Anmeldelse af: Nothing More. Pumpehuset, Kbh. 05. maj 2019.
Barren var måske sat lidt for højt over at skulle gense Nothing More til, at den forventning kunne blive indfriet – men andre ting spillede ind på denne lidt middelmådige koncert
Foto: Mathilde Maria Rønshof / Mathilde Maria Rønshof
Var du blandt de heldige, der overværende Nothing More til Copenhell 2018?
Denne anmelder var i hvert fald ellevild over den performance, der formåede at vise, at man kan gøre metal kunstneriskt udfordrende, uden det partout skulle forfalde til at blive teatralsk eller dronende.
Med Nothing More – eller Nøthing Møre, som de skriver sig selv – har man en god sjat alternative metal med andre spidsfindigheder, der gør, at sjældent to sange er ens, men helt bestemt deres egne.
Men deres liveshow – specielt sidste år!
De har blandt andet en anordning, de kalder “The Scorpion Tail”, hvor forsangeren, Jonny Hawkins, klatrer op i denne dingenot, der er svejset sammen af bassisten, og hvor førstnævnte så kan kontrollere pitchen fra forskellige instrumenter, mens de spiller, og han selv kan forvrænge sin vokal, mens han styrter rundt som en abe i et fritsvævende bur.
Måske lyder det ikke af så meget her, men det var en oplevelse udover det sædvanlige sidste år (Fik jeg nævnte, at man burde have set dem på Copenhell sidste år?).
Dette gjorde så også, at fotografen og jeg brugte tiden på et interview med bandets selvsamme svejser-bassist fremfor at se engelske Black Peaks varme op. De skulle eftersigende have været gode, men det samme er vores interview med bassist, Daniel Oliver, som du kan se HER.
Nothing More
Så hvis du har læst anmeldelsen fra sidste år, som jeg nu har linket til tre gange, så ved du, hvor meget opbygget spænding, nysgerrighed og begejstring over lidt under et år efter endelig at skulle opleve Nothing More det var blevet til for fotografen og jeg.
Blev det så indfriet?
Nej, desværre ikke.
Det kan hænge sammen med, at jeg simpelthen havde sat forventningerne for højt, og måske var jeg begyndt at romantisere den tidligere oplevelse for meget og sat den op på en piedestal. Nogle ting har måske bare bedst af at være minder og ikke noget, man tror, man kan komme til at opleve igen?
I hvert fald var det spændende at se, hvordan det ville tage sig ud for Nothing More indendørs i Pumpehuset, hvor de også tidligere har spillet.
Allerede fra start skuede en gigantisk kran ud på os, der næsten nåede op til loftet på Pumpehuset, og som forsangeren da også glad kravlede op i. Mens den så dinglede frem og tilbage, drejede han på et tågehorn under første nummer og klatrede ned igen. Mere blev den ikke brugt.
Der må være nogle stage-folk, der har ærgret sig over at bære den så langt op for kun at blive brugt i 30 sekunder.
Ellers foregik det meste af koncerten nede på jorden, og hvor energien så tog til, og publikum tydeligvis var begejstrede og i symbiose med bandet. Nothing More har virkelig fået tag i visse segmenter af det danske metal-miljø.
Kort efter stod det dog klart, at forsangeren ikke var gearet til denne koncert. Hans stemme knækkede flere gange og han kunne slet ikke ramme tonerne i samme omfang, som man kender det fra pladen.
Bagefter koncerten mødte vi bassisten igen, som sagde, at forsangeren havde været mere syg, end han lige gav udtryk for på scenen. Hvorfor han så vælger at optræde topløs, uden sko og i hullede jeans i den koldeste maj-måned i Danmarks minde, er så en gåde.
Da musikken så endelig begyndte at ramme topniveauet og virkelig spillede sammen med resten af publikum på de store mængder af energi, så var det hele slut.
Sådan føltes det i hvert fald.
Der blev spillet både kendte og ukendte hits, men da forsangeren endelig hoppede op i “The Scopion Tail”-maskinen, hvor der, som nævnt, kan dirigeres med lydene, så var det for et enkelt nummer, et Queen-nummer, og så var det hele ovre.
De havde valgt at droppe de sidste sange for at skåne stemmen på Jonny, og det er også helt tilforladeligt, men så står man virkelig også bare tilbage med en følelse af, at man slukker en film lidt midt i biljagten og aldrig finder ud af, hvem morderen var.
Det var en flot koncert, men det bliver også derefter, når man føler, man kun har oplevet 4/5 af en koncert.
Mathilde Maria Rønshof / Mathilde Maria Photography tog billeder af bandet i går:
