Alice Cooper

Stemningsfyldt power-thrash til folket

Anmeldelse af: Pectora “Untaken”. Udgives 03. maj 2019 via Mighty Music.

 

Et hvert band er helt sit eget, selv tribute-bands skal forstås på deres egne vilkår og ikke blot ses som en billig kopi af originalen. Det sagt, så er det jo ikke til at komme udenom, at alle bands står på skuldrene af kæmper og tager deres inspiration fra dem, der er gået forud.
En sammenligning kan desuden være med til at fange interessen for et band, man ellers ikke ville have kigget nærmere på, så jeg vil tillade mig at beskrive Pectora som resultatet af en hed og passioneret affære mellem det nye årtusindes Accept og Hammerfall.

De leverer bundsolid power-thrash uden så mange dikkedarer, og uden at det nogensinde bliver prætentiøst eller fjollet på den måde, power metal-bands let kan blive det.
Kvintetten cruiser derudaf i et fremragende tempo, der egner sig umådeligt godt til at nikke i takt med, uden at man behøver frygte nakkeproblemer eller at blive kørt fuldstændigt over af et pludseligt blastbeat.

Der hvor Pectoras thrash-side kommer til at overskygge poweren, er i den let forvrængede stemme, blandet med de dominerende guitarer.
Det betyder, at vokalen aldrig bliver helt tydelig nok til, at man kan følge med i teksterne, der dog fra de dele, man kan opsnappe, lyder ganske episke. Resultatet af det bliver desværre, at teksterne kan føles meget repetitive, da det er de samme par ord om drager og kæmper, man hører igen og igen.

Jeg må også sige, at jeg ikke er en stor fan af forsanger, Kenneth Steen Jacobsens, vokal. Den fejler ikke noget som sådan, men for et band, der selv bryster sig af at tage inspiration fra Judas Priest, så har man ret til at forvente noget mere variation både i register og teknik.

Pladen starter pissegodt. De første par takter af titel- og åbningsnummeret, “Untaken”, er noget af det mest stemningsfyldte, jeg har hørt i genren til dato. De tager sig god tid til at bygge nummeret op og teaser endda med et lille breakdown, inden det rigtigt går løs. “Collide,” pladens andet nummer, markerer et klart skift fra åbningsnummeret med et omkvæd, der næsten lægger bandets thrash-side helt fra sig i verset.

Der er noget legende over starten på næste alle numrene på Untaken, og det synes jeg med fordel, Pectora kunne inkorporere mere i resten af sangene. Særligt “No Regrets” lyder næsten som blues i starten og aldeles udmærket blues endda. Den falder dog ret hurtigt ind i samme power-thrash fure som resten af plade. Der er et karakteristik groove over omkvædet, men jeg har på fornemmelsen, at Pectora har potentialet til at gøre endnu mere med det.

Herefter begynder det dog at være lidt så-som-så med originaliteten.
Alle numrene har en klart markeret start, men når nummeret er godt igang, begynder det at smelte sammen med alle de andre, og det kan være svært at høre, hvor man er på pladen.

Jeg ville ønske mig mere variation, men fundamentet er helt klart til stede, så jeg glæder mig til at se (og navnligt høre), hvad Pectora bygger på det i fremtiden.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

Pectora "Untaken"

Discover

Latest

Tygers taber terræn

Anmeldelse af: Tygers Of Pan Tang - Ambush (reissue). Release 18. september 2020 via Mighty Music/Target Group.   Britiske Tygers Of Pan Tang er særdeles aktive...

Lidt fra hver ende af spektret

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september. Del 2 af 2. Hvor førstedagen af årets udgave af Raise Your Horns-festivalen...

Det skete – rent faktisk – i de dage!

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september 2020. Del 1 af 2. Det er næsten ikke til at tro, men...

Chill Anselmo

Anmeldelse af: En Minor - When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out. 04. september 2020 via Season of Mist. Der skrues op...

Fotoreportage: Artilley + Manticora

Fotoreportage fra: Artillery + Manticora. Amager Bio, Kbh. 04. september 2020. Hvordan ser metalkoncerter ud anno efteråret 2020 i denne tid? Det kan du få...