Alice Cooper

Når Fishtown bliver til Fuzztown

-

Anmeldelse af: Fuzztival – Tobakken, Esbjerg. 21.-22. maj 2021 – Del 2.

Andendagen på Fuzztival bød på et spændende og varieret program, der kom godt rundt indenfor de tunge fuzzbaserede genrer.

 

Foto: Peter Langwithz Smith

 

Forstenet
Dagen starter ud med et lidt akavet indslag. Forstenet fra Slagelse spiller nemlig den totale modsætning af den type musik af, hvad festivalen ellers forsøger at fremme – nemlig progressivt metal. At være ’’the odd one out’’ er dog nærmere noget, som Forstenet lader til at tage som en udfordring fremfor et problem. Bandet kommer godt udover scenekanten med deres tekniske kunnen og høje humør, imens forsanger, Lauritz Andersen, formår at spænde imellem det helt høje C og de dybeste, nærmest Mikael Åkerfelt-agtige growls.

Forstenet spiller stramt og har en virkelig god og velfungerende lyd. Der er ufatteligt mange musikalske skift, som atter engang står i stærk kontrast til de andre bands, der spiller på festivalen. Riffsne er bundsolide, men det, der virkelig imponerer her, er melodierne og den måde, det hele flettes sammen musikalsk. Brugen af orgel fungerer ligeledes enormt godt i sammenhængen med musikken, og at bandets orgelmeister også spiller trombone, gør kun musikken mere speciel og spændende. Forstenet har rigeligt af rolige stykker, men spiller i mine ører absolut fedest, når der lige kommer gas på speederen og lokalet rigtigt får lov til at svaje i deres musikalske vind.

Man kan godt mærke, at bandet er dagens første, da fremmødet desværre ikke helt er, som bandet ud fra deres præstation og musikalske kunnen har fortjent. Derudover havde det måske passet bedre at have sat dem som et afbræk imellem alt stoneren senere på dagen. Det skal dog siges, at jeg senere på dagen overhører, at et af medlemmerne har en anden koncert at spille i Fyns hovedstad, Odense, senere på dagen, og bandet formentlig har bedt om at spille tidligt af netop denne grund. Dette kan i hvert fald let antages.

Forstenet leverer altså en koncert, der på meget få parametre passer ind på Fuzztival, men som på de få parametre fungerer enormt godt og lander som et dejligt afbræk fra en dag, der ellers kunne gå hen at blive en kende ensformig.

 

Måneskjold
Fra Slagelse til København, ja, det kunne vel næsten lyde som en sang skrevet af Kjeld og Hilda Heick. I virkeligheden er det den tur, vi tager fra Forstenet til Måneskjold, der ifølge dem selv spiller ’’Psychadelic Spacepunk’’. Nu tænker du, kære læser, måske: ’’Lyder det sådan, som jeg forventer det?’’ Nej, ikke helt. Der er ikke helt så meget psych over Måneskjold, som man umiddelbart ville tro ud fra denne beskrivelse. Bevares, der er da psykedeliske elementer, men det er mere en god gang stoner mixet med en rigeligt punket attitude – altså lige noget for denne anmelder!

Musikken spiller max, og der er rigeligt gang i den på scenen, hvor bandet i høj grad forsøger at vikle armene om publikum og få dem rystet lidt rundt i stolene. Der kan da også spores folk, der headbanger, imens de sidder i deres stole. At nogen så vil mene, at vokalen lyder henad Michael Poulsen fra Volbeat, må stå for deres regning. Jovist, der er da lidt ’’høvdi høvdi’’ over vokalen, men personligt tænker jeg, at man så ikke har hørt Life Of Agony og da særligt River Runs Red-pladen; altså, ’’høvdi høvdi’’ hvor det passer ind og ikke bliver for ensformigt. Vigtigst af alt så har den primære forsanger i Måneskjold styr på frisuren og rocker det vilde hockeyhår (læs: mullet) og bærer det endda med stil. Brugen af to vokalister fungerer også enormt godt for københavnske Måneskjold, og de to vokaltyper komplementerer hinanden godt.

Atter engang viser Tobakken sig altså fra sin bedste side: Lyden er fremragende under Måneskjold og riffsne får i høj grad lov til at blive blæst i hovedet på det siddende publikum. Blandingen imellem det tunge og de hurtige punkede stykker giver ligeledes en glimrende variation og hjælper en som publikum med at holde fokus på bandet og musikken, der blæses ud fra scenen.

Måneskjold formår altså at imponere; ikke ud fra de parametre, man skulle forvente ud fra deres egen beskrivelse, men ud fra en standhaftig levering af fed, stenet rock med solide punkelementer – noget, der går lige i hjertet her.

 

Sleeping Child
Årets eneste udenlandske navn (af desværre åbenlyse grunde) bliver Sleeping Child fra Tyskland nærmere bestemt Hamborg. Den nordtyske by kan faktisk noget med at servere glimrende stoner og doom, hvor jeg personligt har en ret stor forkærlighed for High Fighter – og her er Sleeping Child altså heller ikke helt ved siden af, omend deres musik ikke på noget tidspunkt bliver lige så voldsomt, som deres kollegaers gør.

