Anmeldelse af: King Gizzard &The Lizard Wizard + Los Bitchos. Den Grå Hal, Kbh. 9. marts 2023.

De psykedeliske prog-rockekvilibrister King Gizzard & The Lizard Wizard leverer et højprofileret og tranceagtigt liveshow

Foto: Bjørn Bavngaard

Los Bitchos

Det første band i aften er engelske Los Bitchos. Christianias udkantsspillested, Den Grå Hal, er allerede godt fyldt op med mennesker, og røgen i salen – som man kan spekulere, om kommer fra scenens røgmaskiner eller fra de koncertgængere, der succesfuldt har formået at smugle et meget specifikt rusmiddel med ind til showet – lægger sig fint over den oplyste scene, der er godt og grundigt udstyret med diverse instrumenter.

Det er vanskeligt at pin-pointe Los Bitchos’ eksakte genre, men den er blevet beskrevet på mange måder, der vakte min interesse. Hvad end det er ”psykedelisk surf-disco rock” eller ”instrumentalt solskins cumbia”, så synes jeg let, at man kan argumentere for, at det lyder meget interessant.

Fem kvinder træder ind på scenen til deres præplacerede instrumenter. De starter med nummeret ”Good to Go!” fra deres eneste fuldlængde album, Let the Festivities Begin!, Alle medlemmerne begynder at danse eller svaje frem og tilbage, mens de spiller deres instrumenter, og publikum imiterer hurtigt.

Lyden er god, og instrumenterne er klangfulde. Guitarerne overdøver ikke hinanden og bliver fint komplementeret af keyboardets tropiske tone. Bassen er lækker og iørefaldende, og der bliver i hvert fald spillet nogle groovy riffs fra Josefine Jonsson.

Dog efter første nummer opstår der nogle tekniske fejl. Keyboard og synthesizer forsvinder faktisk fuldstændigt fra lydbilledet. Til at starte med lød det blot som om, at lydmanden ved et uheld havde skruet ned for det forkerte instrument, men efter lidt tid var det evident, at keyboardet faktisk var fuldstændigt fraværende. Efter lidt smalltalk fra bandmedlemmerne mellem numrene, går det op for dem, at de har spillet uden keyboard næsten hele showet, og det bliver hurtigt fikset efterfølgende.

Desværre vælger lydmanden ikke at skrue højt nok op for keyboardet, så man fortsætter faktisk stadig med slet ikke at kunne høre det på nær ved få anledninger, hvor keyboardet åbner numrene.

Selvom keyboardet er fraværende 90 % af showet, så leverer Los Bitchos stadig nogle gode og groovy numre med god stemning, hvor deres tropiske og ”surf-disco rock”-lyd er svær ikke at bevæge sig til.

Kompleksiteten er der også (til tider, i hvert fald). Det er tydeligt at høre, at visse sanges mellemspil tager indflydelse fra 70’ernes prog-rock-scene. Pigerne er heller ikke bange for at eksperimentere. Det beviser de med bongotromme- og bassoloer i løbet af numrene. Deres små og uforudsigelige musikalske twists gør musikken mere underholdende, da de overrasker lytteren og opretholder deres interessante lyd.

Overordnet formår Los Bitchos at spille et godt show med en passende ”på tropisk ferie”-stemning. Uheldigvis bliver det bare lidt for forudsigeligt og ensartet. De begynder godt, men sangprogressionerne ændrer sig faktisk overhovedet ikke i løbet af showet. Sangene bruger alle samme formular: de er opbygget på en solskinsagtig guitarsolo over én ikkevarierende og repetitiv basriff samt passende medhjælp fra resten af bandet.

King Gizzard & The Lizard Wizard

Efter en times ventetid er det blevet tid til hovednavnet nemlig King Gizzard & The Lizard Wizard. Det australske band, dannet i 2010, er kendt for deres unikke og meget eksperimentale musikalske tilgang. Med 23 studiealbums og 14 livealbums i repertoiret har bandet formået at skabe et navn for sig selv indenfor den (især) psykedeliske scene, men også andre.

De seks medlemmer træder ind på scenen og gør sig klar. ”Do you guys wanna hear something new?” spørger forsanger, guitarist og (til tider) backing-keyboardist, Stu Mackenzie. Det vil publikum gerne, og bandet går hurtigt i gang med den nye ikkeudgivne sang, ”Gila Monster”.

I betragtning af hvor mange instrumenter, der har skullet ordnes, før bandet trådte ind på scenen, så er lyden overraskende god. Dog drukner vokalen, som har en lækker distortion-effekt, en smule i guitarerne, og stortrommen er ret uklar. Lydmanden er heldigvis hurtig, og begge dele bliver der rettet op på i løbet af første nummer.

Aftenens første moshpit bryder ud til det riff-heavy nummer. Energien er super god, og bandet virker meget entusiastiske. De følger første sang op med numrene ”Planet B” og ”Hell”, der begge er betydeligt metalprægede.

Der er også god variation, og bandet skaber en god kontrast med nummeret ”Slow Jam 1”, der, som titlen hentyder til, er et nummer med lavt tempo, jazzede trommer og stille vokal. De hvide og titskiftende lys bliver udskiftet med farverige dæmpede lys, og der bliver projekteret et nuanceret udvalg af hallucinationsagtige mønstre på væggen bag dem.

I syvende nummer, ”Ice V”, udstyrer keyboardist og anden vokalist, Ambrose Kenny-Smith, sig ambitiøst med en saxofon. ”Nu bliver det vildt”, tænker jeg. Desværre bliver den kun brugt få sekunder af nummeret, og når den bliver spillet, kan man slet ikke høre den. Efterfølgende bliver den pakket helt væk, og ikke brugt en eneste gang igen under koncerten.

Bandet forsætter med flere sange, hvor Ambrose Kenny-Smith ofte overtager vokalpligten. Hans rå vokal fungerer godt til de hektiske og næsten punkagtige numre, hvorimod Stu Mackenzie og Joey Walker (guitarist og backing-vokalist) passende deles om de mere stille numre.

Bandet har god energi, og samspillet er professionelt og kompetent hele vejen igennem. Det gør det også kun mere imponerende, at de ubesværet kan spille i to timer straight, når man ved, at de hver aften på deres tour spiller en helt ny sætliste. Der er altså ingen tvivl om, at de har fuldstændig styr på sangene fra deres alsidige diskografi.

Til sidst føles det dog en smule langtrukkent. De skal have ros for deres musikalske udøvelse og sceneshow, men sangene bliver desværre også lidt forudsigelige. Enten får man et hurtigt nummer med distorted vokal og guitar, der tager indflydelse fra punk og metal – eller man får et langsomt nummer med stille vokal og trommespil, der tager indflydelse fra jazz- og bluesafdelingen af musik.

Med langsomtskiftende LSD-projektioner slutter de koncerten på nummeret ”Float Along – Fill Your Lungs”, som fungerer ret godt som lukkenummer. Det æteriske nummer er passende at slutte på, og man får som publikum lov til virkelig at opleve og bearbejde, hvor smuk og harmonisk deres underlige og eksperimentale tilgang til musik rent faktisk kan være.