Foto: Morten Kjær
Anmeldelse af: Kashmir. Jyske Bank Boxen. 26. maj 2022.
Kashmir er tilbage, og de er vanligt tro i rigtigt god form endda til trods for en længere pause.
Otte år.
Så lang tid skulle der gå, før danske Kashmir kunne opleves på de skrå brædder. Det var meningen, at der kun skulle have gået seks, da bandet i sin tid annoncerede genforeningen i forbindelse med koncerter tilbage i 2020, men den omspændende Covid-19 pandemi satte denne mulighed i bero først til 2021 og så igen til 2022.
Nu står vi så i Herning og er klar til at opleve den første officielle genforeningskoncert med et af Danmarks absolut mest populære rockbands i nyere tid. De nu aldrende efterskole- og gymnasieelever er samlet om deres fælles kærlighed for et band, der har berørt så ufatteligt mange ikke blot med deres enormt emotionelle numre, men også med det aparte og sprælske, som bandet immervæk også besidder.
Kashmir er vel nærmest folkeeje for en enormt stor del af befolkningen, og derfor har denne gendannelse af nogle af de største, mildest talt været meget omtalt. Dette kan da også ses på, at Kashmir er rykket ud på nogle af de klart største scener, dette land har at byde på, hvor de spiller headliner-shows i henholdsvis Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København.
Personligt, og jeg ved, at en stor del af aftenens publikum deler dette med mig, har Kashmir været en stor del af mine informative år. Derfor skal jeg da netop også opleve bandet igen, nu hvor de vender tilbage til de danske scener, og når nu de starter hele møllen i hovedlandet, kan man så gøre andet end at tage turen til uldbyen Herning og få sig en på opleveren.
Kan Kashmir virkelig følge med efter så lang en pause?
Spiller musikken stadig til mine følelser efter alle disse år?
Hvordan vil bandet fylde så store scener ud?
Hvorfor stiller jeg spørgsmål til mig selv?
De indre spørgsmål er mange, i det jeg sætter mig tilrette i mit anmeldersæde inde i Boxen. Det skal blive spændende, det her.
Bandet stævner godt fra kajen med nummeret “The Push” fra, hvad man nok vil betragte som bandets hovedværk, Zitilites fra 2003; et album, der (ikke overraskende) også skal vise sig at være det bærende element for aftenen. Kashmir ved godt, hvad der er mest populært fra dem, og det ville da også være en skam ikke at give en stor del af publikummet det, de gerne vil have.
For denne anmelder og formentlig også de læsere, som vi sædvanligvis har her på Metal A Day, er det dog netop ikke de albums, som er Kashmirs mest interessante udgivelser. Her skal vi helst helt tilbage til de to første skiver, nemlig de legesyge og fuldstændigt eminente Travelogue og Cruzential. Vi får da også igennem aftenen serveret lidt fra disse plader, så det mere spændende og musikalsk udfordrende er ikke helt glemt, ja, faktisk er der mere af det på sættet, end man kunne have forventet. Hele to numre fra debutten og et enkelt nummer fra Cruzential får vi da serveret her til aften. Det er ikke meget, men det er idet mindste noget. Mere havde dog været bedre, især hvis vi havde kunnet få vanvidsnummeret med den fantastiske og altid mundrette “Don’t Look Back It’s Probably Just Hypocondriac Jack Having A Heart Attack”.
Bandet spiller for det meste til perfektion, det er faktisk utroligt, hvor stramt langt størstedelen af aftenens sætliste ligger. Desværre har bandet dog en tendens til at skulle lade forsanger og guitarist, Kasper Eistrup, få lidt for meget tid til at fyre endeløse soli af. Eistrup er en god guitarist, men så god er han desværre bare heller ikke. Det bliver slet og ret ind imellem til for meget ligegyldigt lir som i f.eks. det ellers geniale 90er-hit “The Story Of Jamie Fame Flame”, hvor der lige skal lires lidt for meget ligegyldigt soli af i en små 2-3 minutter inde midt i nummeret. Ligeledes er der desværre også indimellem, at bandet lander lidt ved siden af hinanden. Det er dog til trods for dette et utroligt velspillede band, og langt størstedelen, ja, faktisk mere end jeg personligt havde forventet, at rusten er blevet banket godt og grundigt af forinden aftenens show.
Lyden er fremragende her til aften, selv ude på siddepladserne ude i siden, hvor anmelderpladserne sidder i de fleste danske arenaer. I hvert fald når det kommer til det instrumentale. Ind imellem virker Eistrups vokal dog en kende uklar og falder lidt for langt bagud i mixet, hvilket er enormt synd, for manden kan stadig dit kram med stemmen, omend også denne til tider rammer en kende ved siden af, som den f.eks. gør det på det ellers fremragende og gyngende”’Vote 4 Dick Taid”. Den rammes bare ikke lige i skabet, men mangler noget af den aggression, som den egentlig besidder og som er med til at gøre det nummer så fængende.
Generelt er der blevet ændret lidt i fraseringerne på adskillige numre, hvor det (foruden “Vote 4 Dick Taid”) står relativt tydeligt i The Good Life-klassikeren “Mom In Love, Daddy In Space”. Det føles på sin vis forkert, når ting ikke føles helt hjemligt.
Eistrup fungerer fremragende som frontmand i Herning her til aften, hvor han på allerbedste vis dirigerer publikummet igennem aftenens følelsesladede seancer. Manden har tydeligvis publikum i sin hule hånd. De følger enhver bevægelse fra manden, og der jubles gang på gang, tændes mobillys (som der ligeledes udvises stor taknemmelighed for oppe på scenen) og lavet bølger til den store guldmedalje. Eistrup kommer også rigtigt godt rundt på scenen i bogstavelig forstand og ud over scenekanten i overført betydning. Resten af bandet er ikke helt så aktive, men deres tilstedeværelse markeres da alligevel. Følelsen af, at Eistrup bestemmer, er dog konstant tilstede.
Man får virkelig fornemmelsen af, at bandet er tændt og ikke blot er vendt tilbage, fordi der manglede en skilling. Hjertet er med i Kashmir, og dette virker det til, at publikum kan mærke igennem koncerten.
Bandet får skudt et utal af fremragende numre af, hvor langt de fleste er helt vildt lækkert udført her til aften. Glimrende numre som “Graceland”, “Surfing The Warm Industry”, “Kalifornia”, “Lampshade”, “The Cynic” og det dejligt tunge “Leather Crane” foruden de numre, der allerede er nævnt tidligere i anmeldelsen.
Men, hov, tænker du måske, mangler der ikke noget? Og, jo, det gør der. Vi får ikke hørt det ellers vidunderlige “The Curse Of Being A Girl”; et, nummer der eller havde passet perfekt ind i aftenens sæt. Til gengæld får vi da en dejlig velspillet version af bandets nok største hit “Rocket Brothers”, der lander til sidst blandt de (skal det vise sig) første ekstranumre. Desværre bliver dette også enden for mit vedkommende denne aften, da der er et absolut sidste tog imod Aarhus, som skal nås. Jeg regner ikke med, at bandet kommer på igen, efter de har sagt adieu. Det viser det sig så efterfølgende, at de gør, men Metal A Day går desværre glip af dette.
Kashmir kan stadig deres kram, omend der stadig er lidt smårust, der skal bankes af. Sættet har på mange måder været en gængs greatest hits-parade i den forstand, at der er blevet spillet et bredt udvalg af bandets mere afdæmpede numre, der dog alligevel i en livesituation får lige lidt mere kant, end de får på pladerne.
To en halv time med Kashmir kan dog godt føles som lige i overkanten, og man føler sig klart mæt. At tage til Kashmir i dag kan godt sammenlignes lidt med at tage en gammel ulden sweater på: Den sidder altså bare dejligt, den er lækker, og det føles rigtigt, også selvom den måske er lidt slidt, lugter lidt, og der måske er lidt tråde, der er ved at gå op. Desuden begynder sweateren altså også at kradse lidt efter noget tid, og så får man også lyst til at tage den af igen. Alligevel fornemmes det rigtigt og behageligt, og netop sådan har denne aften i uldbyen Herning været.
