Alice Cooper
Forside Anmeldelser Power-ilden brænder stadig i den danske undergrund

Power-ilden brænder stadig i den danske undergrund

Author

Date

Category


Anmeldelse af: Iron Fire m.fl.. Kansas City, Odense. 30. marts 2019.

 

Da Iron Fire annoncerede at de skulle spille på Kansas City, vakte det glæde blandt bandets amerikanske fans, der troede, at de endelig var på turné i staterne. Desværre for dem og heldigvis for os andre var det ikke tilfældet, derimod indtog de københavnske power-metallere i selskab med Killing og Metal Cross et lille odenseansk spillested, hvis lokaler tidligere husede byens stolte arbejdstøjsfabrikant, Kansas.

 

Killing
Talrige bands, både metallere og andre, ynder at gå på eller fra scenen til et stykke musik, der ligger ganske langt fra det de selv spiller, så det kom ikke som et chok, at Killing gjorde det samme, men at de havde valgt “Peters Sang” fra den danske filmklassiker Flådens Friske Fyre fra 1965, var vi måske ikke helt ikke forberedt på. Det var dog ikke ål, der skulle dominere lydbilledet resten af de cirka tre kvarter, Killing havde til koncerten, det var derimod djurslandsk thrash af aller højeste kaliber, der bare smadrede derudaf fra første sekund. Jeg har sjældent set så veloplagt et opvarmningsband, der uagtet af, at lokalet var lidt halv-tomt ,og at en stor del af publikum valgte at spendere koncerten siddende et godt stykke væk fra scene, bare gav den alt hvad de havde. Og fuck, hvor havde de meget at give af.

I den engelske King James-udgave af biblen foreskriver salmebogens kapitel 66 os: “Make a joyful noise unto God,” og jeg har svært ved at forestille mig en lyd, der er bedre beskrevet af den befaling end Killings bidende riffs, altødelæggende blastbeats og vidunderligt, vanvittigt distortede growl. Og det sidste skal forsanger, Sølberg, sgu have ros for, jeg elsker growl ligeså meget som ethvert andet metalhoved, men en gang imellem kan det sgu godt blive lidt ensformigt, og det var det ikke hos Killing.
Det var dybt, det var højt, og fra tid til anden skreg han bare, pissefedt!

Musikalsk kan det være lidt svært at sætte sin finger på, hvad Killing er for en størrelse. De beskriver sig selv som “good old thrash metal without any bullshit,” men de fleste af deres sange lyder i mine ører ganske meget mere aggressive, end hvad den beskrivelse får mig til at tænke på. Jeg vil dog ikke gå helt så langt som en anden koncertgæst, der beskrev dem som “Immortal blandet med Venom,” det er der den underliggende melodi helt klart for thrashet til, men så er labels heller ikke vigtigere.

Tjek dem ud og giv dem det mærkat du bedst kan lide. De kommer straight outta Kattegat, og de er et band, man gør klogt i at holde øje med.

 

Metal Cross
Også aftenens andet band, Metal Cross, byder os velkommen med en intro, men her er der tale om en dyster melodi fremfor et udpluk af den danske filmskat, og så snart den er færdig, er der fuld smæk på med old school heavy metal. Man ser desuden en slags bundvending til koncerten; de unge brushoveder, der ikke kunne få nok af Killing, trækker sig lidt tilbage, og det noget ældre segment trækker frem mod scenen og nikker veltilfredse med til de NWOBHM-inspirerede toner.

Metal Cross er en lidt sjov størrelse i dansk metal, de er oprindeligt dannet tilbage i midtfirserne, men blev gendannet i 2014 efter at have lagt metallen på hylden i mange år. Den lange erfaring kunne da også mærkes, alle musikanterne spillede deres instrumenter fremragende, og det er svært ikke at blive glad over at se en samling mænd på omkring de 50 rende rundt og more sig på en scene. Når det er sagt, så kunne det desværre også mærkes i de noget uinspirerede melodier og en forsanger, hvis selvforklejnende humor måske ramte lidt for tæt på sandheden.

Og ham bliver jeg desværre nødt til at dvæle lidt med, for det var sgu der, hvor Metal Cross var svagest. Jeg ved ikke, om hans stemme har ændret sig i de 35 år, der er gået, siden de første gang spillede “Crucifying the Virgins,” men i dag er der sgu ikke meget ved den. Dertil kom, at detaljerne druknede i musikken, og det holder sgu ikke, når han synger rent.

Som det er karakteristisk for bands, der kommer fra en periode, inden metallen helt havde udviklet sig til den nærmest fraktale struktur af undergenrer, vi har i dag, har Metal Cross taget deres inspirationer fra mange forskellige steder, særligt vil jeg nævne den nærmest doom-agtige Nightmare, der virkede rigtig godt.

Mest af alt leverede Metal Cross dog en hyggelig metallisk metervare, men det er sgu heller ikke noget, man skal gå og kimse ad.

 

Iron Fire
Fra det sekund, den amagerkanske trio går på scenen, er det klart, at det er det her, vi har ventet på hele aftenen. Guitarist Kirk Backarach slår den første tone an, og med det samme er det lavloftede lokale forvandlet til en kæmpe sal fyldt med storladne melodier, der bare skriger power!
Hvor Killing er nytilkomne til metalscenen, og Metal Cross har været væk i mange år, har Iron Fire spillet i Danmark og i resten af verden i 20 år, og den rutine, de har med at spille deres instrumenter og med at holde publikum i deres hule hånd, er ikke til at tage fejl af.

Lyder sidder lige i skabet, og selvom det kan være svært at høre præcist, hvilke ord der indgår i Martin Steenes sang, griber den ikke desto mindre fat om ens hjerte og løfter os derop, hvor kun metallen kan bringe os.

Jeg ved ikke, om de bare var gode til at variere deres numre, om det var den håndfuld bajere, jeg havde fået indenbords på dette tidspunkt, eller om de simpelthen med hver sang tog fat i en ny facet af power metallen og viste, at de også mestrede den. Hvert nummer føltes nyt, frisk og fuldt af power. Det tyveårige bagkatalog kunne virkelig mærkes, både i hvor langt de kom omkring, og i hvor overlegen grad de kunne lege med deres instrumenter. Det var fedt at se et band, der havde en sådan kærlighed til deres musik og deres fans; en kærlighed, der så afgjort var gensidig.

Der hvor Iron Fire primært adskiller sig fra andre power metal-bands, er i min optik primært, at både vokalen og guitaren har en ru kant, der tilføjer noget beskidt til den ellers til tider overpolerede genre. Well, det og så trommeslager, Gunnar Olsens, næsten ustyrlige glæde over sine mange bækkener. Denne glæde nåede under koncerten sådanne højder, at et bækken faldt ned og måtte redes af en heroisk roadie.

Til sidst måtte selv denne fantastiske koncert gå mod ende, men ikke så snart var lyset gået ned, før publikum skreg på ekstranummer, og bandet måtte træde storsmilende tilbage på scenen, og selvom natten udenfør var stjerneklar, blev Kansas City for sidste gang i denne omgang hjemsted for en sand “Thunderstorm”.

 

 

Killing
Metal Cross
Iron Fire

Recent posts

Hil healende Heilung!

Anmeldelse af: Heilung - Futha, 28. Juni, Season of Mist. “All is well” - yes, very well.   Heilung er et neofolk-vikinge-metal-world band med tre medlemmer: danske...

Når nostalgien ikke rækker

Anmeldelse af: Scorpions. Helviti, Copenhell 22/6 Scorpions lukkede Helvitiscenen af for dette års Copenhell, der desværre efterlod en noget tom og trist fornemmelse. Foto af: Guillaume...

Et knapt så sort mørke

Anmeldelse af: Dimmu Borgir. Hades, Copenhell 22/6 Norges mørkeste borg leverede en heftig gang symfonisk black metal, der desværre led under lydproblemer. Foto af: Guillaume Blj. Mørket...

En værdig tilbagevenden

Anmeldelse af: The Psyke Project. Pandæmonium, Copenhell. 22. juni 2019. Det var nok ikke den mest mindeværdige koncert fra projektet, men gensynets glæde gør en...

Copenhell præsenterer: Et perfekt jubilæum

Anmeldelse af: Ten Years in Hell. Hades, Copenhell. 22. juni. 2019. Når vort elskede Copenhell fejrer sig selv - og os - så bliver det...