Sleeping Child ved dog, hvordan man skal skære spændende og alligevel lettilgængelig stoner/doom. Det er nemt at lytte til, og særligt vokalen formår at stå ud og give et lækkert 70er-udtryk. Sangerinden ’’Jules’’ har en lækker og velfungerende retrostemme, sådan som den kunne have lydt i 70erne. Den spænder ikke for vidt, men til gengæld fungerer den skidegodt til musikken. Lidt på samme måde som den virker knaldgodt i bands som f.eks. Jess & The Ancient Ones.

Musikalsk er vi ligeså retro med en lille portion fuzz over en let knækket forstærker. Det er vellyd, så det basker, omend det ikke altid formår at ramme helt rent ind her til aften. Bandet virker ligeledes stadig lidt grønne i deres live-performance, hvor der ikke bliver givet helt den gas igennem sættet, som musikken ellers fortjener. Bevares, Sleeping Child er ikke et stillestående band, og de gør deres for at fange Esbjerg, men det er ikke hele tiden lige vellykket, og særligt i starten af koncerten føles det som et band, der har problemer med at finde deres plads på den ret store scene inde på Tobakken i Esbjerg. Som koncerten skrider frem, finder de sig dog mere til rette og leverer et solidt omend ikke perfekt show. Der bliver bestemt også rystet garn nede fra stolene på gulvet, så Sleeping Child formår at fange en god portion af publikum.

Tyskerne beviser, dog at de i høj grad fortjener at blive lagt mærke til. Dette er formentlig deres første danske koncert, og det har sgu været en glimrende en af slagsen. Sleeping Child har lidt af alt det, som jeg elsker ved denne type musik, og med lidt mere erfaring i rygsækken skal de nok kunne levere storslående koncerter. Det er en kamp i en verden, hvor der findes masser af bands i denne stil, men Sleeping Child er bestemt et af de bedre.

 

Gaia
’’Var der nogen, der sagde tungt!?’’ Sådan fristes man til at tro, at bandet Gaia har udtalt på et eller andet tidspunkt igennem deres karriere, formentlig allerede første dag i øvelokalet. Der blev spillet tungt, og Gaia så, at det var godt.

Med Gaia er der i sandhed tale om noget af den helt tunge og slæbende doom med alt, hvad den indebærer af tunge fuzzede riffs, langsomme rytmer og en bas, der tydeligvis er så tung, at den ofte hænger kun få centimeter over scenegulvet. Der er altså dømt den klassiske tunge, drævende doom for alle pengene, hvilket sjovt nok har vist sig at være en engangsforestilling til årets Fuzztival. Der dyrkes det monotone, voldsomme og smadrede, og det dyrkes altså til tæt på UG hos det københavnske band, som eftersigende er et søsterband til tidligere optrædende Måneskjold, og det er da tydeligt, at føromtalte bands guitarist og (hvis mine øjne ej bedrager mig) trommeslager går igen hos Gaia.

Lyden er som den skal være: ikke synderligt pæn, ej heller særligt detaljerig. Det, der er hovedidéen med det her game, er, at det skal være sovset ind i fuzz og smadder hele vejen fra helvede. Vi får altså serveret en mur af lyd, som kan få langt de fleste til at genoverveje, om de overhovedet ved, hvad tungt indenfor musik egentlig betyder. En velfortjent velsiddende lussing lige i fjæset.

Bandet formår at levere et show med masser af energi og stemning, uden at det bliver for meget af det gode. Det er faktisk ikke, fordi de henvender sig for vanvittigt til deres publikum. Bandet holder sig enormt godt til at spille op ad hinanden, og dette virker egentlig glimrende sammen med det aggressive lydbillede, som Gaia skaber. Som med så meget andet indenfor denne genre er det ikke unikt, men det lander godt på en festival, hvor denne del af genren føles underrepræsenteret – en del af genren, som ellers ofte virker som den del, der spiller på langt de fleste af de danske metalfestivaler. Gaia skiller sig altså ikke totalt ud fra flokken under normale omstændigheder, men på Fuzztival passer de perfekt ind som et nosse-imod-gulvet-tungt afbræk.

 

The Sledge
Af uransagelige årsager, der er lidt en blanding af distræthed, hurtig snak med fotograf, et Kalles World Tour show (ja, Kalle vender tilbage på andendagen og spiller imellem nogle af de optrædende bands) samt en søgen på føde, formår jeg at gå totalt glip af københavnske The Sledge. Det er er med stor beklagelse, at der derfor ikke lander en anmeldelse af det Københavnske doom metalband i denne omgang. Dem må jeg have til gode og ser frem til at se dem en anden god gang.

 

The Sonic Dawn
Sidste navn på de skrå brædder (som i øvrigt på de fleste spillesteder ikke længere er skrå) er The Sonic Dawn fra København. The Sonic Dawn tager publikum med direkte til 70erne og den lidt mere rolige afdæmpede psykedeliskinspirerede rock.

Her er der altså ingen fare for at provokere andre end de allermest sippede, for der er sgu tale om vaskeægte farrock. Det swinger ret godt hele vejen igennem, og det er tydeligvis et band, der har ret godt styr på, hvad de gerne vil frem med, hvordan de skal spille sammen, og hvordan de skal agere på scenen. Faktisk er min umiddelbare vurdering, at The Sonic Dawn er det mest tjekkede og professionelle band på dagens program. Dette er dog på både godt og ondt, for hvor stærkt det så end står, kommer det til tider til at virke lidt for indøvet. Der er ikke de tidspunkter, hvor noget føles spontant og overraskende. Det er lidt ligesom at spise en drømmekage: der kan være forskel på, hvor meget topping der er på, og hvor tør eller svampet bunden er – men i sidste ende så smager det sgu stadig af drømmekage.

Lyden fra nærmest samtlige andre koncerter går igen under The Sonic Dawns koncert – Tobakken kan altså bare det der med lyd, det er der intet nyt i. Lyden er dynamisk og behagelig at lytte til, hvilket den også skal være til så roligt og afslappende rockmusik, her er dynamik alfa/omega.

Desværre bidder musikken bare ikke igen, omend den er behagelig at lytte til. Der mangler simpelthen bare, at der indimellem kommer bare lige lidt smæk på, for at det bliver rigtigt interessant. Det bliver nogle gange for behageligt, og jeg mangler til tider lidt vrede. Musikalsk kunne det dog sagtens passe perfekt til en sommerdag i solen med en god svalende humlebaseret drik i hånden.
The Sonic Dawn spiller altså fremragende og er på alle måder et fremragende band, men alligevel går det bare ikke helt rent igennem her til aften.

Konklusion
Det har altså været en sand fornøjelse at være en tur i den gamle fiskerby på Vestkysten, et område, hvor jeg i øvrigt selv stammer fra. Festivalen har levet op til, ja, måske endda sprunget alle forventninger, og der lyder også et kæmpe bifald til de hårdtarbejdende arrangører, efter The Sonic Dawns koncert afsluttes. At festivalen i år overhovedet blev til noget og ikke blev enten aflyst eller skubbet til senere på året, sådan som den gjorde sidste år, er et mirakel. Festivalen så mange corona-relaterede aflysninger i løbet af den sidste måned op til festivalen, hvor bl.a. svenske Monolord skulle have headlinet om lørdagen.
Arrangørerne har dog taget det med stiv arm og fået stablet en glimrende omend en amputeret (i forhold til de oprindelige planer) festival på benene samt halveret billetprisen (det betød, at samtlige, der allerede havde købt, fik tilbagebetalt halvdelen af prisen). Festivalen har været enormt vellykket med et spændende program, bestående af fede bands i hver sin afskygning af det stenede, psykedeliske og doomede. Successen er faktisk så stor, så man nu bør overveje om byen, der nu alligevel ikke har så meget med fiskeri at gøre, bør skifte kaldenavn fra Fishtown til Fuzztown.

 

Bonus-anmeldelse!
“Sååååå det humletiiiiid!” De berømte (eller måske nærmere kult?) ord stammer fra den hedengangne satiregruppe Humleridderne. Ikke desto mindre er det en enormt passende sætning at benytte om netop årets specialøl, brygget specifikt til dette års Fuzztival. Øllen hedder noget så banalt som Fuzztival (ja, goddaw do!) og er en hazy IPA (altså fyldt med dejlig humle) og er brygget af egnens store øl-stolthed, Fanø Bryghus, på den forjættede ønske-ø 12 minutters sejltur imod vest. Øllen er, som nævnt, en Hazy IPA og, ja, det betyder, at du ikke kan se igennem den. Alligevel er det en dejlig lys og enormt sommerlig øl, og er du til en dejligt humlet og bitter bryg, ja, så kan du dårligt blive skuffet.

Der ryger flere og flere af disse indenbords under årets festival, og den smager sgu godt hver gang. Når man prøver noget så sødt som at opleve en festival for første gang i et helt år, så er det altså på sin plads med lidt læskende bitterhed, og der leverer fannikkerne altså en vare, som er helt formidabel. At kunne svælge en sådan øl på en sommerdag, hvor der er tændt op i grillen, vil være en fornøjelse, og da særligt i dejligt selskab; et selskab meget lignende det, vi har haft på dette års festival.
Lyder det ikke som en herlig øl, kære læser? Lyder det ikke som noget, du gerne vil have? Jo ikke? Men det kan du bare ikke! I hvert fald ikke som det ser ud nu. Øllen var jo nemlig specialbrygget til årets festival, og det er jo i bakspejlet lidt ærgerligt, når nu den var så lækker og svalende. En sådan deal må Fuzztival hjertens gerne lave med Fanø Bryghus igen næste år!

REVIEW OVERVIEW

Forstenet
Måneskjold
Sleeping Child
Gaia
The Sonic Dawn

Share this article

Recent posts

Popular categories