Anmeldelse af: teaterkoncerten “Another Brick In The Wall Part 5”, verdenspremiere d. 22. september 2023 på Østre Gasværk, København.
Der findes ikke mange legendariske albums som Pink Floyds The Wall fra 1979, så selvfølgelig skulle den laves til en teaterkoncert. Resultatet er heldigvis også godkendt.
Foto: Presse.
“Another Brick in the Wall” part 1-3 findes på The Wall-pladen, part 4 er en opera, og part 5 er så denne teaterkoncert efter aftale med Roger Waters. Hovedrollen som Pink deles af Johan Olsen (fra Magtens Korridorer og forestillingen Frankenstein Genskabt) og Jimmy Jørgensen (fra Hotel Hunger og medvirkede også i teaterkoncerterne Gasolin’, Come Together, Hey Jude, Dagen Før m.fl.). Til denne verdenspremiere var det Johan Olsen, der havde hovedrollen.
Første akt: Mødet med muren
Forestillings tidslinje er ikke lineær og kronologisk, men cirkulær, så man dumpede lidt pludseligt ind i hovedpersonen Pinks liv med ordene: “Is this were we came in?”, og så kører toget ellers bare. Derfor tog det også lidt tid at finde ud af meningen, også selvom man kendte The Wall-pladen på forhånd. Det blev heller ikke gjort nemmere af, at showet blev afbrudt efter bare fem minutter pga. tekniske problemer, så der blev en pause på 15 minutter.
Men da det rigtig kom i gang igen, var det en fornøjelse at se bl.a. danserne svinge sig i rebene, der hang ned fra loftet, og gynge i dem, som om der var et sæde på. Danserne var anonymt klædt i ensfarvede heldragter med hoved/ansigtsdækkende masker, som først blev taget af i slutningen af anden akt.
Selve handlingen ligger sig tæt op ad Pink Floyds eget koncept, hvilket jo er meget naturligt, da det er et stramt konceptalbum. Derfor minder det mere om en genfortælling end en fortolkning af værket. Måske ville den kunstneriske frihed være større, hvis teaterkoncerten handlede om flere af Pink Floyds albums, så man måske kunne se det i en anden/større kontekst. F.eks. var “Mother” en fortælling om… en kvinde, der fik en søn, Pink, og oplevede ham vokse op som ethvert andet menneske, og i “Young Lust” stod bandet bag den syngende Pink og spillede, mens danserne bar langhårede, blonde parykker og bevægede sig lystigt omkring dem.
Anden akt: Højt oppe i mørket
Allerede fra første nummer i anden akt skete der dog et skifte: i stedet for at det primært var danserne, der var oppe i rebene og Pink, stod/sad nede på scenen, var det nu Pink selv, der var oppe i luften: Pink sad på en stol, der vendte på hovedet, som blev hejst op og ned til tonerne af “Hey You”, og under “Comfortably Numb” blev han igen hejst op denne gang uden stol, men hængende, som om han var blevet korsfæstet eller hængt som Odin på Ask Yggdrasil ligesom på Jellingestenen. Det var meget intenst at overvære, så det øgede også dramatiseringen. Også omkvædet og guitarsoloen gav kuldegysninger og skabte et musikalsk højdepunkt, der ikke blev overgået, men fortsatte resten af showet. Generelt var kostumerne minimale, men de hovedløse generaler, hvor en af de fire havde en megafon som hoved, var særligt dragende.
Under “The Trial” blev der skruet op for sindssygen, da retssalen blev lavet om til en cirkusforestilling, og dét var skønt, at det blev lidt mere ekstremt. På scenen dansede klovne, akrobater og andre muntert rundt, mens Pink klamrede sig til en kæmpestor nedrivningskugle, der hang ned fra loftet midt på scenen.
Replikkerne og handlingen mellem numrene er næsten ikkeeksisterende, og der behøver heller ikke at være så stort skifte mellem sang og replikker som i Disney-musicals, men der måtte gerne have været mere til at binde sangene sammen end bare sangene.
Pink/Johan Olsen er både djævelsk, sårbar og enigmatisk, så man ved aldrig, hvor man har ham – meget overbevisende, specielt når Olsen slet ikke er skuespiller. Olsen lyder ikke så meget som Roger Waters, hvilket mest skyldes hans ikke-britiske accent, men det gør ikke noget, da hans sangtalent overskygger det.
Teaterkoncerten afsluttes med ordene: “Is this were we came in?”, ligesom i starten. Meget poetisk.
Kom vi ind?
Østre Gasværks opsætning generelt var også flot i scenesat fra lyd og lys til bagvæggen, hvorpå der blev projekteret videoklip og animationer, der understøttede handlingen og gjorde teatersalen endnu større, end hvad den faktisk var. Husorkesteret var placeret oppe på en afsats, hvor både danserne og Pink til tider også kom op til, men de virkede bedst, da de blandede sig med de andre.
Det fysiske teaterprogram er udformet som en vinyl med flotte, store billeder og gode beskrivelser af albummet, teaterkoncerten med mere. I alt meget æstetisk og gennemført!
Jeg har aldrig været kæmpe Pink Floyd-fan, men jeg kender alle deres hits og specielt The Wall. På trods af mine kritikpunkter er jeg meget tilfreds og meget begejstret for hele teaterkoncerten som helhed og oplevelse. Jo større Pink Floyd-fan man er som publikum, jo bedre, men det burde ikke være nogen overraskelse. The Wall er stadig et mesterværk, man kan lytte til i 2023 og spejle det i nutidens samfund. Vi kom ind, men kunne det have været med større kunstnerisk frihed? Måske.
Johan Olsen, Østre Gasværk og Another Brick In The Wall Part 5 får 4 store stjerner!
Galleri: Pressefotos
