Alice Cooper

Post med spræl i

-

Anmeldelse af Sólstafir og The Abbey. Train, Aarhus. D. 21/11-23.

Fremmødet var ikke prangende, da islandske Sólstafir gav opvisning i lækker post-rock på spillestedet Train i Aarhus.

 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

 

The Abbey

Det er ikke mange, der er mødt op til aftenens første navn. Det er meget tydeligt, at koncerten med Alestorm på VoxHall må have taget størstedelen af publikum denne tirsdag aften, hvilket “udsolgt” til førnævnte koncert da også bevidner om. Det giver desværre The Abbey dårlige odds på Train, hvor det dramatiske show lidt falder til jorden.

Bandet gør det ellers godt med deres 70er-inspirerede okkulte rock, hvor lyset spiller en stor rolle i forhold til aftenens knap så energiske show. Der er godt knald på dramaturgien for det finske band, hvor sammenspillet mellem den mandlige og den kvindelige vokal er i højt fokus. Dette fungerer da også langt hen ad vejen for bandet endda sammen med de backingtracks, der benyttes for at få koret og de større vokalharmonier med i lydbilledet. Dette bliver dog til tider også en hæmsko for gruppen, da udfald på vokalerne er lettere at spore, når de ikke helt harmonerer til backingtracket, og det gør det desværre ikke altid her til aften.

Lyden er egentlig glimrende og detaljerig under aftenens første koncert. Man savner måske lidt mere knald på den mandlige vokal, men ellers så spiller lyden fint og endda på et rimeligt tåleligt lydniveau.

The Abbey vinder desværre bare ikke helt det tyndt fremmødte publikum med sig her til aften, hvor interaktionen imellem band og publikum da også er rimeligt tilsidesat. Bevares, der klappes imellem numre, men gruppen henvender sig kun meget lidt til publikum, og der er ikke meget mere end fødder, der vippes, og lidt sagte nikken at spore under gruppens eskapader.

Det er egentlig synd, for The Abbey har passager, der virkelig fungerer godt samtidig med, at bandets sammenspil er dejligt stramt. Det rammer bare ikke helt her til aften, hvor det i stedet for prikker til interessen for at tjekke gruppens musik ud på pladerne. Noget vinder The Abbey alligevel her til aften på trods af det tynde tirsdagsfremmøde.

 

Sólstafir

Efter et ganske kort change-over går aftenens hovednavn på scenen. Fremmødet er taget til, således at salen ikke længere føles akavet tom, sådan som den gjorde det under The Abbeys koncert. Publikum er ligeledes mere samlet og rykket tættere på scenen.

Lyden står knivskarpt, hvor særligt de to guitarer ligger skarpt i lydbilledet. Dette viser sig også at være bærende for gruppens udtryk, da jeg igennem sætter bemærker, at noget lyder lidt anderledes, end man er vant til det. Guitarist Sæþór Maríus Sæþórsson spiller langt størstedelen af sine stykker med fingrene, og dette skaber en interessant kontrast til det mere stakkerede plekterspil fra gruppens sanger, Aðalbjörn Tryggvason. Dette sammenspil virker til tider nærmest ufrivilligt skævt og fungerer utroligt godt sammen med gruppens enormt emotionelt ladede musik.

Gruppens emotionelle og ellers indadvendte musik fungerer utroligt godt med den energiske og nærmest positive liveattitude. Særligt glad og i hopla er Tryggvason, der kommer godt rundt på scenen med et forsøg på at undertrykke et stort smil. Manden har flair for publikumskontakt. Dette nærvær skaber en god kontrast til det musikalske og gavner i høj grad helhedsbilledet til aftenens koncert. Hele bandet er i det hele taget godt energiske, og musikalsk er vi til tider helt ovre i nærmest dansevenlig musik; noget, der i mine øjne ellers ikke er normalt indenfor genren.

Der er godt med post-indflydelse i islændingenes musikalske univers, hvor de indadvendte og fængende melodier væver sig godt ind i det brede lydbillede. Vokalen minder til tider denne anmelder lidt om den type, man kan høre hos bands som f.eks. The Cure eller Killing Joke, og dette harmonerer ikke alene utroligt godt med det introverte og emotionelle udtryk i bandet, men i lige så høj grad med brugen af det islandske sprog.

Gruppens sammenspil virker igennem hele koncerten enormt levende og sprælsk. Til tider lyder det fingerspillede guitar så groft, at man kan foranlediges til at tro, at der spilles forkert. Faktum er, at hvis der bliver spillet forkert eller skævt, så er dette som oftest vedvarende fejl, og så er vi velsagtens så godt som ude i jazz. Det skæve og grove guitarspil virker til at være en teknik, som Sólstafir i meget høj grad mestrer.

Islændingene i Sólstafir leverer en utroligt nærværende koncert, der til trods for sit ellers drivende og introverte atmosfæriske lydbillede spiller utroligt lækkert og dynamisk. Der er et sågar plads til dans; en ting, man ellers ikke så ofte ser indenfor netop denne genre.

Dette interessante miskmask formår Sólstafir at levere med et energisk show med en umiddelbar stor spilleglæde. Aftenens show viser noget, som ellers kan virke så paradoksalt som post med spræl i.

REVIEW OVERVIEW

The Abbey
Sólstafir

Share this article

Recent posts

Popular categories

Anmeldelse af Sólstafir og The Abbey. Train, Aarhus. D. 21/11-23. Fremmødet var ikke prangende, da islandske Sólstafir gav opvisning i lækker post-rock på spillestedet Train i Aarhus.   Foto: Bastian Reinholdt Madsen   The Abbey Det er ikke mange, der er mødt op til aftenens første navn. Det er...Post med spræl i