Anmeldelse af: Stone Sour, Den Grå Hal, København 15. november 2017
Danmarks unikke Christiania blev onsdag aften endnu mere tætpakket, da Den Grå Hal åbnede sine porte og lod ca. 1.000 mennesker slippe væk hash-tågen og ind i varmen.
Vi blev budt indenfor i den overdimensionerede lade og trådte direkte ind foran scenen. Forventningen summede lige fra gulvet til det høje loft. Her var ingen tvivl om, at Den Grå Hal var mandsopdækket med et kampklar publikum i alle aldre, som alle så frem til en aften med de amerikanske musik-guder: The Pretty Reckless og Stone Sour!
The Pretty Reckless
Dystre kirkeklokker rungede ud i hallen, lyset blev dæmpet, og publikums begejstrende udråb tiltog som scenen blev fyldt. The Pretty Reckless’ karismatiske forsanger, Taylor Momsen, greb fat om mikrofonen og vred sig med håret foran ansigtet, mens hun forførende stønnede og spandt, så det gav genlyd i salen.
Publikum var tryllebundet med øjnene fæstnet på den betagende frontkvinde, der som en sirene lokkede samtlige mænd i havsnød.
Det hvide lys badede hendes læderklædte figur, mens hun skiftede fra sin bløde vokal til en hård og rå stemme med tilhørende vild headbanging, imens hun vedvarende og dominerende forførte publikum med udstrakte hænder: kom!
Aftenen var sparket i gang, og The Pretty Reckless’ enestående tag på hardrock blandet med grunge blev udført eminent allerede fra første nummer.
Det amerikanske band, som startede tilbage i 2009, besøgte først nu vort kære Danmark på turné med deres tredje album: Who Are You Selling For. Udover deres fascinerende lyd er der en dybere mening bag bandets sangtekster og lyrik. Sangene, som er skrevet af bandets forsanger, Taylor Momsen, og guitarist Ben Philips, omhandler alt fra frustration, depression og foragt til frelse og håb for det bedre. Albummet Who Are You Selling For sætter fokus på budskabet, at musikken i sig selv kan redde ens sjæl.
Deres musikelementer er som deres lyrik: alsidig og interessant. Alt fra hardrock til down-tempo-passager og punkelementer flettes ind og afføder den smukke rå og ærlige musik.
Momsen viste sin kraftige atypiske stemme frem på scenen. Trommerne og guitaren bragte beatet op, mens hun med rystende hænder skreg sine vokaler ud, som var de næsten smertefulde at udføre. Desværre forekommer det, at lyden fra de andre bandmedlemmers instrumenter druknede hendes stemme og gjorde det svært at høre lyrikken tydeligt nok. Det virkede dog ikke til at være et tab for Momsen, da det syntes, at samtlige mennesker i crowded var fuldkommen betaget af hendes performance!
Ved numre som “Make Me Wanna Die”, bandets første sang nogensinde, blev der især revet op i publikummet. Omhyllet af roterende hvide lyskegler, udførte The Pretty Reckless endnu et hit: “Take me Down”. Momsen førte sig frem på guitar og byggede musikken samt stemningen op, mens hun teasede publikum med sin forførende stemme. Rytmiske, catchy beat bankede i brystet, mens en fed guitarsolo fik kuldegysningerne til at brede sig i den ellers brandvarme sal.
Da The Pretty Reckless forlod scenen, stod man sydende tilbage og mæt af indtryk. På trods af en stemme, som manglede en smule opbakning fra lydmanden, formåede The Pretty Reckless at udføre et betagende show. Bandet er ærlige og modige på scenen og tør blotte sig selv for deres publikum gennem deres sangtekster, som er en inspiration til deres fans!
Stone Sour
Publikum klappede i takt det sekund, lyset blev slukket endnu en gang i Den Grå Hal. Pludselig blev hele rummet oplyst i et glødende springvand, som eksploderede i et fyrværkeri fra scenekanten. Stone Sour indtog scenen, overlegne, selvsikre og magtfulde!
Med løst hår og cowboyjakke sprang Corey Taylor næsten vægtløs rundt på scenen. Han er som født til at stå som frontmand for et band, og dette skinnede tydeligt igennem ved hans gennemført professionelle opvisning, hvor han fra start havde publikum fæstnet i et jerngreb.
Stone Sour har gentagende gange besøgt Danmark, men jeg skulle personligt se dem for første gang her i Den Grå Hal og blev forsikret om, at det ikke går stille for sig, når Stone Sour indtager en scene. I sommers udkom bandets nyeste album, Hydrograd, som de nu turnerer med rundt i Europa. På trods af bandets store udvikling gennem deres mange år i musikbranchen holder de fast i deres genre, som kan defineres som en blanding af hardrock og alternativt metal. Musikken er præget af elementer som double basstrommer, tunge guitarriffs og harmoniserende guitarsoloer fra bandets to guitarister. Coreys stemme rangerer vidt, hvilket også ses tydeligt, da han i en mere maskeret afskygning agerer frontmand for metalbandet Slipknot.
Corey Taylor skriver en del anderledes sange for Stone Sour, end han gør for Slipknot, dog skinner hans mørkere, maskerede side igennem ved ældre numre som “Get Inside”, som ufejlbarligt kunne forveksles med et Slipknot-nummer.
Gennem hele koncerten holdes publikum fæstnet og interesseret via vekslende numre, som rangerede fra de hårde og rå indslag som “Knievel has landed” til mere stille følelsesladede numre som “Hesitate”.
Bandet diskede også op med nye hits som “Rose Red Violet Blue” fra albummet Hydrograd, der viser Stone Sours store udvikling fra 1992 til nu. Sangen puttede både det festlige, rå og ærlige tilbage i musikken og skabte en fed stemning i salen. Tempoet steg, og der blev sat et overordnet fokus på guitaren og de vilde riffs samt de dybe tunge trommer i baggrunden.
Selvfølgelig skulle bandet også please deres publikum, med deres måske hidtil største klassiker: “Through Glass”. Tempoet blev sat ned, og allerede ved første riff kunne man genkende melodien tilbage fra 2006. Publikum var i bevægelse trods den forsigtige opbygning. Melodien sneg sig op i tempo, øgede sin intensitet mod klimaks, til hele salen skreg med og løftede taget på Den Grå Hal.
Bandet diskede op med hele tre encores og varmede endnu en gang salen op med mere blændende fyrværkeri. De hardcore fans skreg med på det hårde vilde nummer “Absolute Zero”, mens der blev danset i en regn af konfetti.
Aftenen blev rundet af med nummeret “Fabuless”, som blev fremført i selskab med fem oppustelige farvede tube-men, som dansede med på scenen blandt bandets medlemmer. Et kæmpe brag af en afrunding!
Det er svært at sætte en finger på dette rå rockband. Som whiskey-drinken Stone Sour, de er opkaldt efter, formår de at twiste og blande det sure, det søde og det bitre, hvilket skaber energibomber af musik, som er lige til at sluge hver en dråbe af!
Her er et galleri fra koncerten fra vores udsendte fotograf: