Alice Cooper
Forside Anmeldelser Albums Stemningsfyldt power-thrash til folket

Stemningsfyldt power-thrash til folket

Author

Date

Category

Anmeldelse af: Pectora “Untaken”. Udgives 03. maj 2019 via Mighty Music.

 

Et hvert band er helt sit eget, selv tribute-bands skal forstås på deres egne vilkår og ikke blot ses som en billig kopi af originalen. Det sagt, så er det jo ikke til at komme udenom, at alle bands står på skuldrene af kæmper og tager deres inspiration fra dem, der er gået forud.
En sammenligning kan desuden være med til at fange interessen for et band, man ellers ikke ville have kigget nærmere på, så jeg vil tillade mig at beskrive Pectora som resultatet af en hed og passioneret affære mellem det nye årtusindes Accept og Hammerfall.

De leverer bundsolid power-thrash uden så mange dikkedarer, og uden at det nogensinde bliver prætentiøst eller fjollet på den måde, power metal-bands let kan blive det.
Kvintetten cruiser derudaf i et fremragende tempo, der egner sig umådeligt godt til at nikke i takt med, uden at man behøver frygte nakkeproblemer eller at blive kørt fuldstændigt over af et pludseligt blastbeat.

Der hvor Pectoras thrash-side kommer til at overskygge poweren, er i den let forvrængede stemme, blandet med de dominerende guitarer.
Det betyder, at vokalen aldrig bliver helt tydelig nok til, at man kan følge med i teksterne, der dog fra de dele, man kan opsnappe, lyder ganske episke. Resultatet af det bliver desværre, at teksterne kan føles meget repetitive, da det er de samme par ord om drager og kæmper, man hører igen og igen.

Jeg må også sige, at jeg ikke er en stor fan af forsanger, Kenneth Steen Jacobsens, vokal. Den fejler ikke noget som sådan, men for et band, der selv bryster sig af at tage inspiration fra Judas Priest, så har man ret til at forvente noget mere variation både i register og teknik.

Pladen starter pissegodt. De første par takter af titel- og åbningsnummeret, “Untaken”, er noget af det mest stemningsfyldte, jeg har hørt i genren til dato. De tager sig god tid til at bygge nummeret op og teaser endda med et lille breakdown, inden det rigtigt går løs. “Collide,” pladens andet nummer, markerer et klart skift fra åbningsnummeret med et omkvæd, der næsten lægger bandets thrash-side helt fra sig i verset.

Der er noget legende over starten på næste alle numrene på Untaken, og det synes jeg med fordel, Pectora kunne inkorporere mere i resten af sangene. Særligt “No Regrets” lyder næsten som blues i starten og aldeles udmærket blues endda. Den falder dog ret hurtigt ind i samme power-thrash fure som resten af plade. Der er et karakteristik groove over omkvædet, men jeg har på fornemmelsen, at Pectora har potentialet til at gøre endnu mere med det.

Herefter begynder det dog at være lidt så-som-så med originaliteten.
Alle numrene har en klart markeret start, men når nummeret er godt igang, begynder det at smelte sammen med alle de andre, og det kan være svært at høre, hvor man er på pladen.

Jeg ville ønske mig mere variation, men fundamentet er helt klart til stede, så jeg glæder mig til at se (og navnligt høre), hvad Pectora bygger på det i fremtiden.

Pectora "Untaken"

Recent posts

Afrikansk hiphop-party på Fyn

Anmeldelse af: Die Antwoord. Heartland Festival, Greenfield Stage, Fyn. 01. juni 2019. Die Antwoord leverede en formidabel opvisning i det gøglede, finurlige og ekstremt morsomme,...

South Haven – interview

Interview med: South Haven. 12. juni 2019. Vores gode venner hos Radio Playback ROCK har lavet dette interview med danske South Haven, som vi har...

Gensyn med 90erne

Anmeldelse af: The Smashing Pumpkins. Heartland Festival, Greenfield Stage, Fyn, 01. juni 2019. 90er-rockerne fra The Smashing Pumpkins leverede et velspillet omend ikke super engageret...

Ørnene landede i “Den Royale” med bravur

Anmeldelse af: Eagles. Royal Arena, Kbh. 10. juni 2019. Igen tager Metal A Day en tur i de blødere afkroge, hvor der mandag aften var...

Den progressive baronesse har klasse

Anmeldelse af: Baroness - Gold & Grey, 14. juni 2019. Relapse Records. Med fronten mod fjender og ryggen vendt mod allierede. På Copenhell 2017 hørte jeg...