Alice Cooper

Sort nadver i teatret

-

Anmeldelse af: Konvent. Betty Nansen Teatret, Kbh. 15. april 2023.

Konvent i teatret på Frederiksberg. En forestilling, der lover noget ud over det sædvanlige med en kombination af musik og skuespil med mere. Det måtte jeg naturligvis ind at se.

 

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

 

Min historie med Konvent strækker sig vist hele tilbage fra, da de optrådte på Metal Magic i 2018. Allerede dengang kunne deres tunge og sprøde doom metal et eller andet, og jeg har fulgt dem lige siden. Til koncerter på Stairway, i Pumpehuset og shows på spillesteder, jeg helt sikkert har glemt i årenes løb.

Fra deres debut, Puritan Masochism, til 2022-albummet, Call Down the Sun, hvor flere melodier sneg sig ind har jeg set bandet velfortjent få vind i sejlene og bred anderkendelse herhjemme i det danske metalmiljø.

Men også i udlandet, hvor deres signing hos Napalm Records for alvor slog fast, at de er et af de musikalske stjernefrø, vi i det gamle kongerige kan være ekstra stolte af.

Til sommer skal de blandt andet have deres debut på min gamle favorit festival, Wacken Open Air, og jeg planlægger bestemt at møde trofast op til doomfesten.

Men i aften er det ikke udlandet, der kalder, men Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, der åbnede helt tilbage i 1869 og har en gigantisk kulturel historie bag sig. For lang til at kunne fortælle her. Lad os blot sige, at det er på en scene, præget af historiens vingesus, at Konvent gør deres entre denne lørdag.

Og at der står en stor heavy metal-koncert med tilhørende produktion og planlægning på det gamle teater her i aften, siger noget om, at vores larmende genre bliver set på med nye øjne anno 2023. Så kan man mene om det, hvad man vil.

Jeg finder det i hvert fald forfriskende og spændende.

Jeg lander på række 4, sæde 14. Så jeg er altså placeret ret tæt på scenen til forestillingen. Min første sid ned-koncert siden de mørke Covid-19-år.

Det er et relativt lille teater, rækker med polstrede røde stole og en balkon, der snor sig rundt om salens sider. Mange steder er der malet med guld, der giver stedet en flot og hyggelig gammeldags vibe. Kl. 20:45 ringer en klokke, der kalder folk ind i salen.

Alle er spændte på, hvad tæppet afslører, når det går op. Klokken når at ringe to gange til, før musikken begynder.

Konvents sædvanlige introsang, “Solen Er Så Rød Mor”, spiller, og så er vi i gang. Bandet står i mørkt tøj + lidt ekstra sort make-up og glimmer i ansigtet. Forsangeren er dækket i kutte og kappe, og bagved dem er fliser og beton. En “slagtehal”-scene, der i øjeblikket bliver brugt i Iliaden-forestillingen.

Musikken spiller upåklageligt, og medlemmerne rocker til musikken. Og jeg er spændt på, hvad der mere skal ske på scenen. Men som koncerten skrider frem, sker det faktisk… ingenting.

Af og til bliver der gået rundt på podierne på scenen og en enkelt tur ud blandt publikum fra forsangeren. Men det er ikke andet end en “standard”-koncert, blot spillet i anderledes rammer. Selv om gruppen er skarpe i deres death doom metal eksekvering som sædvanlig.

Jeg tager mig selv i at sidde og undre mig over, om det er mig, der har misforstået konceptet. Bør jeg bedømme det her show på andre præmisser, end jeg først har antaget?

Bevares, på et tidspunkt går et plastiktæppe ned, og der bliver leget lidt med scenens lys hen imod slutningen.

Koncerten er nu færdig, og bandet bukker med den scenograf, der sikkert har stået for at sætte showet op. Jeg cykler hjem med en uforløst følelse.

Da jeg lander på Amager, går jeg ind på Betty Nansen Teatrets hjemmeside og læser atter engang op på beskrivelsen af eventet. Følgende er taget direkte fra hjemmesiden.

“Publikum kan se frem til en komplet anderledes koncertoplevelse, når bandets langsomme og tunge dødsmetal tilsættes scenografi, kostumer – og måske blod!”

Nærmest intet af dette fik vi i aften. I hvert fald så var det på et meget minimalt plan. Når både Betty Nansen Teatret og Roskilde Festival har stået bag den her aften med ressourcer og kreativitet, så er det skuffende, at der simpelthen ikke blev gjort mere ud af det.

Det er da en halv sjov ting at have set bandet på en ny scene, men havde jeg vidst, at dette var, hvad der var blevet sat op, havde jeg næsten bare foretrukket at se dem et sted, hvor jeg kunne headbange og danse, i så fald havde min bedømmelse også været højere.

Konvent er et hamrende dygtig band, og jeg er ikke blevet mindre fan.

Men jeg forestiller mig, at der kunne have været taget flere chancer her på Frederiksberg.

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

REVIEW OVERVIEW

Konvent

Share this article

Recent posts

Dryppende og vild splatter

Mørket voksede sig stort

Fortidens synder

Popular categories

Anmeldelse af: Konvent. Betty Nansen Teatret, Kbh. 15. april 2023. Konvent i teatret på Frederiksberg. En forestilling, der lover noget ud over det sædvanlige med en kombination af musik og skuespil med mere. Det måtte jeg naturligvis ind at se.   Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen   Min historie med...Sort nadver i teatret