Alice Cooper

På pension med æren i behold

-

Anmeldelse af: Elton John. CASA Arena, Horsens. 07. juni 2022.

Trods dårligt vejr fyrede den pensionsklare superstjerne den max af, da han sagde farvel til en stor flok af sine danske fans i Horsens.

 

Foto: Ben Gibson / HST Global Limited t/a Rocket Entertainment

Mindre end en uge efter en fremragende oplevelse med den 75årige Punk-legende Iggy Pop på Værket i Randers er det nu blevet tid til at opleve en helt anden 75årig legende navnlig britiske Sir Elton John.
Iggy Pop imponerede gevaldigt, kan den kære ridder med de uendeligt mange hits mon følge med her?

Der er desværre mange ting, der ikke flasker sig rigtigt for hverken band eller arrangører i forbindelse med koncerten. Vejret er det første, der falder en ind som værende problematisk. Der er godt med både vind og vand i luften, og jeg priser mig lykkelig for at min plads rent faktisk er i læ, men føler i høj grad med alle de, der ikke har netop denne luksus. Et hav af regnslag og regnjakker ses over hele stadion. En anden ting er, at logistikken som altid er lidt skidt med de større koncerter. Der flokkes derfor stadig mennesker ind på pladsen igennem de første 4-5 numre, der bliver fyret af fra scenen. Den tredje uheldige sag viser sig allerede to numre inde i koncerten, hvor den ene af tre storskærme får sig en god sort stribe for at få numre senere gå helt i sort. Det er enormt uheldigt, at så mange ting lige skal gå galt på en gang, men en ulykke kommer sjældent alene, som man siger.

Vejret kan ingen kontrollere, og alligevel undskylder Sir Elton John for ulejligheden, men det eneste, de som band kan gøre, et at levere et godt show, og det gør de alt for at leve op til!

Manden selv besidder stadig langt størstedelen af sine evner, hvor særligt vokalen og de til tider ret hurtige og spændstige løb på flygelet imponerer. Det kan praktisk talt ikke høres på Sir Elton John, at han er 75 år. Kun da der skal spilles “Crocodile Rock” imod slutningen af sættet, må der krybes til korset. Falsetten sidder der ikke mere, og derfor benyttes lejligheden til at få publikum til at tage sig af den. Desværre falder dette bare lidt til jorden, da publikum i dag enten ikke er så oplagte eller slet og ret ikke opfatter, hvad, det er, der skal ske. Uheldigt er det i hvert fald.

Hvad publikum så ikke formår på lige dette punkt, imponerer de modsat ligeså meget i forhold til at klappe på de rette taktslag. Det må man give Sir Elton John fans – 2 og 4, det kan de godt finde ud af! Til de uindviede læsere så er tommelfingerreglen, at du klapper på lilletrommeslagene, benyt dig gerne af dette lille fif, når du fremover skal klappe til et nummer.

Bandet spiller fuldstændigt fremragende fra start til slut. Der er så godt som ingen slinger i valsen i forhold til sammenspillet, og dynamikken gruppen imellem sidder da også godt i skabet. Det er meget tydeligt at dette er et band af supererfarne og dygtige musikere, der kender hinanden. Der bliver fra musikanternes side ikke leveret det helt store show, men det er jo heller ikke deres aften. Sir Elton John selv er tilbage efter en hofteskade, og udover at manden er svagt gående, lader han virkelig ikke hverken alder eller skade påvirke sig. Humøret er højt og der henvendes sig ofte til publikummet, der med høje jubeludbrud viser deres enorme kærlighed for den britiske sanger. Smilene er nærmest konstante på den folkekære sanger, med de altid sjove brillers, ansigt, og det smitter af på aftenens publikum.

Lyden lider desværre ofte under vejrforholdene på Casa Arena her til aften. Vinden tager ofte fat i lyden og hvirvler den rundt, så særligt mellemtone registret har en tendens til at forsvinde fra lydbilledet. Særligt er det guitaren der er svær at fange helt, og vokalen svajer også som et stearinlys i vinden fra tid til anden. I det hele taget havde det klædt denne koncert at være blevet afholdt indendørs, hvor vejret ikke skulle være en magtfaktor, og den ellers umiddelbart fine brug af lys bedre kunne komme til sin ret. Dette er desværre bare enormt svært i Jylland med så store koncerter. Det tætteste Jylland har på en indendørs arena hvor man kan samle så mange mennesker må være Boxen i Herning, og den har under halv kapacitet af hvad Casa Arena besidder. Desværre er der heller ikke som i Parken mulighed for at overdækket det jyske stadion, så gode råd er så sandelig dyre, bogstaveligt talt.

Aftenens sætliste byder nærmest udelukkende på hits. Sir Elton John har da også lavet ualmindeligt mange hits, så det er forståeligt at man kan fyre en sætliste af der nærmest kun består af disse. Det viser også hvilken karriere den dygtige sangere har haft. Ligeledes viser sætlisten denne anmelder at til trods for at han ikke har dyrket musikken synderligt, så kender han af uransagelige årsager nærmest samtlige numre fra sættet alligevel. Det var DOG imponerende!

Med sine 75 år er det måske tide til at gå på pension, det føles på mange måder helt rigtigt. Sir Elton John formår på denne måde at stadig være på toppen i det han stopper, og vil på denne måde ikke spolere dit eftermæle ved at vise sig som en falleret verdensstjerne, sådan som f.eks. Bob Dylan viste sig at være det da der blev aflagt visit på Roskilde festival. Sir Elton John Kan stadig, og netop derfor er det endnu ikke blevet for sent til at kaste håndklædet i ringen og nyde dit otium. Sir Elton John kan modsat mange andre gå på pension med æren i behold. Efter aftenens optræden fortjener manden det i hvert fald. Det har været en koncert af de helt store, der til trods for mange irritationsmomenter cementerer sig i hukommelsen som en gedigen koncert, med en vidunderlig og glad forsanger, samt et tændt band, der har givet den alt hvad den overhovedet har kunne trække.

ANTAL STJERNER

Sir Elton John

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Elton John. CASA Arena, Horsens. 07. juni 2022. Trods dårligt vejr fyrede den pensionsklare superstjerne den max af, da han sagde farvel til en stor flok af sine danske fans i Horsens.   Foto: Ben Gibson / HST Global Limited t/a Rocket Entertainment Mindre end en...På pension med æren i behold