Anmeldelse af Iron Maiden + support: Halestorm, d. 09.06.25 i Royal Arena

Vi er inde i en lidt regnfuld og grå periode, men Run For Your Lives World Tour 2025-26 From Iron Maiden To Fear Of the Dark har udsolgt Royal Arena, så dette er glemt de næste par timer.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Det er helligdag og ikke alene er byen sort af folk i Eddie t-shirts, men Royal Run har også trukket folk til. Hvor end man vender sig, er der aktivitet. Runder mit værelse på Amager og finder den gamle tunge battle vest + Hexis hoodie frem og så er det ellers op på cyklen i uniform og af sted.

Halestorm

Jeg har faktisk glæder mig lige så meget til supporten som jeg har til hovednavnet. Lige siden debutalbummet Halestorm (2009) har jeg været fan af amerikanernes oktan rock og de efterfølgende skiver The Strange Case Of… (2012) samt Into the Wild Life (2015) gjorde intet for at dæmpe min entusiasme for Lzzy Hale (vokal, rytmeguitar), Arejay Hale (trommer), Joe Hottinger (leadguitar, backing vokal) og Josh Smith (bas, backing vokal).

Jeg fangede deres første danske koncert i den gamle KB Hal på Taste of Chaos Tour 2010 sammen med Papa Roach og Disturbed, samt deres første headlinershow i vores kongerige i 2012 i Pumpehuset. Desværre har jeg lige siden da haft en skrækkelig, ærgerlig evne til at misse dem live og det er ikke fordi at mulighederne ikke har været der. Så jeg ser meget frem til at rette op på denne årelange fejl!

Der er placeret en skærm i midten, hvor bandets navn vises, og 2 skærme i hver side, der filmer musikerne og med en uforlignelig energi flyver Halestorm på scenen. Der åbnes med “Fallen Star” fra det kommende album Everest, og det lover i sandhed godt for det fremtidige materiale. Hvad ydermere sælger aftenens optræden er Lzzy og hendes fænomenale karisma. Hun overvinder den halvdårlige lyd i starten og mere til.

Hendes stemme veksler mellem klar og stærk, ren vokal samt flere gedigne skrig, der overrasker flere i aften, inklusiv mig selv. “I Miss the Misery” går videre i en lækker jam og “Love Bites (So Do I)” er som at gense gamle venner. Nye numre som den vrede “WATCH OUT” samt den mere ballade agtige, men lige så catchy “Darkness Always Wins” hvor Lzzy spiller keyboard er med til at overbevise flere og flere af gæsterne.

Og dette er ikke en nem opgave. Ej heller er der særligt fyldt i starten. For publikum er her for Iron Maiden, og som supportband for så stort et navn skal man have evner og selvtillid ud over det sædvanlige for ikke at blive overrumplet eller glemt.

Dette ejer Halestorm gudskelov. Lzzy må være en af de mest kompetente sangere i nyere tid, jeg længe har set. Når hun ikke serverer cool attitude, spark og headbanging, så kommer hun godt rundt og peger på de forreste rækker. Hele tiden stråler hun af spilleglæde og maniske grimasser.

“Familiar Taste of Poison” består kun af omkvædet i en mere intro-agtig version, men Lzzy der nu er på knæ holder tonerne så længe at det er spændende at høre alligevel. Dog havde jeg foretrukket at høre hele sangen. “Rain Your Blood On Me” får flere til at løfte hornene, inden Arejay får lov til en skæg solo med både normale og kæmpe trommestikker. Jeg synes stadig at denne her slags stunts er lidt unødvendigt, særligt når man har så lidt tid som support, men det her er bedre end normalt. Manden er jo hamrende dygtig. En lille Safri Duo hyggelig hyldest bliver flettet ind som en hyggelig hyldest. Der er nu ved at være fyldt på gulvet og jublen tager til.

Gruppen har arenaens opmærksomhed og den værste snak er forstummet. Med moderne hits som “Back From the Dead” fra Back From the Dead (2022) og den flabede “Mz. Hyde” hvor scenen er oplyst af pridefarver + den afsluttende episke “Everest” slår Halestorm atter fast at de i høj grad er fremtiden for heavy rock. Soloerne sidder altid lige i skabet og hver eneste sang sprudler af liv og lyst til at feste, råbe og gå amok på andre uhæmmede måder.

Det var et gensyn der var længe ventet og firkløveret skuffede bestemt ikke. Jeg glæder mig pokkers meget til de indtager Den Grå Hal til oktober på deres nEverest Tour med Bloodywood. De overvandt nærmest alle udfordringer denne mandag og leverede et af de bedste shows jeg nogensinde har set fra et supportnavn i Royal Arena.

Iron Maiden

NWOBHM-legenderne er tilbage i Danmark med en forestilling, der lover hits fra flere af ikonernes største plader. Så er der dømt mødepligt!

Min første CD med gruppen var Edward the Great: Greatest Hits (2002) købt i TP Musikmarked i Hørsholm og mit første show med Iron Maiden var vist nok en fuld/tømmermændsramt våd nat på Wacken Open Air i 2010. Mine 2 seneste oplevelser med bandet var på Copenhell 2022 og Wacken Open Air 2023. Briterne har et højere bundniveau end de fleste, og derfor nød jeg naturligvis koncerterne, men der manglede alligevel noget begge gange. Noget mere indlevelse og flair? Så ville Iron Maiden generobre deres heavy metal-trone i aften eller ville de ende som et oppustet soundtrack fra fordums tider?

Inden da vender en ung fyr sig om imod mig og spørger om jeg kan synge. Jo, til en vis grad hvis man tænker på growl og skrig. For han spiller i et Maiden Jam-band og jeg ligner sådan en type der kan skråle får jeg at vide. Det tager jeg som en kompliment og overvejer, om man skulle skifte musikalsk spor. En god start og inden længe råber fansene “MAIDEN” i kor og en rodet by dukker op på storskærmen, der nu er i brug i sin fulde imponerende størrelse. Noget der i sandhed er med til at gøre dette til en særlig oplevelse.

Vi ender ved et graffitimaleri af Eddie fra Killers (1981)-coveret og ud på scenen til larmen fra Royal Arena løber Steve Harris (bas, backing vokal), Dave Murray (guitar), Adrian Smith (guitar, backing vokal), Janick Gers (guitar), Bruce Dickinson (vokal) og Simon Dawson fra British Lion, der håndterer trommerne i stedet for Nicko McBrain, der ikke turnerer længere.

Dickinson er en entertainer som få andre og i en alder af 66, tonser han rundt på scenen, svinger sit mikrofonstativ og opildner publikum med en erfaring og et talent der stadfæster hans position som en af de bedste vokalister og frontmænd igennem den genre og historie vi kalder heavy metal. Til tider kæmper han med de høje toner, men man ser igennem fingre med det, for ærligt talt hvor mange finder man oppe i årerne der kan levere lige så storslåede versioner af “Murders In the Rue Morgue”, “Wrathchild”, “Killers” og “Phantom of the Opera”? Man kunne måske have sendt en gentleman hilsen af sted til nu hedengangne Paul Di’Anno (1958-2024) da han jo lagde stemme til et par af de sange der præsenteres, men ak, nej.

Resten af bandet kommer også intenst rundt som guitarhelte fra en svunden tid, og man kan i sandhed mærke den enorme betydning Iron Maiden har haft for millioner af mennesker når “The Number of the Beast”, “The Clairvoyant” og “Powerslave” fylder hver millimeter i arenaen med vilde riffs og triumferende sang. Jeg oplever dog ikke helt at publikum reagerer ligeså vildt som jeg tidligere har set. Den kæmpe fællessang udebliver flere steder.

Måske kan jeg bare ikke se og høre det, men fra hvor jeg sidder burde stemningen være mere kogende i forhold til den overflod af metalsalmer vi forkæles med som “2 Minutes To Midnight”. En imponerende medrivende næsten 14 minutters version af “Rime of the Ancient Mariner” fra Powerslave (1984). Alene dette nummer sender koncerten i historiebøgerne for englændernes shows i Danmark.

“SCREAM FOR ME, COPENHAGEN!” råber Dickinson, og det adlydes uden tøven. Nu er vi ved at være der og jeg kan ikke holde op med at smile.

Ekstasen fortsætter til “Run To the Hills” og “Seventh Son of a Seventh Son” og sammen med den utrættelige maskine foran os rækker vi vores horn i vejret som alle som én. Det er nostalgisk materiale men også evigt aktuelt.

Hele vejen igennem akkompagneres musikken af storslåede visuals på skærmene af spøgelser, pyramider, have og kampe samt nok ild og gnister til at kunne gøre satan selv misundelig. Naturligvis kommer der en stor Eddie dukke ind og truer med økse og sværd, den elskelige maskot er velkommen og modtages med behørig hyldest. Jeg er ung igen og husker da jeg spillede Iron Maiden i min fars bil og var helt oppe at køre over at det her simpelthen var det vildeste.

Vi er forkælede når “The Trooper”, “Hallowed Be Thy Name” og “Iron Maiden” samler os i fællesskab og vi alle ånder og lever metal på tværs af generationer. For det kan Iron Maiden nemlig levere som få, fra børnene på deres fædres skuldre til teenagepigerne og den gamle rocker med slidt vest. Alle mødes vi og fejrer den kultur vi har set blive skabt, arvet og lever hver dag.

Fællessangen når et nyt højdepunkt under ekstranumrene “Aces High”, “Fear of the Dark” og den triumferende “Wasted Years”, hvor også balkonen rejser sig flere steder. Iron Maiden beviste at de er evigt relevante og altid vil stå som koryfæer for alle os der nyder hård distortion.

Man kan vist roligt kalde dette for en triumf, og som der takkes af og vi forsvinder ud i natten så vil dette show stå som en fantastisk start på sommeren 2025 og en påmindelse om at… UP THE IRONS!

Se hele fotogalleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder