Requiem for de sidste kaskader af flammer

-

Anmeldelse af Blood Fire Death – A Tribute to Quorthon and the music of Bathory på Pandæmonium, Copenhell d. 27.06.26

Alarmerende få var mødt op til en eksklusiv magtdemonstration og den bedste black metal-koncert i Danmark i 2026! 

Foto: Gabriel Rasmussen

Thomas “Quorthon” Forsberg (1983-2004) er intet mindre end en legende og en nøglefigur i skabelsen af hvad vi i dag kender som black metal. Som en del af den første bølge af bands sammen med Venom, Hellhammer og Mercyful Fate, i en tid hvor genren stadig var ved at finde sin identitet, kan Quorthons betydning ikke overdrives. Alle fra Burzum til Mayhem, Darkthrone og Satyricon har sagt at de har været inspireret af Bathory. Senere i karrieren skabte Quorthon viking metal, for så genial var manden jo bare. 

I 2004 gik flere prominente musikere sammen for at hylde visionæren til Hole In the Sky i Bergen. I 2024 til Beyond the Gates Festival til 20 års jubilæet for Quorthons dødsfald skete det igen, og denne gang besluttede musikerne at lave et regulært tribute band. Medlemmerne består af så Erik Danielson fra Watain (vokal), Ivar Bjornson fra Enslaved (guitar), Apollyon fra Aura Noir (bas, vokal), Blasphemer fra Vltimas, ex-Mayhem (guitar) og Faust fra Djevel, ex-Emperor (trommer). 

Alt dette ved 1000 vis af festivalgængere, absolut intet om på Copenhell. For dem handler det om fadølsfesten og om at få kastet bajere i hovedet (ja, det skete en del) til Babymetal på Helviti. Efter stormvejret gav os regn og torden + stoppede Volbeats koncert samt kort lukkede Biergarden er der endnu mindre tvivl om hvor jeg skal hen til min sidste koncert på Copenhell 2026! Det kunne kun blive mindst lige så godt som på Brutal Assault 2025. 

Når så mange talentfulde mennesker med så imponerende CV’er samles, er det svært at fejle. At det hele ramte et punkt af så stor ekstase, havde jeg alligevel ikke forudset. På “A Fine Day To Die” fra Blood Fire Death (1988) spiller det hele så tight og brænder af atmosfære, at man allerede nu må lægge sig fladt ned. At Gaahl fra Gaahl’s Wyrd, ex-Gorgoroth, ex-God Seed og ex-Wardruna byder ind med sin ukuelige uhyggelige vokal gør kun denne mørke seance endnu mere okkult og overjordisk. Så intens og kompromisløs er sange som “Enter the Eternal Fire” og “Call From the Grave”  fra Under the Sign of the Black Mark (1987)  + “Born For Burning” fra The Return of the Darkness and Evil (1985) at man i sandhed mærker tidens åndedræt og betydningen af Bathory. En sådan diskografi kan ikke fornægtes, og hver solo og hvert temposkift åbenbarer en ny port der fører til dimensioner af episke stunder og kunstneriske triumfer. Der var kun ét sted at finde essensen af rå, vild og voldsom metal, og det var på Pandæmonium. Ens tanker falder på ordet bersærkergang. 

Nårh ja, og har jeg glemt at nævne at Grutle Kjellson fra Enslaved, Attila Csihar fra Mayhem og Tormenter + fucking Nergal fra Behemoth var med på skift og synge! Og den oprindelige bassist fra Bathory Frederic Melander betrådte også dansk jord! At så mange missede dette må for evigt stå som hvide pletter på ens sorte samvittighed. Perler for svin, mine damer og herrer. 

Som et dystert og totalt hektisk orkester fra helvede står showet som et perfekt eksempel på de tårnhøje ambitioner i Bathory fremført af eliten og jeg headbanger så voldsomt at jeg stadig er øm imens jeg skriver dette. “Raise the Dead” fra debutpladen Bathory (1984) bliver fulgt op af “The Return of Darkness and Evil” og “Sacrifice”. Der råbes med på “Woman of Dark Desire” og et kor i kutter kommer med på den afsluttende “Blood Fire Death”. Fremmødet var pinlig ringe, men vi der forstod hvad der skulle ske, var vidner til de forheksede kompositioner fra en af de vigtigste grundlæggere af black metal. Eminent fremført af alle dem der var blevet formet i den ild som Quorthon har efterladt sig. Arven og hyldesten fremstod fuldendt og galoperede ud i natten som brændende minder for de indviede. Vi de disciple gik derfra med en af de bedste koncerter på Copenhell 2026. En afslutning der ikke kunne sammenlignes med noget andet!  

ALL HAIL QUORTHON! 

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

Blood Fire Death - A Tribute to Quorthon and the music of Bathory

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af Blood Fire Death - A Tribute to Quorthon and the music of Bathory på Pandæmonium, Copenhell d. 27.06.26 Alarmerende få var mødt op til en eksklusiv magtdemonstration og den bedste black metal-koncert i Danmark i 2026!  Foto: Gabriel Rasmussen Thomas "Quorthon" Forsberg (1983-2004) er intet...Requiem for de sidste kaskader af flammer