Alice Cooper

Skal du med ud på dansegulvet og have en knytnæve i ansigtet?

-

Anmeldelse af: Copenhagen Metal Fest – del 1. 17.-18. september. Amager Bio, m.fl, Kbh.

Det er efterhånden nogle år siden, jeg sidst har været til en festival. Halvandet år uden levende kultur har heller ikke hjulpet på tingene, så da jeg fik muligheden for dække Copenhagen Metal Fest d.17 og 18. september, var jeg som et barn, der glædede sig til juleaften.

 

Foto: Tommy Skøtt

Med 3 scener og 24 bands var der rigeligt med ting, jeg skulle nå. Festivalen blev afholdt i det amagerkanske kulturmekka, Amager Bio, dets nærliggende lillesøster, Beta, og Amager Bios egen lille teaterscene, ZeBu.

Da jeg ankommer til pladsen, er der ikke mange mennesker endnu, men jeg bliver imødekommet af den velkendte festivalduft af fritter og fadøl. På selve pladsen er der stillet et hyggeområde op med nærliggende DJ-podie, fadølsanlæg og diverse madboder. Alt er, som det skal være. Klokken er over 14, jeg er på festival, og derfor skal den første fadøl skænkes hurtigst muligt.

Med fadøl og det gode humør med mig smutter jeg hurtigt over til BETA, hvor festivalens første band snart skal spille.

 

Persecutor – Beta kl 16:00

Arrangørerne havde ramt rigtig med at booke det horsensianske trashband til at åbne festivalen. Beta var fyldt til renden, og det til med folk, der havde savnet noget levende musik. Da noget af det første, jeg spottede, var en Freddy Mercury-karikatur i glitrende spandex, vidste jeg, at nu skulle vi have det sjovt.
De 4 gutter i Persecutor satte for alvor gang i festlighederne med et afsindigt velspillet sæt, hvor energien fra alle i bandet var sprudlende fra start til slut. De havde fantastisk kontakt til publikum, og der blev endda budt op til dans, men det promillefattige og nok lidt stadigt nærkontaktskræmte publikum var lidt tøvende i forhold til at give alt, hvad de kunne. Ikke desto mindre havde bandet det sjovt på scenen, og det smittede af på alle os andre.

 

(Artiklen fortsætter efter billederne)

 

Lamentari – Amager Bio kl 17:30

Fra Beta skyndte jeg mig over til festivalens største scene. Jeg tog plads oppe på balkonen og blev mødt af et syn, jeg nok bedst kan beskrive som et alter. Rundt omkring på scenen var der placeret stearinlys, og den overordnede æstetik bar præg af, at Lamentari mente alvor af deres intention om at invitere os ind i deres tempel, så de kunne sprede deres kultiske budskab.

Lamentari er et band, der virkelig er rykket frem på den danske metalscene på kort tid, og når man ser dem live, forstår man, hvorfor. De hætteklædte, stankelbensdæmoner leverede en gedigen omgang symfonisk sortnet dødsmetal, der også henter inspirationer fra 1980’ernes neoklassiske shredstil.
Alle i bandet er fænomenale musikere. Bassisten fyrede lige så mange tricks af som guitaristerne, og lead-guitaristen præsterede den ene efter den anden vanvittige solo. Der var endda også en klaversolo, men i dette lavmælte og intime øjeblik, kunne man dog høre, at publikum ikke var lige så engageret i ritualet, som bandet selv, der leverede en performance uden at have specielt meget kontakt til publikum. Det var dog stadig en oplevelse, og det er et band, man bliver nødt til at se live.

 

(Artiklen fortsætter efter billederne)

 

Idaslet – ZeBU – kl 18:30

Fra noget dybt alvorligt til noget helt, helt andet. ZeBU er festivalens mindste scene og til hverdag en teaterscene for børn og unge.
Folke/vikinge-metalbandet Idaslet var der derfor passende nok for at fortælle historier om gamle konger og krige. Mens sammenspillet en gang imellem var lidt kaotisk, var festen på sit højeste. Vi kunne lige så godt have været til hof hos en oldnordisk adel som til metalkoncert på Amager.
I enkelte numre var Amager Bios konferencier, Sofia Schmidt (fra Ethereal Kingdoms), med til at ligge noget ekstra vokal, og her fremstod Idaslet virkelig var som en brigade af skjalde, der fyldte scenen helt og spredte deres kvæd. Der blev danset mere, end der blev headbanget, og især til bandets meget tunge udgave af den danske høstsang og folkemelodi ”Marken er mejet”.

 

(Artiklen fortsætter efter billederne)

 

Aphyxion – Amager Bio kl 19:30

Tilbage i Amager Bio levere drengene i Aphyxion deres tunge, men samtidig ret fællessangsvenlige, metalcore. Alle i bandet har en fantastisk energi, og man kan se, at de er nogle hærdede livemusikere, der virkelig har kælet for deres performance. Det kommer til udtryk i deres stærke koordination på scenen, og at de har eget lys og røgkanoner med, der virkelig opløfter de klimatiske øjeblikke i musikken.

Lyden var fænomenal, og alle i bandet spillede som en enhed, der havde kendt hinanden i en menneskealder. Frontmanden, Michael, sørgede også hele tiden for at holde publikum engagerede. Det var også til denne koncert, at jeg var vidne til festivalens første moshpit.

Jeg kunne personligt godt have brugt lidt mere variation i dynamik og stemning, da en snært af ensformighed sneg sig ind i løbet af sættet. Alt i alt var det hele indbegrebet af en god portion professionalisme.

 

(Artiklen fortsætter efter billederne)

 

 

Halvleg

Mit næste mål var blackened death bandet CLIENTS på ZeBU, men da sulten endelig havde begyndt at sætte sig, var jeg nødt til at smutte over til en af madboderne for at stille sulten. Da jeg tidligere på dagen blev mødt af duften af pomfritter, så der var ikke andet valg end at smutte over til Planteslagterne for at få en af de bedste planteburgere, jeg har spist i lang tid… pomfritterne var selvfølgelig også, som pomfritter altid er, når man har alkohol i blodet: Fantastiske.!

Efter en omgang ædeorgasme skyndte jeg mig over til ZeBU, men nogle levn fra det sidste halvandets års pandemi holdte desværre ved: På både ZeBU og BETA var der pladsbegrænsning, og derfor blev der også opfordret til, at man kom i god tid. Jeg nåede desværre ikke ind til CLIENTS, men brugte i stedet tiden på at beglo det fine merchandise og konkurrencen ”kend dit band”, hvor medlemmer fra et band skulle konkurrere med medlemmerne fra et band om at bygge noget LEGO, hvor udfordringen så lå i at teste kommunikationsevnerne internt i bandet.

 

(Artiklen fortsætter efter billederne)

 

Solbrud – Amager Bio Kl 21:30

Solbrud blev introduceret som kongerne af dansk black-metal. Men med den fænomenale iscenesættelse og æstetik hos Lamentari tidligere på dagen faldt det lidt dødt til jorden. Bandet lignede ikke nogen, der spillede black, og scenen var fattigt for props, der kunne danne konnotationer til genren. Hvad, der var, var røg – og en hel del af det. Det var næsten som om, at man ikke skulle kunne se bandet, og i første omgang tænkte jeg, at det var en dårlig undskyldning for manglende stageprops og udklædning.

Men som musikken gik i gang, begyndte jeg at forstå meningen med galskaben. Mens bandets selv var ret stillestående, forsangeren, Ole, stod næsten som en statue, der klyngede sig til mikrofonstativet hele koncerten igennem, formåede de ikke rigtig at fylde scenen ud. Deres musik var dog alt andet. Solbrud er et af den slags band, der leverer en væg af lyd, og bruger det store kakofoniske lydbillede som en måde at skabe en atmosfære, der giver en lyst til at lukke øjnene og leve sig ind i det univers, deres musik leverer.
Solbruds musik opfordrer til trance, og fra min udsigt fra balkonen kunne jeg også se den lille hær af letvippende hoveder, der synkront var fordybet i den dulmende rytme.

 

(Artiklen fortsætter efter billederne)

 

EYES – Beta kl 22:45

Hold nu kæft, en magtpræstation af den anden verden!

EYES af et band, jeg har fuldt i et stykke tid, selvom jeg ikke rigtig hører hardcore. Jeg havde derfor glædet mig usædvanlig meget til at se lige præcis dette band. Jeg var derfor på BETA i god tid, da jeg skulle være helt sikker på at komme ind, og salen blev også hurtigt fyldt op. I de få minutter op til koncertens begyndelse var der en anspændt stemning af stilhed før stormen. Det var som om, at alle vidste, at lige om lidt så skulle vi i krig.
At en bekendt også kom og spurgte mig, om jeg skulle have ”en knytnæve i ansigtet,” bekræftede min fornemmelse, og jeg gjorde mig derfor beredt på at spænde alle muskler.

Bandet kommer meget uformelt ind på scenen, og med et øjebliks stilhed og en meget lavmælt velkomst går det fra 0-100 hurtigere, end man kan nå at blinke. Der var ikke gået mere end et par sekunder, før øllene fra de forreste 10 rækker var på jorden, da deres ejermænd blev trukket ind i den enorme moshpit, der blev dannet foran scenen. Hele bandets energi var så eksplosiv, at alle i salen blev revet med, og man kunne ikke lade være med at give alt, hvad man kunne.
Dette resulterede også i, at inden første sang var færdig, var lokalet indhyllet i den velkendte tunge dunst af sved og øl. Bandets frontmand, Victor, bød op til dans flere gange, og jeg var vidne til en wall of death, en circlepit og crowdsurfing resten af koncerten, med forsangeren selv, der også var med ude og svæve på et tidspunkt.
Bandet spillede fænomenalt og hele tiden så aggressivt, at det så ud som om, at de rent faktisk forsøgte at slide deres instrumenter op, inden de skulle forlade scenen igen. Energien var på 200 % hele vejen gennem koncerten, og det var en koncert, jeg forlod mundlam.

 

(Artiklen fortsætter efter billederne)

 

Defecto – Amager Bio kl 23:30

Defecto lukkede første dag med et afsindigt velspillet og inspirerende show. I min ydmyge mening er det et af de bands, der spiller metal, som metal skal lyde. De spillede både nyt og gammelt og kom derfor langt omkring med dynamik og stemning, og man følte aldrig, at man kedede sig. Og hold da op, hvor er bandet beriget med nogle helt igennem fantastiske guitarhelte. Nicklas Sonne, der både har en formidabel kraftfuld, fyldig clean vokal og et fedt growl, lirede næsten lige så mange soli af, som bandets lead-guitarist, Frederik Møller. Dette resulterede i en shredfest med guitarbattles, der virkelig varmede hjertet hos mig selv som guitarist, og konstant mindede mig om, at jeg skulle hjem at øve.

Selvom energien fra bandet og kontakt til publikum var fænomenal, var bandet desværre ofre for et afkræftet publikum, der nok havde nydt første dag lidt for meget. Selvom Sonne gjorde alt, hvad han kunne for at holde det ”metaltrætte” publikum engageret, tyndede det gevaldigt ud i publikum hen mod koncertens sidste numre. Jeg sad helt for mig selv oppe på balkonen, og der har maks været 100 personer nede i selve salen, der på en god dag kan rumme over 1000 mennesker.
Med det sluttede første dag ikke vanvittigt klimatiske, men Defecto leverede en fantastisk performance, jeg ikke vil glemme lige foreløbig.

REVIEW OVERVIEW

Persecutor
Lamentari
Idaslet
Aphyxion
Solbrud
EYES
Defecto

Share this article

Recent posts

Popular categories