Anmeldelse af: Death Coast Festival. Dag 1 af 2. Tobakken, Esbjerg. 10. juni 2022.
Førstedagen bød på både black og død for vores udsendte anmelder, da han besøgte den splinternye vestjyske dødsmetalfestival, Death Coast Festival, i fiskerbyen Esbjerg.
Arkivfoto: Heartmatter Artworks
Dark Funeral
Aftenen lægger hårdt ud med fredagens hovednavn, der af årsager har måtte bytte spilletid med det nyligt gendannede semi-lokale kult-band Maceration, og derfor går Dark Funeral naturligvis det tidligere på end forventet nemlig allerede klokken 21.
Da bandet så kommer på scenen, er det da heller ikke til et stille publikum. Der hujes og klappes af det svenske band i en sådan grad, at man formentlig sjældent hvis da nogensinde har hørt mage i forhold til svensken i det vestjyske. Bandet kvitterer med et velsammenskruet og enormt professionelt udført show, hvor der bliver gået godt til det i dagens anledning sortmalede stål, men desværre stadig med et show, der til tider fremstår lige lidt for rutinepræget, end hvad godt er. Der går tomgang i den oftere, end der bør, til trods for at bandet til stadighed spiller fremragende.
Musikalsk ligger Dark Funeral perfekt i forhold til Death Coasts demografi i kraft af, at deres musikalske udtryk ofte varierer imellem black- og dødsmetal dog med klar hovedvægt på black-metal.
Lyden står enormt klar, og dette er ofte også nødvendigt for og et kæmpe plus for black-metalbands, der alt for ofte har så dårlig lyd, at man hverken kan differentiere imellem toner eller instrumenter – det kan man godt hos Dark Funeral, og i aften er ingen undtagelse. Guitarerne er høje og river i publikums ører, imens den voldsomme og til tider godt hæse vokal forsøger at trække rygsøjlen op igennem nakken og ud af ørene på den samlede lytter og beskuer. Bassen er som hos de fleste black-metal bands desværre ikke særligt synlig, men den kan da stadig mærkes, omend i noget mindre grad end de hæsblæsende trommer, der i dagens anledning ikke får for lidt.
Forsanger, Heljarmadr, formår at komme godt rundt på scenen og fanger da også publikums interesse på glimrende vis. Til tider virker den kære sanger dog måske en knivspids fjern.
Der bliver headbanget til den helt store guldmedalje på scenen, og det står absolut klart, at Dark Funeral består af seriøse og dedikerede musikanter, der alle har et ønske om at bide fra sig ikke blot i form af deres musikalske udtryk, men i lige så høj grad qua deres optræden og ikke mindst deres påklædning – for netop påklædningen er absolut godkendt indenfor genren, om end det kan tages som værende en kende fjollet. Læderrustninger udført i sort spiller altså godt for særligt Heljarmadr, og det er med til at vise et band, der går op i helhedsindtrykket.
Alt i alt formår Dark Funeral at levere en koncert over det jævne som Death Coast Festivalens første headliner.
Der har været godt med knald på musik og sceneshow, der dog til trods for dette til tider har været i fare for at gå hen og virke for rutinepræget og trivielt.
Dark Funeral spiller dog fremragende og har et utroligt stærkt helhedsindtryk, der trækker rigtigt godt for bandet her til aften.
Maceration
Afslutningsvist skal vi, som før nævnt, tilbage til de tidlige 90ere og have fat i et kultklassisk næsten-lokalt band. Vi skal have fat i det nyligt gendannede Maceration, der har fået den ære og fornøjelse af at skulle fordøje aftenens publikum efter en fuldfed tur på bordet hos de mørke svenskere.
For nogle er Maceration et legendarisk band indenfor genren, til trods for at de kun nåede at udgive albummet, A Serenade of Agony, samt et par demoer tilbage i 90erne. Bandet bestod og består da også stadig af prominente herrer fra det ligeledes lokale helteband Invocator, samt Edge of Sanitys legendariske Dan Swanö, der dog ikke længere gør det som sanger i gruppen. Faktisk kan det sågar diskuteres, hvorvidt Maceration er det første danske dødsmetal band eller ej. Dette er ikke en diskussion, denne anmelder ønsker at give sit besyv med i, så lad os blot sige, at de er blandt de første danske dødsmetalbands i stedet og så komme videre til det vigtige, nemlig hvordan denne gendannelse så fungerer.
Det skal hurtigt vise sig, at den nye inkarnation af Maceration ikke blot holder, men i høj grad også stadig formår at holde sin fangruppe ekstatiske. De forreste rækker er til trods for det i kølvandet på Dark Funeral-koncerten svindende publikumsantal i enormt højt humør. Det betyder jo så bare, at publikum får det mere plads at boltre sig på, og boltres bliver der bestemt gjort oppe på de forreste rækker, hvor det sågar lader til, at de fleste endda kan adskillige af teksterne. Det er sgu da imponerende for et band, der ikke har spillet sammen siden engang i midten af 90erne, aldrig rigtigt brød fuldstændigt igennem, og samtidig har så få udgivelser under bæltet.
Der bliver gået til stålet fra de skrå brædder på den gamle tobaksfabrik. Særligt er bandets nye forsanger, Jan Bergman Jepsen (ex Cor Vacante), i fuld hopla her til aften og kommer enormt godt ud over scenekanten. Resten af bandet er mere stillestående og tilbagelænet, hvilket til tider godt kan trække en anelse af pulsen ud af koncerten.
Sammenspillet rammer rimelig pænt her til aften, sådan lyder det i hvert fald umiddelbart. Lyden passer perfekt til et band, der kun har udgivet i 90erne, da den er noget grynet og knitrende i de højre frekvenser. Der mangler noget pondus i lyden; noget, der kan sparke lytteren op af stolen og ud på dansegulvet således, at nakken kan blive ordentligt straffet. Til denne koncert er lyden i hvert fald ikke helt optimal, hvor man ofte mister mindre og til tider større detaljer i sammenspillet gruppen imellem i et sonisk virvar.
Heldigvis formår Maceration at levere et fremragende første gendannelsesshow til verdens første Death Coast festival.
Der er blevet gået til stålet, der har været fest, og det tilbageværende publikum kvitterer med store smil, horn i vejret, klapper i, jublen og formentlig også nogle ømme nakker til morgendagens festivalstrabadser.
