sig sporadisk problematiske. Overordnet set spilles der dog fint sammen og med et godt pondus. Bassen lægger sig lækkert imellem trommerne og guitaren, og vokalen er skinger og hæs på en lækker sprød måde. Man mærker bandets eget lydbillede og at dette er fedt og fungerer, i hvert fald når det hele spiller, også selvom der er hørt lignende mange gange før.

Stormruler formår at starte aftenen i god stil, med en koncert med så rigeligt af pondus og intensitet. Intensiteten bliver desværre først grebet lidt sent af publikum, man da faklen tages bliver der så sandelig også løbet med den.

Ingested

Der går ikke lang tid fra Stormrulers koncertafslutning, før næste gruppe entrerer scenen til publikums store bifald. Ingested fra England er landet i Smilets by, og nu skal der festes og slås til den helt store guldmedalje.

Bandet vinder nærmest publikums hjerter fra første strofe bliver slået an, og gruppens kompromisløse blanding imellem dødsmetal, slam og deathcore blæses igennem det fremmødte publikums hjerneskaller, som var det med vindstyrke hundrede. Publikum kvitterer med noget af det mest voldsomme, jeg nogensinde har oplevet på et aarhusiansk spillested. Moshpitten er konstant i gang, og nærmest per automatik stor, ligesom den ofte løber ud i circlepits. Derudover får Ingested lavet så godt som hele dansegulvet om til en stor wall of death, og dette har jeg helt ærligt aldrig nogensinde oplevet et band gøre på Train.

Desværre opstår der dog umiddelbart de samme sædvanlige problemer, som altid opstår, når der er godt gang i den til en koncert på Train: Sikkerheden er ikke i orden, eller ydes i hvert fald yderst besynderligt. Crowdsurfere bliver ikke pillet ned af vagterne, men bliver blot skubbet ud i hovedet på publikum igen, og der opstår flere potentielt set farlige situationer heraf. Dette burde Train se at få taget sig af, for det er et problem, der har stået på rigtigt længe.

Lyden er desværre ikke helt skarp igennem koncerten, hvor vi igen oplever, at særligt guitaren lider af, at trommerne får lov til at brage så voldsomt igennem, som de gør under Ingesteds koncert. Det virker til, at der sker meget mere på guitaren, end ørene lader sig påvirke af. Heldigvis lader det til hovedsageligt at være problematisk under de hurtigere stykker i musikken, og Ingested gør sig ofte i langsomt og knusende dødsmetal, hvor lyden egentlig spiller glimrende. Nuancerne går desværre ofte lidt fløjten til fordel for brutaliteten.

Dark Funeral

Det er blevet tid til at vende tilbage til den mørkere og mere dystre metal. Du ved, den, hvor Satan er din bedste ven, og Jesus helst skal have en snotter lige i ansigtet. Næste navn på scenen er svenske Dark Funeral, som jeg var ganske begejstret for til sidste års Death Coast Festival i Esbjerg.

Der er virkelig tænkt over helhedsindtrykket hos Dark Funeral, der spiller i fuldt black metaloutfit med dertilhørende læderrustninger, corpsepaint og kantede instrumenter. Helheden står enormt skarpt og viser et band, der går op i tematikken og bærer denne med en vis form for professionalisme og stil. Der er altid fare for, at bands, der har sådanne former for uniformer på, træder på den forkerte side af den tynde linje, der ligger imellem ’fedt’ og ’total latterliggørelse’. Dark Funeral formår er høre til i første gruppe.

Bandets sammenspil fremstår lige så veludført som deres påklædning. Bandet spiller ufortrødent og nådesløs black metal med stærke melodier og en lækker hæs vokal, der indimellem også bevæger sig over i det mere kommanderende. Musikalsk spiller Dark Funeral fremragende her til aften, eller det virker det i hvert fald til, for ak og ve; lyden er endnu engang ikke så skarp, som man ville ønske det. Atter engang drukner det ellers detaljerige guitarspil i lyden af de buldrende stortrommer, så man mister utroligt meget af det melodiske i de hurtige og vævende guitarstykker. Guitaren har ellers en enorm rolle i forhold til den melodiske helhed i gruppen og er her, hvor Dark Funeral ofte netop rammer utroligt godt.

Bandets optræden lader dog ikke til at falde på, hvorvidt lyden skulle være skidt eller kanel. Scenepladsen er trang, men bliver udnyttet til fulde af Dark Funeral og deres teatralske optræden. Bandets optræden er ikke en, der just indgyder til moshing eller lignende, og der kommer netop herfor heller ikke rigtigt gang i publikum, der i forhold til tidligere på aftenen er lidt mere stillestående igennem denne koncert.

Dark Funeral leverer en fin koncert, der dog desværre bliver hæmmet enormt meget af dårlig lyd. Bandet formår dog at stå skarpt qua deres helhedsindtryk og spiller umiddelbart fremragende. Publikum er efterhånden ved at være varme og klar til aftenens helt store hovednavn.

Jeg vil herfra overlade ordet til vores tilstedeværende fotograf Mariann Libach Burup:

Cannibal Corpse

Tiden er oprundet. Efter et ualmindeligt langt changeover indtager Cannibal Corpse endelig scenen. Salen koger. Vi står nu overfor aftenens kulmination. Det øjeblik, alle har ventet på. De første toner slås an, og publikum skråler i et kollektivt jubelråb, da “Scourge of Iron” sender en lydmæssig mejertærsker ud over masserne og nedlægger det fremmødte publikum.

De erfarne herrer i Cannibal Corpse fik høvl for deres samspil af vores anmelder Magnus i denne anmeldelse fra tirsdagens koncert i Amager Bio. Om vores bønner er blevet viderestillet, eller deres drew har kørt anmeldelsen gennem Google translate, er ikke til at sige, men umiddelbart var der bedre styr på samspillet denne aften. Stadig ikke med samme præcision, som man måske ville kunne forvente med så mange årtier på bagen, men trods alt heller ikke det værste i mands minde.

Setlisten var præget af klassikere som “Fucked With a Knife”, “Kill or Become” og “A Skull Full og Maggots”, krydret med lidt nyere godter som for eksempel “Inhumane Harvest”. Mellem numrene fik vi George ‘Corpsegrinder’ Fishers charme at mærke. Dad-jokes røg ud over scenen, præcis som forventet, sammen med velkendte, indøvede replikker som “This song is about shooting blood from your cock!”.

Aftenens største overraskelse var den krig, der blev udkæmpet mellem bandet og Trains security. Crowdsurfing-krigen. Som Bastian også nævner ovenfor, ville security bare ikke have noget med crowdsurfers at gøre. Det endte ud i svinere fra Corpsegrinder på scenen rettet mod security, men først langt over halvvejs i showet (hvor crowdsurfing havde pågået siden første nummer) blev der meldt ud fra scenen, at folk skulle lade være med at crowdsurfe, for “we care about you guys. Apparently they don’t. Lazy fucks”.

Hvor meget Cannibal Corpse egentligt holder af deres publikum, når de lader dem crowdsurfe, til trods for at deres egen roadie og en mand fra publikum må gå ned i graven for at gribe folk, da security har forladt graven, ja.. det må du selv fundere over.

For at opsummere aftenen var den mere eller mindre præcis, som jeg husker Cannibal Corpse. Tunge gamle mænd med verdensmesteren i helikopter-headbanging i front og et crowd, som er kommet for at bløde ud af øregangene. Ingen store overraskelser, bedre lyd end til resten af aftenens eskapader, et tændt publikum og en konstant moshpit blev altså opskriften på dette kannibalske besøg i den jyske hovedstad.

Mariann Libach Burup har flere billeder fra aftenen her: