Stik mig det nye, tak!

Vi skal faktisk ikke mere end et år og to dage tilbage, før engelske Bring Me the Horizon sidst besøgte landet i kølvandet på deres noget så afpæmpet – i forhold til de tidlige udgivelser – skive, “That’s the Spirit” fra sidste år.

Dengang besøgte de Store Vega, og i sommer var de endda forbi Roskilde Festival, og nu var det blevet til en opgradering til Falconer Salen i år. Spillestedet var ikke udsolgt, og man kunne stille mindre spørgsmålstegn ved, hvad der berettigede endnu et besøg.

Men var det så besøget værd? Det kommer vi til.

Basement
Før hovednavnet var engelske Basement sendt ud på scenen for at varme publikum op. Bandet kan nok bedst betegnes som noget post-hardcore, post-punk, men for mig handlede det mest om, hvornår vi kunne sige post-optræden for deres vedkommende.

Bandet må være koncertaftenens samlede svar på elevator-muzak. Skabelonen var stort set ens gennem alle numre: Et simpelt stykke guitar som intro og så noget udefinerbart bulder og brag akkompagneret af en slaskedukke i front, der vist aldrig har forstået betydningen af “at have en tone i livet”.

Publikum klappede da, men det var vist mest af høflighed. Jeg skævede mod uret på et tidspunkt, da koncerten føltes at være nået til vejs ende med dem. Der var gået præcis 10 minutter…

Det skulle blive en lang og (næsten) forglemmelig optræden med Basement.

While She Sleeps
Bandet Basement var da hurtigt glemt, da først While She Sleeps betrådte scenen med entusiastiske Lawrence Taylor i front. Manden nåede at piske mere stemning op i de fremmødte i løbet af en halv sang, end hvad førnævnte optrædende ikke magtede på 30 minutter.

Der var circlepits og en helvedes masse crowdsurfere (jeg talte 20+ under et enkelt nummer). Det her var den sande opvarmning! Den angelsaksiske kvintet rammer et godt skel mellem attituden fra tyske Caliban og øren for melodi-linjer fra KillSwitch Engage, hvilket specielt kom til udtryk i sangene fra deres nye plade, “Brainwashed”, specielt lukkeren “Four Walls” ramte eminent.

Den jævne metalcore-skabelon havde det ellers med at drukne i den pænt ujævne lyd, som dog – en anelse – også skal lyde til Basements forsvar. Men når numrene så havde alsidighed, så skar de virkelig tydeligt igennem!

Bring Me the Horizon
Nu er vi ved alsidighed, så indgår de engelske darlings i Bring Me the Horizon i kategorien over bands, der har gennemgået en imposant udvikling (på godt og ondt afhængig af, hvem du spørger).

Ved første udgivelse, der i år har 10 år på bagen, “Count Your Blessings”, var deres lyd deathcore, som snildt kunne passe på en live-plakat sammen med Suicide Silence, Thy Art is Murder eller Annotations of an Autopsy.

Med deres førnævnte seneste udgivelse falder de næsten i hak med landsmændene Paradise Lost i den periode, hvor de legede med synth pop.

Af gode grunde havde jeg på forhånd afskrevet Bring Me the Horizons nyeste skive, da jeg er større tilhænger af deres gamle materiale, men som en ordentlig anmelder måtte jeg hellere tjekke det ud.

Og jeg var solgt.

Hvad man end mener, så er bandets skive et prima eksempel på exceptionel sangskrivning i sig selv. Gode melodier, forskellige sang-opbygninger og skøn vokal hos Oli Sykes.

Men hvordan fungerer det så live?

For der var en eklatant overvægt af live-fremførelse fra den nye plade, “That’s the Spirit”, ja, vel næsten over halvdelen af sangene fra albummet blev spillet live. Det på trods af, at drengene altså har fem udgivelser bag sig og kun spillede 80 minutter sammenlagt i Falconer Salen denne aften.

Men det korte svar er: Det var fremragende, når bandet nu ikke længerer praktiserer tonser-sønderrivende metal fra start til slut. Det artede sig også lidt bedre i Falconers akustik. Afvekslingen i sangene er simpelthen også genial, og jeg applauderer bandets udvikling og glæder mig til at følge den.

Når det så er sagt, så virkede bandet lidt på autopilot i salen, på trods af at forsanger Oli Sykes kunne fylde 30 år denne aften. Kun han havde overskud til lette bevægelser, hvilket til sammenligning med tornadoen Lawrence Taylor fra While She Sleeps mere var en ufarlig brise – og så har jeg slet ikke nævnt de andre medlemmer i Bring Me the Horizon, der mindede mig om titlen på en engelsk børnebog (“Vinden i piletræerne”).

Specielt midtvejs i seancen var overvægten på de mere afdæmpede indslag så stor, at jeg følte, det godt kunne blive lidt langt i spyttet, men dem på de forreste rækker havde uden tvivl en fest.

Og sådan skal det også forstås, at jeg havde det: En fest! Jeg påpeger indirekte blot, at man nok snart skal vende sig til, at sange som “Chelsea Smile” bliver skiftet ud med flere sange a la “Oh No” i live sammenhæng.

Nyd billeder fra fotografen Alex Buck Colding-Jørgensen her: