Alice Cooper

Start dagen med black metal

-

Anmeldelse af: Wiegedood. Wacken, Headbanger’s Stage. 01. august 2019.

Belgiske Wiegedood var første navn på festivalens egentlig ganske udmærkede black metal-program.

Foto: Amanda Gaarsdal

Bandet startede i 2014 som et sideprojekt af medlemmer fra Amenra og Oathbreaker, men nu om dage kan Wiegedood stå side om side med begge disse bands m.h.t. popularitet.
De har bare gjort et eller andet rigtigt. Minimalistisk, lettilgængelig atmosfærisk black metal med trommer, to guitarer og vokal – ikke engang bas.
Velproduceret men uden ret mange effekter eller andet ekstra, bare riffs, energi, riffs, lidt rå, middelmådig vokal – og så lidt flere riffs.

Artiklen fortsætter efter billedet

Foto: Amanda Gaarsdal

Jeg ankom under starten af første nummer, og første indtryk var positivt. Teltscenernes lysshows kan ofte løfte koncerterne en del, og det var også tilfældet her.
Wiegedood består af i alt tre mand, men p.g.a. deres energi og den atmosfære, som scenen ellers var badet i, så de fuldstændig komfortable og passende ud.

Der blev ikke sagt et ord mellem numre, så musikken fik lov til at tale for sig selv, hvilket numre som ”Svanesang” også sagtens kan. Kun vokalen blev en smule ensformig i længden.
Bandet kvitterede med headbanging og et velspillet sæt, og udover den strubesang, som findes i nummeret ”Prowl” fra sidste års, De Dosen Hebben Het Goed III, bød de ikke på overraskelser, bare et godkendt black metal-show, som gav mig det fix, jeg havde manglet.

REVIEW OVERVIEW

Wiegedood

Share this article

Recent posts

Popular categories