Anmeldelse af: Fuzztival. Tobakken, Esbjerg. 13. maj 2022. Del 1.
Atter engang vender Metal A Day snuden imod vestens salte vind, for der skal opleves tunge rytmer, syrede udviklende melodier og naturligvis masser af Fuzz.
Foto: Peter Langwithz Smith
Sidste år var jeg enormt begejstret for den esbjergensiske syre/stoner/doom-festival med det meget sigende navn, ’Fuzztival’. Sikke et navn!
Man ved lige præcist, hvad man går ind til med det navn, og man får i sandhed præcist, hvad der bliver lovet. I hvert fald ud fra festivalnavnet.
I år falder festivalens første dag sågar på Store bededag, hvilket under normale omstændigheder havde været fedt, da man (læs: jeg) ville kunne nå hele festivalen. Sådan bliver det desværre ikke i år. Tværtimod spænder det ekstra ben for planerne.
Dette udmunder i, at denne anmelder først lander ved Tobakken over halvejs inde i Kahns koncert og vurderer, at der ikke er nok tilovers af koncerten til, at den kan anmeldes med god samvittighed. Sådan kan det desværre gå ind imellem, og det er da helt klart en klassisk historie for mit vedkommende.
Jeg køber derfor en øl og får mig en sludder med en håndfuld kammerater, som ligeledes er til festivalen, imens vi venter på, at københavnske Papir entrerer scenen på den gamle tobaksfabrik.
Papir
Her er noget der, virker bekendt og så alligevel overhovedet ikke. Konceptet oplevede vi dog til sidste års festival, da Øresund Space Collective lukkede festivalens første dag med en syret omgang jam-improvisation. Det vil sige, at det stadig virker til, at der er en slags mening med galskaben. Hvor denne mening dog var mere udtalt ved, at Øresund Space Collective havde en del skiftende soli fra flere medlemmer, så er Papir en trio, og derved kommer musikken ikke på samme måde til at virke helt så inddelt.
Det er tydeligt fra start, at Papir er dygtige musikere. De kan virkelig deres kram, og de ved, hvor de har hinanden henne. Det er jo i og for sig også det absolut vigtigste med denne form for improvisatoriske musik. Sammenspillet er enormt skarpt og bekræfter blot, at bandet her har spillet meget sammen.
Ligeså vel som der er styr på sammenspillet, er der styr på lyden under aftenens origami-seance. Alt står skarpt og klart og det er enormt rart, når der sker så meget på instrumenterne, som der gør under Papirs udfoldelser her til aften. Guitaren er skarp, når den skal, og flydende, når behovet er der. Brugen af delay på guitaren er enormt effektivt. Bassen ligger tungt nok i mixet til, at der er bund, men formår stadig at stå frem, især når der lige kommer lidt ekstra knas på. Trommerne er absurd velspillede og til tider nærmest jazzy. Det hele spiller enormt godt for Papir her til aften. I hvert fald på papiret.
Desværre opstår der også det problem, at det er svært at holde publikums interesse blot ved at være dygtig. Papir har fået halvanden time tildelt til aftenens udskejelser, og det kan ses på det i løbet af seancen svindende publikumsfremmøde. Det bliver simpelthen for meget af det gode i så lang tid med så løs musik, særligt når der ikke rigtigt gøres så meget ud af at lave et reelt show. Papir formår på nærmest ingen måde at komme udover scenen og få inkluderet publikum ordentligt i deres musikalske univers.
Papir vækker dog alligevel noget interesse, og de publikummer, der bliver, har fået en oplevelse, de vil huske. Halvanden time bliver bare lige lidt for langt for de fleste, og det inkluderer denne anmelder.
Truckfighters
”Svenskerne kan deres kram, når det kommer til stoner” – alment ordsprog, eller det burde det i hvert fald være!
Sverige har tydeligvis et stort marked for retro-rock og -metal, ja, faktisk metal generelt. Lige her er der bare ikke tale om metal generelt, men netop føromtalte stoner. Truckfighters skal nemlig spille op til fredagens sidste dans. Mit kendskab til dette band kan velsagtens omtales som et enormt sporadisk og let kendskab. De er da blevet hørt før, man er stødt på deres albumcovers på YouTube, makkerne hører det, men alligevel er det ikke rigtigt noget, der har bidt sig fast her. Det har åbenbart ikke rigtigt ramt hårdt nok, og de har på mange måder føltes ret generisk. Musikalsk er det sådan set også ret så generisk, men det er vel på mange måder også netop meningen ved at lave noget, der er lavet en million gange før?
Det står meget hurtigt klart, at Truckfighters ikke er taget fra Sverige til Esbjerg for at hvile på laurbærrene. Det, publikum får smidt i ansigtet af aftenens sidste band, er en energiudladning af de helt store og abnormt imponerende. Særligt er guitaristen Niklas ”Dango” Kallgren helt oppe at køre. Manden flyver fra den ene ende af scenen til den anden, imens han lirer det ene fede riff af efter det andet og spicer i samme ombæring musikken op med velspillet soli.
Det er tydeligt, at Truckfighters spiller i en anden liga end københavnske Papir, som vi lige har oplevet. Papir har uden tvivl teknikken på deres side, mens Truckfighters forholder sig mere i stil med: ”Hvorfor skulle jeg bruge en fin schweizerkniv, når det jeg eneste, jeg har brug for, er en hammer!?”. Det er simpelt og enormt effektivt og giver samtidig netop den mulighed, at man kan levere et reelt show med store klassiske armsving; og klassisk, det er Truckfighters!
Lyden står igen skarpt, men det er jo også det samme setup i forhold til instrumentationen, som det var hos Papir. Det er svært at fucke no-nonsense rock/stoner som det, vi her bliver præsenteret for, helt op, når man i hvert fald har bare en smule forstand på at dreje knapper, og det har aftenens lydmand tilsyneladende ingen problemer med.
Truckfighters når så langt ud over scenen, som det nærmest kan være muligt. Ganske vist gør de dette med musik, der på ingen måde overhovedet virker original, men som afslutning på aftenen fungerer det lige præcis så godt, som det skal, og publikum kvitterer da også netop med stor bifald og jubel.
Truckfighters er lettilgængeligt, men de spiller og udfører også deres musik til U.G.
De svenske vildbasser sejrer hårdt til årets Fuzztival, hvor vi på førstedagen har fået vist, at evner og teknik ikke nødvendigvis er hele vejen frem.
I dag sejrer det lettilgængelige overbevisende.
