Albummet, vi ikke taler om

Anmeldelse af Auri: II – Those We Don’t Speak Of. Release d. 3. september 2021 via Nuclear Blast Records. 

Auri er lige så smuk som nordlys, men desværre er deres “lys” for svagligt…

 

Finske Auri består af Tuomas Holopainen (keyboardspiller og sangskriver (også i Nightwish)), Johanna Kurkela (sangerinde (og Holopainens kone)), Troy Donockley (fløjtespiller, percussionist, guitarist, vokalist m.m. (også i Nightwish)) og pr. 2021 også session-trommeslager Kai Hahto (trommeslager i Nightwish og eks-Wintersun). 

Auri debuterede med deres selvbetitlede plade i 2018, men allerede i 2014 udsendte Holopainen Music Inspired by the Life and Times of Scrooge (om tegner Don Rosas fortælling om Joakim Von And) sammen med netop Kurkela og Donockley, samt Tony Kakko (forsanger i Sonata Arctica), Johanna Iivanainen (sangerinde), Mikko Iivanainen (guitarist og banjospiller) med flere. Det var et fremragende “alternativt” og folket udspil, der beviste, at Holopainen kan lave andet end Nightwish med stor succes. 

Desværre var Auri-debuten en noget mere afdæmpet fornøjelse. Jovist, var der også gode numre, men det forblev lidt anonymt for mig. Det skyldtes nok mest Kurkelas vokal, der er lidt for forsigtig og uvedkommende, ligesom Eivør Pálsdóttir (den færøske folk-pop-sangerinde) og Enya (den irske pop-folk-sangerinde), i modsætning til både Tarja Turunen (eks-Nightwish sanger), Anette Olzon (The Dark Element og eks-Nightwish) og Floor Jansen (eks-After Forever, eks-ReVamp og nuværende Nightwish sanger). Så forventningerne er ikke så høje, som når Nightwish udgiver nyt, men jeg glæder mig stadig. 

Melodierne og det instrumentale er lige i skabet; meget forførende og eventyrlige. Men ligesom på debuten er Kurkelas stadig for vag og “pæn”. Kurkela bryder aldrig ud i et primalskrig eller lignende, hvor man taber underkæben i “chok” over sådan et twist. Donockleys vokal er til gengæld tilpas “pæn” med Auri, i modsætning til når han synger i Nightwish (på “Harvest” m.fl.), hvor han mangler noget kant, som Marko Hietala havde. Men hans dybe stemme komplementerer Kurkelas lyse og lette toner meget yndigt på sangene “Fireside Bard” og “The Duty Of Dust”. 

Det er lidt trist, men “Light And Flood” er det bedste nummer. Det er trist for Kurkela og Donockley, fordi det er instrumentalt, men andre instrumentale numre plejer at være det “tynde øl”, som “bare” indleder eller afslutter andre sange. På “Light And Flood” får vi tid til at dykke ned i lyden med bl.a. strygere og fløjter og fare lidt vild, før vi igen bliver “reddet” af Kurkelas vokal i “It Takes Me Places”. “Light And Flood” er dog ikke lige så god som “I Hope Your World Is Kind”, som var den bedste fra den selvbetitlede debut.
Holopainen og Hahto er generelt næsten ikke-eksisterende og uden soli, men det passer lydbilledet fint ellers. 

Retrospektivt skulle “…Scrooge…“-skiven have 4 stjerner og Auri-debuten skulle have 3 stjerner. Nightwishs seneste udspil Human Nature (fra 2020) gav jeg 5 stjerner. II – Those We Don’t Speak Of får 3 stjerner for en lidt for lidt overraskende og et lidt “for” stilsikker album. 

Auri: II – Those We Don’t Speak Of trackliste:

1. Those We Don’t Speak Of
2. The Valley
3. The Duty Of Dust
4. Pearl Diving
5. Kiss The Mountain
6. Light And Flood
7. It Takes Me Places
8. The Long Walk
9. Scattered To The Four Winds
10. Fireside Bard