Anmeldelse af: Ministry. VoxHall, Aarhus. 26. juni 2019.
Ministry formåede først at starte festen på Voxhall, da de i anden del af deres sæt, begyndte at spille de gamle klassiske sange. Nyt var i den grad yt denne aften i Aarhus.
Foto: Hasan Jensen / homagephotography.com
Ministry er et forholdsvist nyt bekendtskab for mit vedkommende. Jeg har ikke hverken hørt dem særligt længe eller synderligt meget. Alligevel er det et band, som jeg egentlig ret godt kan lide, når det kommer på, og derfor er jeg da også klar på at skulle holde industrial-fest på VoxHall i Smilets by, Aarhus.
Bandet har på denne turné valgt, at de skal spille deres nyeste album, AmeriKKKant, i sin helhed, en ting, der på papiret virker som et ambitiøst og måske lidt farligt projekt for et band, der hovedsageligt er kendt for deres tidligere albums, særligt de fra 90erne. Dette har heller ikke umiddelbart været annonceret inden koncerten.
Det viser sig kun at være delvist farligt, for de nye numre fungerer glimrende live, og lyden på VoxHall giver dem en sprødhed og aggression, som passer godt til Ministry. Desværre er det bare som om, at både band og publikum ikke helt formår at få gearet op til de høje omdrejninger. Der kommer aldrig rigtigt gang i den under denne del af sættet, på trods af numre som egentlig fungerer fint. Der bruges nogle virkemidler, der virker lidt fjollede, men som egentlig passer rigtigt fint med Ministrys politiske linje. Særligt i nummeret “Antifa”, hvor der bliver viftet med store Antifa-flag kan det godt blive lidt for meget af det hyklerisk sure, og det rammer aldrig rigtigt publikum.
Da bandet efter cirka 47 min har spillet deres album, går de af scenen og vender ikke tilbage før fem minutter senere, hvor de så lover publikum, at der nu skal festes, som man gjorde det i 90erne. Det kommer aldrig til at koge helt som i 90erne, hvor stagediving, crowdsurfing og ekstreme moshpits var almen kost, men mindre kan bestemt også gøre det. Her begynder koncerten endelig for alvor, og festen starter hurtigt op inde på dansegulvet. Nu skal der altså moshes igennem!
Bandet virker ligeledes en kende mere oplagte. Dette kan nok netop begrundes i, at publikum er mere med på noderne til de sange, de har hørt i mange år fra de gamle Ministry-dage. Sange som “Jesus Built My Hotrod”, “Just One Fix” og “N.W.O.” går rent igennem, og publikummet får skrålet med på disse sange. Forsanger Al Jourgensen får da også lige bappet lidt på en vape fra scenen, som han deler lidt ud af til det forreste publikum. Senere får jeg at vide, at det altså ikke var nikotin, der er i den vapepen, som Jourgensen benytter, og det undrer på ingen måde.
Andet sæt er lige en kende kortere end det første og bliver sluttet af med et lidt langtrukkent cover af “No Devotion” med Revolting Cocks.
Ministry har vist at de altså stadig kan, men at deres spidskompetence altså ligger i det, der blev lavet i de gamle, vamle 90ere. Ud fra festen kan vi i hvert fald bedømme, at nyt er yt, og det gamle altså stadig holder.