Anmeldelse af: Disturbed + Skindred. K. B. Hallen, Kbh. 03. maj 2019.
Grafen endte i den positive ende for Disturbed, da de igen spillede i K. B. Hallen i København sidste weekend – men så også kun lige.
Foto: Mathilde Maria Rønshof / Mathilde Maria Photography
Det er rundt regnet 11 år siden, jeg sidst var inde i bemeldte hal med en god ven og se selvsamme band optræde.
Dengang følte vi allerede, at vi var gamle fans af Disturbed, men lad os da bare sige, at salen var noget mere proppet denne gang end tilbage i 2008, hvilket blandt andet nok skyldes amerikanernes mainstream-gennembrud med Simon & Garfunkel-coveret “Sound of Silence” fra to skiver siden, Immortalized.
Nu skal en anmeldelse ikke forfalde til at handle om grafer, ligninger, anden matematik og lignende, men skulle man måle på oplevelse for mig, så startede den jævnt, bevægede sig lidt op ad kurven, selvom det ikke burde være muligt, og så sluttede den godt – men efterlod en kedelig bismag.
Dette vil vi komme til, men først skal et stykke af Wales forbi os:
Skindred
Sidst, jeg så Skindred, var dog kortere tid siden, end jeg sidst så Disturbed, og selvom de da kan skrue et godt reggae-metal-nummer sammen hist og pist, så virker den formular efterhånden udtømt, selvom de på plade forsøger at krydre det lidt.
Men, for sørensen da, det vejer de op for med et energisk liveshow, der på en og samme tid var morsomt, standard(?) og fyldt med humor og ekstra live-lir, der nok har pisset puritanerne af heavy metal-elskere til. Den slags glæder mig!
Deres humor lå lige til mit far-gen, som på ingen måde var original, men forsangeren, Benji Webbe, kan bare levere det hele med et kækt glimt i øjet, der fornøjer mig på en sær, kildende måde.
Men bandets leg med deres liveshow, hvor de kunne smide lidt AC/DC, dubstep, Black Sabbath og techno ind midt i deres numre, har nok fået de vante metallere til at få deres fadøl galt i halsen.
Men det var en underholdende omgang, som disse walisere leverede, hvor de da også understregede, at de kigger forbi Copenhell om en måned. Dem skal jeg opleve!
Specielt med tanke på, at de faktisk lige var ved at være bedre end Disturbed.
Disturbed
Ovennævnte skal forstås på den måde, at jeg mener, Disturbed gennem deres karriere altid har været i stand til at skrive gode – omend ofte ensformige – sange, som har været insisterende ørehængere i kraft af at være nogle musikanter, der virkelig kan deres kram.
I den liga befinder Skindred sig ikke (endnu).
Men forsangeren i Disturbed, David Draiman, skal være glad for, at hans kumpaner i bandet spiller som smurt i den famøse olie, for hans vokal var langt fra fordums tid.
Allerede ved de første numre sprang han flere ord over, som skulle han lige have vejret, og det gentog sig op til flere gange gennem hele koncerten, hvor der var langt mellem, at man fik et helt nummer, hvor vokalen sad perfekt, selvom musikken – vitterligt – spillede godt.
Det leder os til det klimaks, der ikke burde virke: At snakke så meget om, hvordan vi skal stå sammen, hjælpe hinanden, ikke tie om dårligdomme og hive to personer op på scenen, der fortæller deres personlige beretninger.
Jep, det her var en koncert, så de kunne godt have skåret en del af det fra.
Men når ret skal være ret fra min side, så er jeg netop af den generation, hvor Disturbeds musik ramte ned i de svære teenage-år, hvor man kan have svært ved at navigere rundt. Jeg siger ikke, at jeg blev decideret rørt af det, jeg siger bare, at der var en del ninjaer derinde, skar i en del løg.
Oplægget til “Sound of Silence” – som de selvfølgelig ikke kan forbigå live – faldt også for mig perfekt, så det lød indlevende og ikke som en pligtopførelsen – men så var der stadig det vokalproblem.
Disturbeds musik beror rigtig meget på den vokal, da den er så genkendelige for bandets performance, og det faldt desværre lidt til jorden denne dag. Men siden Disturbed har stadig på en semi-dårlig dag et højt niveau (mest reddet hjem af de andre instrumenter), så afspejler karakteren også dette.
Den dårlige bismag er den fornemmelse af, at bandet nok har peaket, at de nu får besøg af fadøls-Danmark (der mestendels virkede til at vente på “det der cover”) og at spilde tiden på en bass- og trommesolo.
Det kan I altså gøre bedre.
Galleri fra koncerten af Mathilde Maria Rønshof / Mathilde Maria Photography:
