Skrig for de stille

Anmeldelse af: Apocalyptica – Cell-0. Release 10. januar 2020 via Silver Lining Music. 

Cell-0 er en stemningsfuld Skive, men uden stemme…

Det finske metalband, Apocalyptica, der spiller på celloer, fik deres gennembrud, da de lavede et helt album med fortolkninger af Metallica-numre tilbage i 1996. Det var faktisk også via Apocalyptica, jeg lærte Metallica at kende i midten af 00’erne, men det var med deres selvbetitlede femte album fra 2005, jeg rigtig blev fan af dem, specielt med nummeret “Bittersweet”, der var med Ville Valo (fra HIM) og Lauri Ylönen (fra The Rasmus).

Siden da har de samarbejdet med både Corey Taylor (fra Slipknot og Stone Sour) på “I’m Not Jesus”, Till Lindemann (fra Rammstein) på “Helden” (en fortolkning af David Bowies “Heroes”) og Joe Duplantier (fra Gojira) på “Bring Them To Light”. Det er de færreste bands, der har arbejdet sammen med så store sangere – alene det afgiver dyb respekt herfra.

På deres forrige album Shadowmaker (fra 2015) havde de en fået en “fast” forsanger på, Franky Perez, fra USA. Han turnede også sammen med dem, bl.a. på Qstock Festival i Finland i 2015, hvor jeg så dem, hvilket var en stor oplevelse. Siden da har de turneret med Apocalyptica Plays Metallica By Four Cellos-albummet i anledning af 20-årsjubilæet, og i 2018 så jeg dem også, da de spillede i Koncerthuset i København, hvilket var en endnu større oplevelse. 

Shadowmaker var et glimrende album og Franky Perez’ vokal passede rigtig godt til ret mange af sangene, bl.a. “Cold Blood”, “House Of Chains” og “Come Back Down”. Deres nye album Cell-0 (Cell-zero) er til gengæld et 100 % instrumental-album – Apocalypticas første i 17 år. Det er lidt skuffende at samarbejdet med Perez ikke fortsætter, så jeg var også spændt på at høre det nye.

Mange af numrene lyder som noget, den norske komponist Edvard Grieg kunne have skrevet – ment som et stort kompliment. Apocalyptica har også tidligere lavet et cover af “In The Hall Of The Mountain King” fra Peer Gynt-suiten, så der giver god mening.
“Fire & Ice” minder om noget, Nightwish kunne have lavet med Troy Donockley på sækkepibe/fløjter dog mere dystert hen mod slutningen.
“Ashes Of The Modern World”, “Rise”, “En Route To Mayhem” og titelnummeret, “Cell-0”, er allerede udgivet som singler. Alle fire fungerer fremragende, og man kan høre hvert et strøg på stregene og nuancer, hvilket også er tilfældet med de resterende numre.

I slutningen af pladens sidste nummer, “Beyond The Stars”, bryder en mandestemme pludselig ind, hvilket er en positiv overraskelse. Man kommer til at spidse øre for at høre de ord, der bliver sluppet ud:

“From the ashes of the modern world,
A new evolution will rise … Cell by cell,
Nature will heal itself,
The balance of the earth will be restored …
Selfishness led to our own destruction,
Man must be undone,
Three two one launch,
Humans, gone, lost somewhere beyond the stars,
Goodnight”

Det understreger, hvor vigtig det lyriske er i Apocalypticas musik (for mig). De kunne fortælle endnu mere, end hvad de allerede gør, men det lader de slippe væk lige for næsen af dem. Nogle af Apocalypticas bedste numre er med en sanger, så jeg synes virkelig, det er ærgerligt, at den dimension af musikken ikke bliver fuldbyrdet på dette album. Jovist medvirker de på Lost Societys nye nummer, “Into Eternity”, og Sabatons single “Angels Calling”, hvor der bliver sunget, men det er bare ikke det samme. 

På en måde minder det lidt om Soren Andersens Guilty Pleasures album, som også var instrumentalt (læs anmeldelsen HER). Det var også godt, men jeg savnede også en vokal, der kunne differentiere numrene fra hinanden. Men Andersen er lidt undskyldt, fordi hans plade var et sideprojekt til Electric Guitars, og hvad han ellers også laver.
Det kan man ikke just sige om Apocalyptica. Eicca Toppinen er den primære komponist, mens Perttu Kivilaasko og Paavo Lötjönen er hans loyale “brothers-in-arms”, og Mikko Sirén er den mere anonyme trommeslager bag de tre cellister. Håndværket er godt, ingen tvivl om det, men jeg er sulten efter mere. Men hvis Cell-0 skal fungere som en kort flyer om, hvem Apocalyptica er, så er det jo perfekt. Jeg havde nok bare ønsket mig et helt magasin/roman, hvor der er plads til både vokal og andre instrumenter.

Selvom det er Apocalypticas trademark at spille på celloer, føler man ikke helt, at potentialet for albummet er indfriet. Jeg gav Guilty Pleasures 4,5 stjerner og ville også give Shadowmaker 4,5 stjerner retrospektivt, men så gavmild kan jeg ikke være overfor Cell-0. De må nøjes med 3 stjerner for et lidt ufuldendt album, der mangler noget af det, som er vigtigst ved musik: En stemme.

Trackliste:

1. Ashes of the Modern World
2. Cell-0
3. Rise
4. En Route to Mayhem
5. Call My Name
6. Fire & Ice
7. Scream for the Silent
8. Catharsis
9. Beyond the Stars